Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hollowface – en frygtelig skikkelse som i ly af mørket sniger sig ind i børns soveværelser, for at stjæle dele af deres ansigter, i det han ikke selv har et. Ja, det lyder jo skrækkeligt, og der bliver da også noget at se til for Clive Owen, som spiller far til Mia som har Hollowface tæt inde på livet. Datteren er særdeles opskræmt over denne ”intruder”, der er altødelæggende for hendes tryghed, og hun søger specielt støtte hos sin far, der også magter at se denne skikkelse. Simultant følger vi en spansk dreng som også har Hollowface tæt inde på livet. Og uanset hvordan de voksne omkring børnene forsøger at afhjælpe denne angst, så synes det ikke at fjerne ham fra at dukke op igen.
Som filmen skrider frem begynder hylstret at krakelere, og som tilskuer bliver man mere og mere bevist om det det man troede var en gyser-thriller i indpakningen, vel dybest set er en film om modningsprocessen om at slippe frygten for mørket. Det er et billede på at den største hjælp et barn ofte kan få, er vekselvirkningen mellem voksenhjælp og voksen-ignorering, altså en form for non-verbal hjælp til selvhjælp. Mere kan jeg ikke afsløre her, for så ville der blive tale om en solid spoiler – og det gider vi jo ikke rigtig!
Vi bevæger os hele tiden i en grumset zone, hvor man ikke helt ved om man skal tage Hollowface alvorlig. Frygten for ham er reel nok, bevares. Men når det så også er sagt, så kommer filmen også til tider til at stå i stampe. Man opbygger en spænding, og dissekerer den så efterfølgende. Den spanske dreng og Clive Owens datter har i skriftform historien om Hollowface, og mens den spanske dreng digter videre på historien, så lader Mia som om hun er forfatter af historien. De to børns historie, viser sig siden at have meget nære relationer. Og midt i det hele står så Clive Owen i rollen som John, der til sidst diagnosticeres med en form for vrangforestillinger, da han er en af de få voksne som også kan se Hollowface.
På flere områder er Juan Carlos Fresnadillos Intruders et glimrende bud på genre-mix-up og et forsøg på at åbne øjne hos sit publikum. Men filmen er ikke gennemført eller helstøbt som mulighederne ellers bød sig. Tempoet er for langsomt, og skuespillet til tider for stift. Det betyder at Intruders sådan lander et sted midt i mellem. Nogenlunde underholdende, men også hurtigt glemt igen.
Og er du gyser/thriller fan, så vil du slet ikke acceptere slutningen, som viser sig at være ganske lige til. Jeg vil foreslå dig en test, for at tjekke om du er egnet til Intruders eller ej. Prøv en aften når du er alene hjemme, at slukke al lyset. Registrer alle lyde og skygger og prøv at lege med tanken om at du bliver overvåget og ikke er så alene som du ellers troede. Breder panikken sig og kan du bare ved dette simple trick mind-fucke dig selv, så er Intruders lige noget for dig.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
