Skriv en kommentar
Umberto Lenzi var med til at starte hele bølgen af italienske kannibalfilm i 70erne og med ”Jaget af Kannibaler” – bedre kendt som ”Cannibal Ferox” – mener mange at han satte en stopper for genren. Filmen påkaldte sig ramaskrig da den kort efter Deodatos ”Cannibal Holocaust” (på dansk ”Kannibalmassakren”) udkom i 1981, og selvom det ikke længere er tilfældet, så bærer filmens plakater stadig påmindelsen om de ikke mindre end 31 lande i hvilke ”Ferox” har været forbudt.
Som en naturlig opfølger til AWEs udgivelse af ”Kannibalmassakren” bliver ”Jaget af Kannibaler” udsendt som anden del i Kannibal-serien. Inden længe kommer også ”Mountain of The Cannibal God” og Lenzis ”Eaten Alive” og så skulle de sene hovedværker vist være på plads.
”Jaget af Kannibaler” er som coveret proklamerer ”kun for de allermest hærdede”, men de vil til gengæld også sagtens kunne se den. Filmen er hverken værre eller bedre end langt de fleste af sine artsfæller, forstået på den måde at den byder på alverdens uhyrligheder og menneskelige pinsler, men på vanlig italiensk maner er det som regel ikke synderlig overbevisende eller specielt godt lavet. Den ligegyldige historie omhandler tre amerikanske studerende, for som alle gode, italienske filmskabere ved, så vil en film med italienske protagonister aldrig blive til noget. De tre, et søskende-par og en særdeles malplaceret nymfoman, er taget på ekspedition i de sydamerikanske regnskove for endegyldigt at afvise kannibalisme som menneskeskabt overtro. Det kan jo ikke finde sted i en ordnet, civiliseret verden. Men ak, vi lever heller ikke i en ordnet, civiliseret verden for de ellers fredelige og godtroende indfødte er just blevet overrendt af to narkosmuglere, ligeledes fra New York. De fem amerikanere mødes og en af smuglerne (sleaze-veteranen Giovanni Lombardo Radice alias John Morghen) viser sig at være et masokistisk røvhul der allerede har pisset indianerne så meget af at deres grufulde, kannibalistiske hævn er uundgåelig.
Plottet, pointen og flere scener er ikke meget anderledes end hvad man oplevede i ”Kannibalmassakren”; der bydes på offentlig kastration, masser af ulækre spisescener, vestlig egoisme og sorthårede, mudderklædte kannibaler. Selv de reelt afskyvækkende dyrescener bliver vi ikke skånet for og endnu engang må man for eksempel overvære hjerteløs slagtning af en levende kæmpeskildpadde. Den åbenlyse mishandling af virkelige, levende dyr er min eneste indvending imod disse film og uanset hvor meget instruktører som Lenzi og Deodato insisterer på at alle dyr blev spist efterfølgende, så retfærdiggør det ikke den modbydelige behandling de modtager i filmens hellige navn!
Det sagt, så er resten af ”Jaget af Kannibaler” som nævnt en italiensk kannibal-film som alle andre. Den skiller sig ikke ud ved at være hverken mere eller mindre underholdende, vulgær, spændende eller frastødende. Næ, filmen byder på al den fesne musik, elendige skuespil, hjernespiseri og tortur man kan forvente, inklusiv den berømte scene i hvilken vor sexfikserede, kvindelige kvindelig bliver hængt op i kødkroge gennem brysterne (en slet skjult påmindelse om Elliot Silversteins ”Manden De Kaldte Hest”, der i manges øjne har været blandt de inspirerende startskud for den italienske kannibal-bølge). Trods sin klassiker-status som en af de absolut mest voldsomme ”Video Nastys”, så er ”Jaget af Kannibaler” bestemt ikke en specielt bemærkelsesværdig film. Den når ikke ”Kannibalmassakren” når det handler om kvalmende scener, mest af alt på grund af Deodatos større fokus på realisme, men den er der oppe af. Forudsigeligt nok er der ikke meget andet at sige end at hvis du kan lide denne slags film, så slå til. Hvis ikke, så lad være.
Som det allerede kan siges at være vanen tro, så er billede og lyd i særklasse på AWEs andet hold af udgivelser. Jeg har aldrig set ”Jaget af Kannibaler” med så skarpt og veldefineret et billede og jeg troede ærlig talt heller ikke at jeg nogensinde ville komme til det. Lyden er klar og uden unødvendig støj. En stående ovation for den tekniske side af udgivelsen.
Bonusmaterialet byder på trailers for filmen og andre tidligere og kommende AWE-udgivelser, et billedgalleri og et længere tekst-interview med Giovanni Lombardo Radice (i filmen krediteret med det amerikansk klingende John Morghen). Interviewet er faktisk rigtig interessant da det spænder over mange af Radices filmroller for flere af de store, italienske horror-instruktører. Der er meget fokus på arbejdet med de berygtede filmskabere og deres særegne og ofte ubehagelige metoder. Interviewet er i øvrigt det samme som er at finde på ”Zombiernes By”. Bonusmaterialet er, sammen med den lille, medfølgende booklet ganske interessant, men man ærgrer sig en smule over den manglende tilstedeværelse af de kommentarspor og interviews med Lenzi, som udenlandske DVD-udgivelser har indeholdt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Voices Music & Entertainment..
