Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Embedet som ”first lady”, eller præsidentfrue om man vil, blev for Jacqueline Kennedy ikke så lang som ønsket. Lee Harvey Oswald stod bag ugerningen i Dallas 22. november 1963, hvor John F. Kennedy i en paradekørsel blev skudt i hovedet og kort efter døde af skaderne. Ved siden side, da kuglen ramte, sad en rystet ”Jackie”, der med et blev enke. Filmen følger Jackies svære tid efter mordet. Faktisk fylder Kennedys død ikke så meget, andet end at være rammefortællingen for, at vi kan komme under huden på Jackie.
Det lykkes også til fulde, for der er ingen tvivl om at Paolo Larrain har gjort sig et grundigt forarbejde. Jeg skal ikke kunne sige om alt, hvad der er skildret i filmen har foregået 100% således, men udtrykket er stærkt og medfølende. Jackie rejser sig til at være en stålfast kvinde på det tidspunkt hvor hun egentlig er allermest sårbar, og det aner man i flere scener. Hendes opgør med statssekretæren omkring afviklingen af John F. Kennedys begravelse er et tydeligt eksempel, mens hun omvendt er skrøbelig og facaderamt, da Lyndon B. Johnson (John Carroll Lynch – The Founder, Turn, Shutter Island) erklæres efterfølger til Kennedy. Mens pressen er optaget af hvem den nye præsident er, og mens pøblen høfligt hilser på deres nye leder, så står Jackie alene tilbage med ”oprydningsarbejdet” fra hendes mand, mens omgivelserne sådan set allerede er begyndt at indrette til nye tider. Mest sigende er nok egentlig scenen, hvor hun skal i seng for første gang efter at hun er blevet alene. Det er en scene som foregår i komplet stilhed og hvor Natalie Portmans (Star Wars, Black Swan, Leon) ansigtsudtryk er hjerteskærende. Her går det virkelig op for hende hvilken situation, hun står i. Hvad skal der blive af hende? Hvad skal der blive af børnene? Hvordan skal Johns eftermæle blive? Hvordan tackler hun omgivelserne og den nye tilværelse? Alt dette berettes desuden til en journalist, så vi får alle Jackies tanker og følelser fortalt gennem flashback. Journalisten spilles desuden af Billy Crudup (The Hi-Lo Country, Big Fish, Spotlight).
Vi kan desuden tillade os at kippe lidt med Dannebrog, for hvor tit sker det lige at en dansker får chancen for at spille den amerikanske præsident? I dette tilfælde synes filmens caster at Caspar Phillipson havde en slående lighed med Kennedy, både havde angår udseende og ansigtstræk. Det er ellers ikke fordi Phillipson har gjort karriere internationalt på nogen måde før Jackie, men han er blevet spottet gennem danske produktioner som Antboy, Flammen og Citronen og Steppeulven samt sine mindre roller i tv-serier som Dicte og Broen. Her er der også tale om en mindre rolle, selvom personen John F. Kennedy naturligvis ikke er hvem som helst. Han gør det godt, den gode Caspar, og det kan muligvis være med til at sætte hans navn i forbindelse med yderligere internationalt marked. Næste gang du kan opleve ham herhjemme, er når han påtager sig rollen som Jørn Hjorting i Ole Bornedals kommende film ”Så Længe Jeg Lever” (omhandlende John Mogensen). Omvendt blev Jackie en af de sidste film for legendariske John Hurt, som døde for cirka et halvt år siden. Nekrolog findes i Cinemaonlines arkiv.
Der er for mit vedkommende lavet rigeligt med film som vinkler mordet på John F. Kennedy, så denne portrættering af Jackie er ikke alene mere vedkommende, og byder dertil på interessante anskuelser. Filmen var nomineret til 3 Oscars, men måtte gå tomhændet hjem. Ikke desto mindre har den æren i behold, hvad angår sin integritet og sit oplysende virke. Jackie tildeles 4 stjerner.
Der er ikke det store ekstra materiale at hente. Blot to tilvalg kan du vælge mellem, hvilket drejer sig om kommentatorspor fra Paolo Larrain og så en featurette bag om kameraet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
