Skriv en kommentar
I Into the Storm nedlægger en ekstrem tornadostorm byen, Silverton på bare få timer, og filmen følger en række mennesker, der alle befinder sig faretruende tæt på orkanens øje. Heriblandt er en gruppe stormjægere med Allison (Sarah Wayne Callies) og Pete (Matt Walsh) i front. Allison ønsker at studere tornadoerne, mens intet er vigtigere for Pete end at få de bedst mulige optagelser i kassen til sin dokumentarfilm. De bevæger sig derfor bevist i retning af uvejret.
Viceinspektøren på den lokale high school, Gary (Richards Armitage) flygter imidlertid fra stormen sammen med sin yngste søn, mens han forsøger at finde sin ældste søn, der er fanget et sted i uvejret med en klassekammeret. De to grupper slår sig sammen og må foruden sammenstød med tornadoerne konfronteres med hinandens modsatrettede synspunkter og motiver.
Kameraets rolle
Into the Storm smider ikke noget nyt på bordet hvad angår katastrofefilm eller som den nærmere kan kategoriseres, cli-fi (climate fiction). Men det gør ikke stormvejret mindre skræmmende eller spændingsfuldt. De store tornadoer sender en brise gennem biografsalen.
Filmen foregår i real-time og fortælles i øvrigt fra et 1.-persons-perspektiv ved, at alle kameraer er til stede i historien. Her er det hovedsageligt Petes dokumentarfilmskameraer, der formidler, men også Garys sønner er af forskellige årsager udstedt med optagelses-gear for ikke at nævne de to baghave-tumper, der kører efter tornadoerne i en ladbil med kameratelefoner fremme i et forsøg på at blive Youtube-stjerner.
Man kan vel sige, at det giver filmen et autentisk løft, at man som seer befinder sig midt i gruppen af dem, man følger, og i et vist omfang fungerer det fint. Men det er også med til at tage noget af fokus væk fra historien, og for nogle af skuespillerne føles præstationerne er anelse forværret af, at de skal inkludere kameraerne i scenerne.
Tam historie
Måske intentionen bag at give kameraerne en rolle i filmen i virkeligheden er at fjerne fokus fra historien, for den er godt nok set før med sin typiske cheesy, amerikanske forudsigelighed. Richard Armitage (mest kendt fra Hobitten-filmene) og Sarah Wayne Callies (Prison Break og The Walking Dead) er bedre end Into the Storm, og de er specielt bedre end dialogen, der næsten kun kan være været fundet i Michael Bays digtskuffe. Armitage gives ikke noget at arbejde med, men Wayne Callies skal anerkendes for som ene mand – eller rettere ene kvinde på nær én tom teenager i push-up-bh - på egen hånd at give filmen et løft med sit nærvær og sin troværdighed.
Rent fortællingsmæssigt er der altså ikke noget at komme efter i Into the Storm, men den formår alligevel at fange sit publikum i den halvanden time, den foregår, og flot og intens er den da.
