Skriv en kommentar
Denne film gør sit bedste for at genopfriske Brødrene Grimms verdenskendte eventyr i en to timer lang musical fantasy-film, som vikler og vender de forskellige eventyr sammen i en storladet komposition af special effekts og budskabs-givende sange.
Lyder det forpustende? Tro mig, det er det også!
I wish! I wish! En bager og hans kone ønsker sig brændende et lille barn, men de er forbandet af den onde heks, som kræver de skal finde fire ingredienser før hun vil hæve forbandelsen over dem. Hun sender dem ind i den mørke skov, hvor de bliver mødt af en række andre velkendte eventyr-figurer, som alle ønsker sig noget. Alle krydser hinandens veje, og må stå sammen, da det sidste slag skal stå og konsekvenserne af deres forskellige ønsker bliver klare for vores figurer...
Hvis man kender til Brødrene Grimms oprindelige eventyr, vil mange scener i denne eventyrfilm ikke virke for voldsomme eller morbide for det er rent faktisk sådan de er skrevet. Og denne film skal have ros for ikke at sukker-forsøde de oprindelige eventyr, som tages med i denne film.
Jeg er en stor fan af Brødene Grimms eventyr, og er som alle børn vokset op til dem.
Og eventyr ala "Der var engang" er perfekte, når de bliver præsenteret i Walt Disneys udødelige tegnefilmsfigurer.
Og så kommer der en film som Into the Woods.
Fra første øjekast virker den interessant på en underfundig måde. Det var oprindelig en musical, som nu bliver overført til det store lærred. Man kan se det er en velproduceret film med det stjernehold både for og bag kameraet. (Instruktøren er den Oscarbelønnet Rob Marshall, Chicago (2002)) Og special-effekterne er imponerende, og formår at leve punkt for punkt perfekte op til vores mulige forestillinger af hvordan Bedstemors hus i skoven ser ud, kæmperne fra den magiske bønnestage og Rapunzels verden i den lukkede tårn, for bare at nævne nogle få.
Det er i sandhed en eventyrlig skov, og derfor bliver man også forledt ind til at tro at dette kunne blive en af årets bedste Disney-eventyrfilm. Men intet kunne være længere fra sandheden.
For når man ser bort fra storslåede scener, velsunget sange og til tider godt skuespil, er der ikke meget tilbage til at redde denne film. Det er som om man prøver at fortælle alverdens budskaber og komme med så mange dybe meninger ud fra disse velkendte eventyr, at det hele til sidst mister sin oprigtighed, og man sidder tilbage med et rundtosset hoved.
Det kører i samme rille med en ny mærkelig scene på scene med nye, pludselige twist til det oprindelige eventyr og det hjælper bestemt ikke at der går ca. 15-20 mellem hver sang.
For sangene... Jo, der bliver sunget rent, friskt og stærkt igennem, men det det ender med at lyde som om man hører den samme sang på ny hver gang en af skuespillerne åbner munden.
Jeg havde en decideret hovedpine, da rulleteksterne endelig løb over skærmen.
Og nu til skuespillet. Lige så ensidet udpenslet figurerne kan være i bog-eventyrene, lige så irriterende er rollefigurerne i denne film. Det er som om skuespillerne er blevet castet ud efter hvor højt de kan få ens irritationstermometer til at stige. Måske er det meningen at de skal spille sådan, men hvis det er sagen hjælper det ikke filmen på nogen måde.
Anna Kendrick Twilight-serien forvandler Askepot til en naiv tøs, der farer lige så forvirret rundt i skoven som hun må gøre i sit hoved.
Emily Blunt The Devil Wears Prada (2006) & James Corden er nogenlunde stærke i deres skuespil som bageren og hans kone, og de giver et par smil, men det er ikke nok til at løfte filmen.
Chris Pine, en af Hollywwods mest kendte ansigter, spiller Askepots prins, og han skinner endelig lidt igennem i denne film. Men af mærkelige årsager spiller han rollen som prinsen på en skummel og nærmest voldtægtsmandsagtig måde.
På den positive side lyser og stråler Meryl Streep skærmen op i sin oscarnominerede rolle som heksen. Og det var en velfortjent nominering, for hendes skuespilstalent, gør at man virkelig kan se fårene blive skilt fra bukkene i denne film.
Nævnes må og skal også legenden Johnny Depp. Han har en alt alt for kort rolle i filmen som ulven, som han viser i et vidunderligt mix af klamhed og besnærende skuespil.
Der er uden tvivl grund til at hylde Stephen Sondheim og James Lapine, som er skaberne bag Into the Woods, men denne film får ikke det bedste frem i deres Broadway-musical.
Og jeg kaster derfor kun 3 magiske stjerner efter denne eventyrfilm.
1 for scenerne, 1 for originalitet og autenticitet og 1 til deling til Streep og Depp.
