Skriv en kommentar
I SAS Raddison´s luksiøse omgivelser i København, i Knight´s Room den 3. januar 2002, sad to norske gutter, ganske afslappede og alt andet end selvhøjtidelige og tog imod.
ON-Z: Hvordan er hele denne idé opstået, med at lave sådan en film?
PN: Ja det er jo sjovt hvordan hele processen starter, men jeg har altid været en stor tilhænger af Ingvar Armbjornsens ungdomsromaner, hvor Elling har været en helteskikkelse a la Don Quixote, og da jeg kender Ingvar personligt, har det været et meget naturligt valg. Ingvar har også været hen over filmen, med manuskriptet.
ON-Z: Hvad er for Jer filmens vigtigste budskab?
PN: Det er at fortælle en historie om mennesker, der prøver at overskride nødvendige grænser, for at komme videre, og fortælle om det venskab som er helt ubetingelsesløst, at for eksempel låner Elling sine rene underbukser til Kjell Bjarne, der ikke er så god med hygiejnen, da han skal på date. Det har været vigtigt at fortælle om personer der, trods deres udvikling, har utrolig mange menneskelige kvaliteter.
SN: Det er også en fortælling om to modsætninger, hvor Kjell Bjarne er kroppen og Elling er hovedet, hvordan de supplerer hinanden og bliver til et helt menneske.
ON-Z: Hvordan har det været at spille den noget grove og temperamentsfulde Kjell Bjarne?
SN: Den har været lige som en sukkerbid, noget enhver skuespiller drømmer om, idet hans person virkelig trækker forskellige figurer frem, idet han er under udvikling, plus at han forhåbentlig er på et helt andet stadie, end mig selv. (Kigger rundt). Jeg faldt for ham med det samme, og det var et meget interessant forløb er være med til.
ON-Z: Hvordan er der blevet lavet research på området, det angstneurotiske?
PN: Vi har ikke været på et sindssygehospital eller lignende, men jeg har haft en del samtaler med en psykiater, og så har vi taget den derfra.
PN: Hvad synes du egentlig selv om starten på filmen, hvordan opfattede du situationen fra begyndelsen?
ON-Z: Jeg grinte, specielt hvor Elling sidder i skabet, og bliver trukket ud af politiet, en absuditet som holder hele filmen igennem, og følte at de udviklingshæmmede personer blev statueret som en slags hverdagens helte.
PN: Ja det var ret vigtigt for os, at man grinte med dem og ikke af dem.
ON-Z: Nu kan man drage sammenligninger med Steinbecks ”Mus & Mænd” samt Gøg og Gokke, som filmen også har undertoner af, har der været forbilleder af den slags?
PN: Nej, det er helt sikkert samme type konstellation, men det er klart at der er noget der går igen, men specielt holder jeg mere af Don Quixote typen, som det gale menneske der alligevel bliver en slags helt, i en verden hvor helte er på retur.
ON-Z: Nu kan jeg heller ikke lade være med at drage sammenligninger med en anden norsk film, der hedder Æg, lidt sjovt at i laver en film bagefter der hedder Elling, og Æg havde jo også det absurde i sig. Er der nye tendenser i norsk film?
SN: Ja det var en sjov film Eggs, lidt a la Elling, med to gamlinger der havde isoleret sig.
PN: Ja det er nye tider for filmen i Norge, vi har længe følt os som lillebroren til Sverige og Danmark, men der er virkelig sket en del på det sidste, vi har fået troen, vi tør mere nu, og har også brudt med den stive og traditionelle norske film.
ON-Z: Hvordan har I det med filmen?
SN: Det har været sjovt at skulle tage rundt i de forskellige lande, og den er tilsyneladende faldet i god jord. Den må have noget universielt i sig.
PN. Ja, den er også meget enkelt i sin form, hvilket også var meget vigtig, ikke et kæmpe udstyrsstykke. Nu kommer vi begge fra teatermiljøet, og derfor er det noget helt andet at arbejde med film, og vi kunne få meget mere af bogen med, end på teatret. Så det er alt I alt en stor tilfredsstillelse.
