Skriv en kommentar
Christopher Nolan kan ikke klandres for at gøre det nemt for sig selv. Med film som den baglæns fortalte Memento (2000), den elegante drømmehopper Inception (2010) og den storladent barske Batman trilogi (Batman Begins (2005), The Dark Knight (2008) og The Dark Knight Rises (2012) i bagkataloget er der skabt store forventninger til rum eposset Interstellar. Nolan sender sin fortælling sikkert ud i den store galaktiske ukendthed, og fremviser undervejs et visuelt overskud af en anden verden, men vender desværre ikke hjem i ét stykke.
Nolans fortællinger udspiller sig i den barske udgave af verden, hvor menneskers valg og skæbner udsættes for udspekulerede plots og drejninger, der nådesløst river dem rundt i instruktørens filosofiske arena. I Interstellar er rammen en ikke så fjern fremtid, hvor menneskeheden står over for en krise, der kan betyde dens undergang. Jorden kan ikke længere brødføde sin befolkning, og en ekspedition sendes derfor ud i fjerne galakser for at søge svar og nye muligheder for overlevelse. I spidsen står piloten Cooper (Matthew McConaughey), der drives af løftet til sin datter Murph (Jessica Chastain) om at vende hjem. I selskab med forskeren Amelia Brand (Anne Hathaway) og den øvrige besætning går rejsen gennem sorte huller til fremmede planeter og overraskende og hjernevridende svar på de mange store spørgsmål.
Med sådan en (vitterligt) spacey ramme for en fortælling er det en kunst, at holde den jordbunden. Interstellar føles til tider som at være gået forkert til en fysiktime på højniveau, og det er især filmens lidt for abstrakte finale, der koster den en femte stjerne. Her bukkes og foldes forståelsen af tid og rum så mange gange, at den nærmer sig bristepunktet, og får Inceptions ’drømme-inde-i-drømme’ lag til at ligne simpel matematik sammenlignet med Interstellars kvantefysik og relativitet.
Men i broderparten af filmens bombastiske 169 minutter er det kærligheden mellem far og datter (især båret af den unge Murph, dragende spillet af Mackenzie Foy) der udgør den følelsesmæssige krog i seeren. I en hjerteknusende scene, hvor Cooper modtager tyve års usete videobeskeder fra sine børn, forstås det, at kærligheden er den største universelle kraft, på tværs af tiden og fjerne galakser. Det giver filmen en menneskelig tyngde, som gør, at man tilgiver de sorte (plot)huller.
Interstellar er ikke Nolans bedste film, men ironisk nok hans mest menneskelige, og det klæder ham at spille lidt mere på de følelsesmæssige tangenter. For selvom vi har set de eksistentielle og filosofiske plottwists forløst mere elegant og dragende i eksempelvis den fortryllende (!) The Prestige (2006), så er rejsen ud i yderkanten af rummet, og derved menneskets forståelse af sig selv, hele turen værd.
