Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Ingen anden dansk instruktør laver billeder som Jytte Rex. Når man ser en film af Rex må man være indstillet på at traditionel handlingsstruktur opløses i en form for billedassociationsrække. Er man det, får man som regel en pragtfuld billedoplevelse af tid og rum som stoflighed og mytologi.
I denne film har myten fundet helt frem til titel og emne. Tristan og Isoldes tragiske kærlighedshistorie fortælles i dag, men Rex´ evne til at omskabe vores hverdagsrum til mytologisk univers fornægter sig ikke. Isolde (Pia Vieth) er bibliotekar på det Kgl. Bibliotek hvor hun og de øvrige ansatte helt i instruktørens ånd kan øse af kulturhistoriens rigdomme, og Tristan, kaldet Krigeren (Kim Jansson) er lejesoldat i ørkenen, inden han vender hjem og kan bevæge sig rundt i de mytologiske rum ikke mindst i København, som både han og Isolde har øje for. Køkkenet og stuen er mytologiske, når Rex og fotografen Manuell Selner fortæller, men også de mytologiske rum der så at sige byder sig til i vores Hovedstad øses der ødselt af, når vi bevæger os op i Rundetårn, rundt på Rosenborg eller på Det Kgl. Biblioteks læsesal og arkiver. Kulturens ødselhed understreges yderligere, når personerne bladrer i kunst- og kultur-historiens mange pragtfulde billedværker.
Kulturhistorien og dens mytologier viser sig også i sproget. Det der i konventionelle ører kan lyde som klodsede replikker er et sprog der spejler sig i eventyr, myter, digte mm - og også sætter sit tydelige spor i dagligdags-replikker, fx når en fortvivlet studerende må erkende at der findes bøger der ikke findes fordi skælmen, verdensforfatteren Borges i en af sine fiktioner henviser til netop sådan et værk. I øvrigt er lydsiden gennemarbejdet – ikke mindst reallydene giver rummene styrke, dybde og uendelighed. Læg fx mærke til, hvor effektfuldt det er, når lydene af duerne der letter åbner rummene.
Handling er der dog bag billederne. Isoldes tidligere mand, Ægtemanden (Claus Flygare), er ved at gå til af jalousi. Han afpresser den intetanende lejesoldat til at dræbe Isolde. De få handlingsdrevne scener fungerer imidlertid ikke rigtigt. Rex´ har åbenlyst brug for at hægte sin fremragende billedside op på et handlingsmæssigt skelet. Thrillergenren med alle dens konventioner og forventninger fra tilskueren er dog ikke noget oplagt valg. Rex løste denne fortællerproblematik kongenialt i sin foreløbig seneste film ”Silkevejen” (2004). Her er hovedpersonens dødsleje med sin minimale handling men tilsvarende vældige erindringsstrøm forløst fornemt i et noget overset dansk mesterværk.
Pia Vieth er Isolde som taget ud af Hammerhøis billeder. En reference Rex uden blusel og overbevisende henviser til. Her er en kvinde der er lige så skrøbelig, som hun er stærkt sanselig. Svagere står Kim Jansson der tydeligvis er en typecastet kriger med velproportioneret krop. Claus Flygares forsmåede politiker-ægtemand bevæger sig dog på kanten af det ufrivilligt komiske i filmens ”thriller-historie”.
Man går aldrig forgæves til en film af Jytte Rex. Det gælder også ”Isolde”. Rex´ forståelse for tilværelsens og kunstens stoflighed, og for sanseligheden i kulturen er enestående i filmkunsten.
DVD-ens ekstramateriale består af biografier, stills og trailershow.
Another World Entertainment.
