Filminstruktøren Ole Christian Madsen eller OC, som han kaldes i filmkredse, er født i 1966 og uddannet fra Den Danske Filmskole i 1993.
Han er manden bag DRs flotte 6-timers tv-serie "Edderkoppen", han har instrueret et par afsnit af "Rejseholdet" og "Taxa" og så har han prøvet kræfter med dogme-traditionen i den prisbelønnede "En kærlighedshistorie".
Hans seneste film "Nordkraft" foregår i Aalborgs hårde narkomiljø og handler "om folk på narko, på herrens mark, på spanden, på skideren" - og nu altså også på film.
Da OC læste Jacob Ejersbos roman "Nordkraft" blev han først og fremmest betaget af de tre hovedpersoner: Maria, som er pusherfrau, Allan der er stukket til søs i håb om at slippe væk fra narkomiljøet og Steso, den intellektuelle junkie.
"Jeg blev meget ramt af de tre karakterer. De svigtede børn, de sårede, brændte, afsvedne unge mennesker ", fortæller han." De er almindelige mennesker med mere eller mindre almindelige problemer, der gennemlever den samme historie på hver deres måde. Det har aldrig været en drivkraft, at det handler om narko. Det er dog en nødvendig del af at fortælle historien."
En svær balance
"Det er faktisk ret sjældent, det kan lade sig gøre, at omsætte en bog til film, så det bliver ægte på en sådan måde, at filmen er loyal og forankret i bogen, men ikke kommer til at mange egensindighed. Og det har været en svær balance."
I jagten på filmens eget udtryk legede OC med tanken om at gøre Steso til filmens hovedperson, men endte dog med at fortælle alle tre hovedpersoners historier sideløbende. Samtidig har han ført handlingen frem til nutiden, der i bogen udspiller sig i henholdsvis 1990, 92 og 94.
"Det vigtigste for mig var at få en almenmenneskelig optik på og ved at gøre handlingen nutidig, får jeg et langt mere nuanceret billede på karaktererne uden den der periode-barriere. Der er også økonomiske overvejelser i det selvfølgelig, og det var ikke det værd."
Bo Hr. Hansen har i en kort periode været manuskriptforfatter, men ellers har OC selv skrevet manuskript og dialog.
"Det ville være respektløst både overfor bogen og filmen at bruge dialog direkte fra bogen. En film skal have sit eget, selvstændige udtryk. En direkte adaptation er kedelig, men filmen skal også anerkende sit ophav. Det har taget lang tid at finde det greb", siger OC, der i øvrigt har følt forventningens pres vokse på sine skuldre i takt med romanens stigende popularitet.
Romanen udkom i 2002 og høstede de danske boghandleres prestigefyldte pris De Gyldne Laurbær i 2003. I dag er bogen solgt i over 120.000 eksemplarer.
"Presset på mig voksede efterhånden som bogen solgte og blev berømt. Det gjorde mig meget nervøs, men det var ikke rigtig et problem. Jeg forsvinder ind i en slags psyko-fysisk tilstand, når jeg laver film og tænker ikke på andet end filmen. Alt andet bliver mindre vigtigt også forventningspres".
Et autentisk udtryk
"Det autentiske udtryk har været vigtig for mig, så historien bliver universel og det ikke bare bliver en film om misbrugere. Jeg ved godt, at miljøet er meget kraftigt fremtrædende i filmen, men jeg har forsøgt at holde en optik på hver karakter, så vi forstår deres helt almindelige problemer, så at du kan genkende dig selv i det."
Filmen er overvejende optaget on location i Aalborg, hvilket også har bidraget til filmens realistiske udtryk, stemning og tone. I forlængelse heraf har OC fundet det naturligt, at benytte ukendte skuespillere i de fleste af hovedrollerne.
"Portrættet skulle være så sprødt og frisk og så uskyldigt som muligt. Spillerne har ikke en masse kendte tv- eller filmproduktioner bag sig. De kan derfor forveksles med den "rigtige" Maria eller den "rigtige" Allan, og det ligger der en vis autenticitet i", siger instruktøren. Han mener heller ikke, at der er behov for store skuespillernavne på filmplakaten som trækplaster. "Projektet Nordkraft klarer sig selv", mener han.
En mere praktisk årsag til valget af debutanter er, at de fleste kendte skuespillere er for gamle til rollerne. Det ville ødelægge filmens realistiske præg at bruge dem.
"Jeg tror desuden, at publikum vil se det som en kvalitet, at skuespillerne er ukendte. Samtidig er de alle så store talenter, at man ikke på den måde skal bære over med skuespilpræstationerne".
Et mindre autentisk element i filmen er dog en påfaldende mangel på nordjysk dialekt. OC forsvarer sig med, at " vi prøvede at caste skuespillere, der var fra Jylland, men det lykkedes ikke helt. Dialekten er der kun, når forudsætningerne har været der. Jeg vil hellere have, at skuepillerne er frie og ikke er hæmmet af at skulle bære en dialekt.
Men jeg indrømmer, at Thure Lindhardt [Steso] og Frank taler meget københavnsk. Men Asger taler nordjysk, og Allan kommer faktisk fra Aalborg."
"Danske dialekter" er åbenbart ikke et fag på de danske skuespilskoler!
Nordkraft i blodet
Titlen "Nordkraft" henviser til kraftværket af samme navn, der for nogle år siden stod ved havnen i Aalborg. I dag er det revet ned, men for instruktøren var det ikke noget problem at filme on location i Aalborg uden de karakteristiske skorstene i horisonten.
"Da jeg læste Nordkraft, tænkte jeg aldrig over, at selve kraftværket var så vigtigt for bogen. Jeg opfatter mere nordkraft som et begreb, som en helt speciel måde at leve på, en måde at have det på. Jeg tror, det er blevet en slags ikon på en måde at være menneske på i Aalborg."
I filmen indbefatter den særlig måde at være menneske på en grundlæggende længsel efter noget udefinerbart, måske kærlighed eller bare noget større og bedre. Det ender som oftest med indtagelse af et væld af diverse narkotiske stoffer. Men er det en søgen eller en flugt?
"Det er ønsket om at tingene skal bevæge sig, det er en generel utilfredshed med tilværelsen, ungdommens weltschmerz og kedsomhed. Og så er det en dårlig start på livet med en selvoptaget forældregeneration, som selv er lige så fortabte, som deres børn", mener OC.
Æstetisk kaos
Ifølge OC har filmen ramt bogen puls eller tone. Derfor bliver han ofte mødt med den reaktion, at filmen ligger tæt op ad bogen, og det på trods af, at kun 15-20% er taget direkte fra bogen.
"Det er lykkes at lave en film, der bevæger sig i meget lange scener, brudt af meget korte og eksperimenterende klip. Der er ro til at fortælle om karaktererne og samtidig et moderne, visuelt drive, en stil og puls, der også beskriver figurernes rastløshed og indstilling til livet. Der er kaos i dem. På den måde arbejder form og indhold tæt sammen".
OC afviser, at der er en rest dogme-film i Nordkraft. Dog har han arbejdet med lange indstillinger, lange scener og en grov, håndholdt kamerastil.
"Jeg aftalte med min fotograf, at vi ikke skulle have nogen regler. Vi har altid haft et stramt koncept, når vi arbejder, f.eks. en bestemt stil. Vi ville arbejde eklektisk og lade hver scene udvikle sig undervejs også visuelt.
Den kollektive fortællestil fra Paul Thomas Anderson's "Magnolia" og den rå æstetike udtryk i "Requiem For A Dream" fremhæves som store inspirationskilder til det markante visuelle udtryk i Nordkraft. I samme åndedrag nævnes den Nan Goldin's intime billeder som inspiration.
"Hun er en amerikansk still-fotograf, som gennem 30 år har filmet sine venner og familie meget tæt på. Hendes univers var vi meget inspirerede af. Vi har faktisk prøvet at lave et Nan Goldin billede i hver scene."
En på opleveren
Både den visuelle stil og handlingen i Nordkraft, håber OC, vil give publikum én på opleveren. "De skal ikke lære noget af filmen som sådan, men opleve en rystende fortælling om menneskelige vilkår".
Og OC er forberedt på at møde utilfredse publikummer med forslag og holdninger til, hvad han burde have gjort anderledes. Men det er helt fint. For én bestemt og meget vigtig person er tilfreds.
"Ejersbo er meget glad for filmen. Meget tilfreds og meget glad", siger OC også meget tilfreds og meget glad.
