Skriv en kommentar
Den spanske instruktør Fresnadillo har i sin debutfilm fået fat i en rigtig god historie; en gruppe mennesker er født med evnen til at forvalte deres held. For dem er intet tilfældigt men udslag af deres heldige evne. En rædselsfuld hændelse afslørede de to centrale figurers held for dem; den ene overlevede som barn et KZ-lejrophold, den anden overlevede som den eneste en flykatastrofe. Filmens påstand er, at dette ikke skyldes tilfældighed, men den evne de er født med.
Den påstand kan det måske for filmens tilskuere være svær at sluge – det var det ialfald for en del kritikere ved filmens fremkost - men det skyldes måske snarere, at man fokuserer på den påstand og derfor overser filmens tema og omdrejningspunkt; nemlig hvordan man så forvalter sit held. De heldige sætter nemlig bogstavelig talt deres held i spil ved at konkurrere med hinanden; den der vinder overtager de andres held. Og ikke nok med det, indsatsen er også andres held, symboliseret ved de billeder af ganske almindelige mennesker, som de lægger frem inden konkurrencerne. Derved fremstår filmen snarere som en allegori over, hvordan moderne mennesker realiserer sig. Held er at tage heldet/håbet/livet fra andre. Heldet er ikke frugtbart, men goldt. Tydeligst fremgår det ved, at den ”heldigste” af dem alle er ejer af et kasino midt ude i ørkenen. Herude spiller han russisk roulette i kælderen under kasinoet - og vinder hver gang. Hvorefter han arkiverer billederne af de uheldige i sit hastigt voksende kartotek.
Desværre gennemspiller instruktøren Fresnadillo sin fortælling som en højglanspoleret, reklameæstetisk thriller der gang på gang undgår at forstå sine personers bevæggrunde. De få anslag til psykologisering eller blot en eller anden plausibel forklaring afvikles hurtigt. Og det bliver ikke bedre af, at personinstruktionen svigter. Selv Max von Sydow som manden med kasinoet, når ikke meget længere end at posere i ørkenen, selvom han har en næsten to minutter lang monolog inden den sidste og afgørende konkurrence. Af monologen fremgår det, at de ”heldiges” spil bygger på den skyld, man må føle over, at de andre måtte gå i døden, imens man selv overlevede. Her anslås alt for sent nogle væsentlige, eksistentielle strenge, instruktøren ikke har formået at forfølge filmen igennem. Således godtgøres det ikke, hvorfor hovedpersonen Tomás, den overlevende fra flystyrtet, kaster sig hovedløst ud i jagten på penge, magt og det endelige opgør med manden i ørkenen – det at han står overfor en fængselsdom for røveri, syner af meget lidt i forhold konsekvenserne af hans ”heldige” handlinger. De moralske skrupler han fremstammer undervejs mod ørkenen, ikke mindst at den der elsker ham venter hvileløst derhjemme, hvad hun vitterligt gør, forsvinder i de meningsløse konkurrencer der alligevel ikke fører til andet end stadig flugt fra myndighederne og en større og større satsning af andres håb. Hvis det var instruktørens mening med sin filmstil konkret at anskueliggøre et moderne dilemma, at frigørelse betyder egoisme og destruktivitet, lykkes det kun halvt, for den underliggende tone i filmen er for alvorlig og stilen ligger alt for tæt på de allermest polerede hollywoodfilm og TV-serier der næppe udgør noget brud på normen.
Men overordnet set, som en fabel om den hovedløse jagt på magt og rigdom, og i sidste absurde ende blot jagt på held, fungerer Intacto trods alt. Konkurrencerne på held er i filmen hver gang fascinerende og originale: Det blinde løb over motorvejen i myldretiden, dokumenteret på video; hvis hoved lander det kæmpestore insekt på; hvem undgår at støde direkte ind i træerne på det vilde og blinde løb igennem skoven – og uhyggeligst: Hvem slår flest øjne med terningerne efter at have omfavnet et ulykkeligt menneske der uvidende tager sig betalt for at få taget sit held/håb fra sig. Alle bestræbelser på at gå intakt/Intacto, uberørt, ja uskyldig igennem livet, afliver instruktøren overbevisende i de scener. Isoleret set udgør konkurrencescenerne en besk, se-værdig og nutidig samfundskritik – en samfunds- og samtidskritik vi alt for sjældent bliver præsenteret for i dag.
Blandt DVD-ens ekstramateriale skal fremhæves kommentatorsporet ved instruktøren. Fresnadillo fortæller grundigt hele filmen igennem om temaets filmiske forløsning. Men lige så grundigt han fortæller, ligeså tydeligt fremgår det desværre, at hans konklusioner og tolkninger mere har at gøre med gode intentioner end med færdig film. Så kom igen Fresnadillo, hold fast på den gode fortælling og glem al højglansteknik - var det noget med en Dogmefilm!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
