Skriv en kommentar
Trods Clint Eastwoods relativt fremtrædende alder er antallet af film, han spytter ud, fænomenalt højt. Siden årtusindskiftet har han siddet i instruktørstolen hele 12 gange. Nu er det ikke altid således, at kvantitet udelukker kvalitet og vice versa, men dette må nok karakteriseres som værende et sådant tilfælde. Filmen handler om J. Edgar Hoover, spillet af Leonardo DiCaprio, der i løbet af sine 48 år som direktør for The Federal Bureau of Investigation blev en af USA’s mest magtfulde mænd. Historien fortælles gennem to parallelle handlingsforløb, der både skildrer Hoover som ung og som gammel. Hoover er hundrede procent dedikeret til sit arbejde og er hvad mange mennesker ville kalde for en patriot. Han går langt for at beskytte sit fædreland mod kommunister og andet skidtfolk, der har intentioner om at ødelægge Guds eget land indefra. Hoover blev en stor del af det politiske billede i USA, og hans karriere inkludere højdepunkter som bekæmpelsen af ganstere, opklaringen af bortførelsen af Charles Lindberghs søn og ikke mindst uoverensstemmelsen med Kennedy regeringen. Han sad som chef for FBI indtil sin død i 1972. Måske er det bare denne anmelder, der begynder at blive træt af stort opsatte ”bio-pics”, der evigt og altid anvender samme virkemidler. Det handler om en historisk person, der har en speciel evne eller egenskab, og så kredser dramaet om de ofre, som vedkommende må tage som konsekvens. Det er en opskrift, der er brugt utallige gange, lige fra ”Walk The Line” til ”Ray” og fra ”Gandhi” til ”Amadeus”. Dog kan man selvfølgelig ikke klandre en film udelukkende på baggrund af dennes valg af genre, men alt i alt sidder man tilbage med en følelse af at drikke gammel vin på nye flasker. Som instruktør er Eastwood naturligvis ikke noget ubeskrevet blad og han kan selvsagt sit kram. Han instruerer store skuespillere som Naomi Watts, Judi Dench og Leonardo DiCaprio som en instruktør af sin kaliber nu skal. Men så er den så heller ikke længere. Man sidder ikke i mørket og bliver kastet tilbage i sædet ved Judi Dench portrættering af den stolte og patriotiske mor, der kaster sin søn, DiCaprio, ind i den amerikanske magtkamp. Hvad angår DiCaprio, så har han spillet den samme rolle de seneste par år. Det virker dovent og som værende venstrehåndsarbejde af den nu 37 årige skuespiller. For at drage en parallel til de førnævnte ”bio-pics”, så minder DiCaprios portrættering af J. Edgar Hoover uhyggelig meget om samme skuespillers portrættering af Howard Hughes i Martin Scorseses ”The Aviator” fra 2004. DiCaprio egner sig i høj grad til rollen som den store helt, der må gå så meget igennem, men man må jo godt udfordre sig selv fra tid til anden. Når det så er sagt, så mener denne anmelder, at DiCaprio faktisk spiller mere overbevisende som den ældre version af Hoover end som den unge. Omvendt virker Armie Hammer som en stjerne i svøb. Han gjorde sig bemærket i David Finchers ”The Social Network”, hvor han spiller begge Winklevoss tvillinger. Han gør sig godt i rollen som Hoovers højre hånd, Clyde Tolson, og, hjælpet godt på vej af flere kilo make-up, spiller han også overbevisende som en gammel mand. Alt i alt er ”J. Edgar” en anstændig film, der fungerer som en god historietime, men der går ikke lang tid fra, at man har forladt mørket i biografen, til at man har glemt filmen igen. Når Eastwood en gang kradser af, så er det i hvert fald ikke ”J. Edgar”, han vil blive husket for.
