Skriv en kommentar
Jackass-stammen
De grænseoverskridende og dumdristige Jackass-drenge, anført af Johnny Knoxville, tonede for første gang frem på MTV i år 2000 og holdt i tre sæsoner. Siden er det blevet til tre spillerfilm Jackass: The Movie (2002), Jackass Number Two (2006) og Jackass 3-D (2010), samt to ”midquels”: Jackass 2.5 (2007) og Jackass 3.5 (2011), der udgav hidtil uset arkivmateriale fra henholdsvis toeren og treeren.
Det var Knoxville selv og tv-produceren Jeff Tremaine, der sammen med de ikoniske instruktør Spike Jonze, lagde grunden til Jackass i slutningen af 90’erne og som siden har været seriens stamme. De tre er fortsat hovedpersoner i den nye Jackass Presents: Bad Grandpa, som er en form for spin-off af Jackass-serien. Den 86-årige Jackass-karakter Irving Zisman aka Bad Grandpa aka Johnny Knoxville har optrådt før i Jackass-serien ved med skjult kamera at forarge troskyldige borgere med den dårlige cocktail af alt for korte shorts og alt for lange hængenosser. Det er naturligvis mere end rynket nossehud i de nye biografaktuelle film om bedstefaderen fra helvedet! Men måske endda ikke så meget andet…
Liderlig gammel mand som børnepasser
I ægte Borat-stil drager den kære bedstefar Irving Zisman på road-trip gennem USA med sit 8-årige barnebarn Billy (Jackson Nicoll). Billys mor skal i fængsel igen og efterlader stakkels Billy hos sin bedstefar. Vel at mærke til bedstemoderens begravelse. Irving har ikke lyst til at babysite Billy, så sammen begiver de sig (og bedstemoderen!) tværs over USA, for at forene Billy med sin stofmisbrugende far, der sagtens kunne bruge en børnecheck som bidrag til hans lyssky forretning.
Denne utroligt tynde rammehistorie, som Tremaine, Jonze og Knoxville har forsøgt at indhylle filmen i, smuldrer mellem hænderne på dem. I bund grund handler filmen om to ting; en bedstefar skal indse, at der måske er andet i livet end ham selv, og en bedstefar skal forsøge at få et slag fisse. Skjult kamera scenerne viser enten en vulgær Irving eller en forladt Billy midt i en storby. Ind imellem disse er filmen konstrueret af små kørerscener, hvor Billy og Irving forsøger at knytte bånd til hinanden. Sidstnævnte er det, man kan kalde den egentlige ”handling”.
Mens kørerscenerne på akavet vis forsøger at dreje en historie ind imellem den rodede skjult kamera-stil, virker alle skjult kamera scenerne som repetitive i længden: det er næsten den samme joke om og om igen: Irving bager på nogle uvildige unge kvinder i vanlig vulgær stil eller Irving svinger sine lange rynkede nosser, når der skal bruges et billigt grin.
Er det komedie eller tragedie?
Det er ligesom om, at scenerne slutter, før de egentlig for alvor bliver sjove. Eller måske er de bare ikke sjove at kigge på? Man kan se, at de har haft en fest med at lave filmen, men jokes og gags virker bare fuldstændige pointeløse eller håbløst påtvunget. Man kan spørge sig selv; hvad kom først: hønen eller ægget? I dette tilfælde har man vist først fundet på en masse gags (hønen) og først bagefter forsøgt at sætte det hele sammen til en historie, dog uden at komme helt ind til kernen (ægget).
Jackson Nicoll som Billy er dog klart filmens højdepunkt, og man ville ønske, han var brugt lidt mere. Hans evne til at holde masken foran fremmede, mens han krænger sit hjerte ud om sin fængslede junkiemor eller sin skøre bedstefar, der er taget på stripklub, er imponerende. Nicoll har før som 5-årig medvirket som Christian Bales søn i The Fighter og hans komiske talent burde være udnyttet noget mere. For det er ligesom om, at Knoxville ikke går planken ud i hans sædvanlige stil og hans alt-for-ofte-under-bæltestedet-jokes bliver trættende i længden.
Man trækker på smilebåndet, når man ser klovnen Knoxville, men længes efter at grine mere af den autentiske og talentfulde Nicoll. Jackass-konceptet virker udbrændt, så lad den nye generation komme til!
