Cinemateket lagde lokaler til (Restaurant Sult), da denne anmelder fra On-z havde et stævnemøde med en af landets mest indflydelsesrige og markante filminstruktører. En særdeles veloplagt Søren Kragh-Jacobsen tog imod, og som er aktuelt med den højspændte politiske thriller ”Det Som Ingen Ved”. En film der tager sit afsæt i efterretningstjenesten, hvor en parallel militær enhed, arbejder uden for almindelig retssystem, og derved også er fritaget almindelig grundlov.
Diktafonen blev tændt, interviewet kunne tage sin begyndelse.
Endelig efter 5 års biograffilms venten er der et udspil fra din hånd, en thriller? Hvorfor fik du lyst ti at beskæftige dig med denne genre?
'Fordi det har været en genre, jeg altid har været fascineret af. Jeg har set mange thriller i mit liv, ”Den Kinesiske Æske”, så er der en ny og så er der en ny osv., og nu er det min 10. film, og mit jubilæum skulle fejres med en politisk spændings historie, hvor jeg kan lade kameraet jage en enkelt mand, gennem 105 minutter, der har været et ønske gennem mange år at lave denne film.'
Hvordan var det at arbejde med denne genre?
'Jeg synes at den er utrolig vital og spændende. Jeg synes at det har været sjovt at skrive det. Det der gav mig idéen var Hans Hækkerups biografi, hvor han skriver at han har været med til at lukke et ”Stay Behind” netværk i Danmark i 1999, en såkaldt hemmelig tjeneste. Og at kunne krølle en historie over dette sammen med forfatter Rasmus Heisterberg. Der har vi så siddet på hver side af et bord i 6 måneder, vi har også ladet os inspirere af romanen ”Af En Anden Tid”. Og med dette puslespil, at gøre en film underholdende men samtidig gerne skulle give en sten i skoen på publikum. At de enten ville tænke, at jeg er en paranoid idiot når de går ud af biografen eller ville tænke, at jeg er en paranoid idiot. Eller er der måske noget med at vi skal diskutere frygtens samfund, overvågning og aflytning osv., om det er i orden. Det var egentlig det vi gerne ville debattere.'
Føler du at der har været en stigende kontrol i samfundet?
'Ja, i forhold til hvad man snakker om. Jeg er ikke den der hader eller afskyr et overvågningskamera, det har der sådan set altid været der. Men hvis landet skal pladres til, og man samtidig laver en lov der gør at man kan aflytte din mobil telefon og samtidig har fuld adgang til dine e-mails, hvad bliver det næste. Og hvis vi bevæger os hen imod et sted, sådan at hvis du ikke er med os rent politisk, så er du imod os. Så jeg mener at vi har en situation som i filmen ”De Andres Liv”, bare med et meget stærkere aflytningsapparat på alle planer. Det synes jeg at danskerne skulle snakke om. Jeg er jo ikke ekspert på dette område, jeg er bare en naiv dansker der prøver at smide dét op i luften, for at undersøge det. I det hele taget interessere det mig voldsomt, hele den her frygt, som vi alle er drevet af. Hvad er det egentlig for en størrelse vi har med at gøre her. Sidste år døde der på verdensplan 600 mennesker af terror, men der døde 490 mennesker i den danske trafik. Over de sidste 10 er der dræbt 10 gange så mange mennesker af peanuts i USA som under 9-11 (terror aktionen i New York 11. September 2001 red.).
Jeg mindes tilbage i 80´erne hvor der var Rote Armé Fraktion, og i 70´erne hvor det var de højreorienteret Gladio i Italien, der sprang Milanos lufthavn i luften, hvor der døde 82 mennesker. Jeg kan huske at jeg så ”Raiders Of The Lost Ark” (Indiana Jones – Jagten På Den Forsvundne Skat” red.) i London sammen med min kone, en uge efter at den havde haft premiere. Der sprang tre bomber rundt om i biografen, så vi hoppede op. Og det var da skræmmende, men det var ikke noget der sådan kunne bringe vores pis helt i kog. Så jeg kan ikke forstå de tiltag der er sat i gang. Politiet bliver voldsommere, der kommer flere og flere overvågningskameraer, hvad er det egentlig er der skubber bag på, hvorfor vi skal være så skide bange. Eller om det handler om, at vi til sidst skal være så skræmte at vi beder staten om at passe på os. Jeg synes at det er lidt underligt.'
Du er ganske ferm til at skifte hele skuespillerbesætningen ud i dine film, men her er der en gengænger. Anders W. Bertelsen (fra ”Mifunes Sidste Sang”), hvad skyldes dette? Og hvorfor skifter du så meget ud?
'For det første er det sjovt at blive udfordret. Jeg skifter som regel også mit filmhold ud. Og min fotograf. Jeg arbejder sådan set altid med nye. Det tripper jeg mest på. Selvom jeg har været utrolig glad for nogen, det fortæller jeg dem også. Men jeg har det med ikke at lave to ting i rap, med de samme. Nu har jeg også sprunget Anders (W. Bertelsen red.) over, jeg lavede jo ”Skagerak” med Iben Hjejle ind imellem. Men jeg er meget fascineret af Anders som skuespiller, som er et ekstremt musikalsk talent, og som har den meget nemme evne for en instruktør, til at lytte og forstå, at justere op og ned, at være på beatet, vel forberedt. At Anders også er utrolig elskeligt, alle elsker Anders, og han er altid i godt humor, hjælper altså også på det. Men først og fremmest er Anders W. Bertelsen en fremragende skuespiller. Og nu er han snart 40, og jeg tænkte skal jeg bruge en 40-årig mand, han kan både synge og spille, så jeg vil sige at rollen stort set er skabt til ham.'
Hvor stram er du i din instruktion, giver du skuespillere frie hænder til at fortolke deres karakterer/roller?
'Jeg er lidt af en kontrol freak, jeg tegner også mine egne storyboards.
Jeg er meget over nakken på mine skuespiller. Jeg lytter meget til dem, jeg lytter meget til hvad de siger. Dvs. at jeg er ikke nogen tyran, i forhold til det de skal sige og gøre. Men jeg kan godt være en tyran i forhold til at det er den følelse der skal lægge i det, men om de vil sige og i stedet for men, er jeg faktisk bedøvende ligeglad med. Så jeg vil sige at det er lidt af hvert, men det bygger på en stor respekt for skuespillerne.'
Gælder det også manuskriptsiden?
'Ja hvis jeg synes at det lyder bedre, så er jeg fuldstændig ligeglad med manuskriptet. Men ellers holder jeg mig meget stram til historien.'
Dine valg af locations, hvordan er det tilrettelagt?
'Du skal ikke tage fejl, det er meget tilrettelagt. Jeg ved nøjagtig hvorfor vi er der, det er omhyggeligt forarbejde, at finde de rigtige steder for at opnå det helt rigtige visuelle udtryk. Når jeg siger at jeg er kontrolfreak, menes der at jeg går meget op i hele iscenesættelsen. At man ved nøjagtigt hvor kameraet er, hvorfor det er den bil, den bygning, den skov, det har en afsmitning på det hele.'
Det forlyder at du vil kaste dig over Chopin i dit næste udspil. Ganske uforudsigeligt og hvorfor nu denne type?
'Jeg er utrolig glad for musik, men hvem er ikke det. Jeg har nogle perioder, det tror jeg også du har haft, hvor man høre det ene så hører man noget andet. Jeg har haft en lang periode hvor jeg har hørt klaverkoncerter, og så har der været i igen lang periode hvor jeg har været optaget af Chopins musik. Det er på mange måder et nybrud, da hans musik kommer frem i begyndelsen af 1820 – 30´erne. Han ikke står på skuldrene af nogen andre, han kommer med en anden attitude til klaveret. Han spiller stort set helt anderledes end alle andre. Og så er han manisk optaget af det, jeg vil næsten sige gift med sit klaver, i de 38 år han levede. Så har han denne besynderlige skæbne, en blanding af skyhed, viden fra en ret tidlig alder at han skal dø ung, som 39 eller 38 årig, i 1849. Han var også en mærkelig type, han hadede at spille offentligt, han gav ikke mange koncerter. Sky og på mange måder et modstridende menneske, og så tænkte jeg at det kunne fanme være sjovt at lave en musikfilm, ikke som de andre Chopin-film, som er fra han er ung til han dør. Nej jeg vil gerne lave fem dage af Chopins liv, et par uger før han dør. Det er i hvert fald det jeg har arbejdet på, om det nogensinde bliver til noget, ved jeg ikke. Jeg har i hvert fald arbejdet på et i et års tid, on and off. Jeg vil gerne lave en musikfilm, ikke en der er smurt en i hans musik, tværtimod.
(Der er lidt knald med nytid og datid i dette afsnit, plus komma og punktumsætning, men ellers kører det rigtigt godt'
Denne enorme diversitet i det du foretager dig, er det tilfældigt eller en lyst til at udforske noget nyt?
'Sådan ser der ud inde i mit hoved. Men hvis du har set alle ti film jeg har lavet, ville du også kunne se en overensstemmelse. Det er stort set den samme karakter jeg portrætterer, det er altid den lille mands sejr, på en eller anden måde. Om det er Gummitarzan, eller Claus i ”Se Min Smukke Navle”, drengen i ”Øen I Fuglegaden” eller Thomas Illum i ”Drengen Fra Sct. Petri” eller Anders i ”Det Som Ingen Ved”. Jeg tror jeg ser sådan på det, at min rastløshed gør at jeg breder mig i forskellige retninger, hvor jeg synes at det er sjovest.'
Så er der måske flere film på tapetet?
'Ja, jeg har altid to-tre historier jeg gerne vil fortælle, som er mere eller mindre langt fremme. Det kan bare være en idé. Jeg er jo dybt privilegeret at jeg arbejder sammen med mange unge mennesker, jeg glemmer tit hvor gammel jeg selv er. Jeg arbejder ofte sammen med folk i begyndelsen af 30´erne, og det er ekstremt opmuntrende, sjovt og vitalt. Når jeg får en idé, så kan vi sætte os sammen, hvor jeg så kan drysse den ud. Og så har jeg den luksus, at jeg kender en del dygtige i branchen, der også synes at det er sjovt at arbejde sammen med mig. Det er også med til at holde mig i gang, og at skifte genre. En fire-fem film har jeg i hvert fald lyst til at lave inden jeg stopper. Jeg går ikke meget op i at holde mig ung med de unge. Jeg prøver at lave noget der lægger til mig. Og jeg holder meget af dialogen med dem der er yngre end mig. De er meget mere dramaturgiske skarpe, hvorfor det så forholder sig sådan, at de er dygtige, kloge, anderledes, nyskabende. Vi lever også i en tid med mange vinduer, hvor livet er så billigt, man får et blad dumpende ind ad døren - i min ungdom kostede det en halv bondegård. I dag kan du for 13.000 få alt, kamera, lys, redigering, og det er jo vidunderligt. Så på et eller andet tidspunkt erstatter det vil vel bogen. Så alle laver film, hvis det ikke er så besværligt.'
Hvilken genre vil du aldrig begive dig ud i?
'Ja der er flere. Jeg har svært ved at lave en splatterfilm eller en rigtig gyser. Jeg har haft det sådan, der har jeg delt med min yngste søn, vi har altid være skide bange. Der er film som jeg simpelthen er skræmt over, ”Blair Witch Project” eller ”The Night of The Living Death”. Derfor tror jeg aldrig at det ville være en genre jeg vil bevæge mig ind i. Men jeg er alligevel så pirret, at jeg godt kunne finde på at købe sådan én og se den uden lyd! Eksempelvis ”The Shining”, jeg har aldrig set den med lyd på, den er bare så skræmmende uhyggelig, Jack Nicholson med øksen, elevatoren med blod i.
Jeg elsker science fiction, men det tror jeg at man skal være nørdet, for at begive sig ud i.'
Og så var det tid til afslutning, andre journalister ventede i kulissen.
Læs anmeldelsen af "Det som ingen ved" her
Læs interview med Anders W. Berthelsen her
