Skriv en kommentar
Nikki (Laura Dern) er den søde, høje lidt naive blondine, der udover at være en berømt skuespillerinde, er gift med en særdeles jaloux ægtemand (Peter J. Lucas), der tager de ægteskabelige bånd yderst alvorligt.
Men en skønne dag får hun uventet morgen besøg af en ældre dame (Grace Zabriskie, Laura Palmer´s mor i ”Twin Peaks”), af polsk afstemning, og med den karakteristiske accent. Hun er lige flyttet ind i kvarteret og ville lige hilse på sine nye naboer. Men dette besøg bliver for Nikki mere og mere ubehageligt, da naboen, fortæller om Nikkis næste optræden, at der hviler en forbandelse over filmen. Med onde øjne snerrer hun nærmest om et ”brutal fucking murder”.
Og ganske rigtigt, Nikki havde ansøgt om at spille med, og hun fik hovedrollen dagen efter.
Instruktøren Kingsley (Jeremy Irons) venter på hende i studiet et par dage efter. Manuskriptforfatteren (Harry Dean Stanton), virker lettere tynget, sidder også med ved bordet, sammen med Nikkis modpart, kvindecharmøren Devon (Justin Theroux). Han har fra agenten med flere fået en heftig påtale om at holde sig i skindet og især fra Nikki, grundet hendes mystiske og dominerende ægtemand.
Det begynder så småt at blive kompliceret, for i filmen, de skal indspille, har de en affære, der blomstrer op, og her erfare Devon og Nikki, at det er en re-make over en polsk film, der aldrig blev færdig produceret, da begge hovedroller blev myrdet under optagelserne.
Men filmen begynder at gribe ind i Nikkis liv, replikkerne blander sig med skuespil parrets rigtige samtaler. Og Nikkis udspaltes langsomt i flere personer. Befinder sig af og til uventet i et hus med orange gardiner. Kulisserne vakler og alt truer med at falde sammen, og den virkelige verden står afventende parat.
”Inland Empire” siges at være ”Mulholland Drive” ´s onde tvilling. På det rent indholdsmæssige, er der et stort virvar af forskellige lag, og umiddelbart svært tilgængelige historier der kædes ind i hinanden, senere i denne mastodont tunge 3 timers forestilling er der hjælp at hente. Også her er det betændte Hollywood der danner rammen for hovedpersonens skizofrene drømmespor, prøve at tyde sit eget liv, og finde det virkelig jeg. Formsprogsmæssigt peger filmen helt tilbage på ”Eraserhead”. Genialiteterne er også udtænkt i denne, hvor en trio på tre kaniner står på et scenegulv, og en tom latter til tider forfølger dem, er på forunderligvis forbundet med den gamle indspilning af filmen, og med Nikki, og virker som en transitnøgle,til at forstå betydningen af de personskift som Nikki oplever, og den fortid som nu genindspilles.
”Inland Empire” er David Lynch´s første indspilning på mediet DV. Og står hans ord til troende, vil han aldrig vende tilbage til ”rigtig” film igen, ”himlen er grænsen med digital film, celluloidfilm er som en dinosaurus fanget i en tjærepyt, det er smukt men jeg vil hade at skulle arbejde med mediet igen”, udtaler Lynch.
To og et halvt år tog det for Lynch at færdiggøre denne produktion, der tog sit udgangspunkt i Polen, hvor nogle af instruktørens lokale fans fik arangeret en festival, og fik ham tændt på stedets mørke postindustrielle landskaber. ”De skaffede mig adgang til kæmpestore fabrikshaller og nøgne kvinder jeg kunne filme om natten”.
”Inland Empire” er på mange måder en typisk David Lynch film, men er noget er det mest svært tilgængelige, og ikke en af hans bedste. Med sine tre timer er den noget af en udfordring. Den har ikke som i Mulholland Drive” den mere stramme komposition, der er rigtig mange tråde her, men den er et absolut must for fans, der vil elske dens udfordrende natur.
