Først på ugen var jeg så heldig at få lov til at interviewe den spanske filminstruktør, Jaime Rosales, som er i Danmark for at præsentere sin første biograffilm i Danmark om den uforudsigelige- Petra, og underligt med så lang ventetid, da han siden 2002 har modtaget mange internationale filmpriser ved bl.a. i Cannes og San Sebastian. Og når vi sidder sammen, kan jeg ikke mærke på ham, at han i dag har 3-4 interviews med journalister, en forpremiere – for dagen efter til Odense og senere Århus. Han sidder stille med åbenstående blå skjorte, en lidt mørkegrøn tynd vindjakke, NIKE gummisko og god øjenkontakt samt i sin iver hele tiden med bløde håndbevægelser i cirkler for at sandsynliggøre den grumme fortælling om Petra og hendes langvarige søgen efter sin identitet.
Jeg har lavet ti spørgsmål, og er så heldig at have fået Anne Højgaard Christiansen med både som spansktalende og filmkyndig, og selvom Jaime Rosales siger han også er engelsktalende, er der ingen tvivl om, at håndbevægelserne nu er mere ærlige.
Jaime Rosales siger med det samme, at han har lavet en film om Petra for at skildre noget gammelt og noget nyt – både fortid og nutid – efter at hans forrige film (Hermosa Juventud, 2014 kun var om de smukke unge mennesker i dag – og han vil bruge de græske tragedier, som Aristoteles som et fyrtårn og sætte ham ind i en nutidig forbindelse – og grinede lidt af, da jeg nævnte den 2000 årige ruinby Petra i Jordan, og sagde vi må tolke som vi vil – hendes navn hænger mere sammen med det spanske ord for sten - som er piedra. Det skal være noget solidt, de store sten, store stenvægge, og jeg har fået den danske komponist Kristian Selin Eidnes Andersen til at komponere en nutidig kirkemesse, som fylder billedet og stemningen.
Da jeg spørger om min undren over, at Petra venter med at få svar på, hvem hendes far er til moderen er død, er der et smil på læben, og Jaime Rosales nævner tabuet i familien som værende årsagen. Da moderen døde, gik knoppen af tabuet – moderen var ikke i vejen mere. Og at Petra skifter tøj tre – fire gange i de første ti minutter, er ikke noget planlagt symbolik – kun et udtryk for at tiden går.
Jaime Rosales er 48 år gammel og stammer fra Barcelona. Han lavede sin første spillefilm i 2002 Las horas del dia og har altid brugt sit billedsprog på en ny måde og i Petra med lange glidende og malende bevægelser, og farverne er næsten pastelagtige. En anden film har han valgt kun at bruge et teleobjektiv som kamera – så hele tiden søgende og vise nye sider af menneskets og dets handlinger.
Da jeg spørger ind til navnlighed mellem Jaume og Jaime, – siger han smilende, at i alle hans film er der noget af ham selv. Derfor sagde producenten i starten lidt for sjov om vi ikke bare skulle kalde Jaime for Jaume, da Jaime Rosales til tider kunne være lidt Jaume-agtig. Jaumes problem er at han ikke kan besidde empati som menneske. Jaime udnytter ikke andre mennesker, og kender kunstnere, der er som Jaume, Petra og Lucas i filmen. Han har gerne ville tegne et billede af tre kunsttyper:
Jaume, som kun er kunstner for pengenes skyld og vil gøre alt for penge, og han vil slet ikke de andre.
Petra, som bruger kunsten som terapi – at komme ud af sin sorg ved at male faderen uden ansigt.
Lucas, som fotograf, der gerne vil være med til at ændre samfundsforholdene i verden.
Da jeg nævner tre filminstruktører, hvor jeg kan se en lighed i tema og kameraføring – folk som den russiske Andrej Tarkovskij, de tidligste film af franske Jean-Luc Godard og endelig danske Lars V. Trier, siger han med det samme, at han under sin filminstruktøruddannelse på Cuba midt i 1990´erne, skulle møde to nutidige filminstruktører: Quentin Tarantino og Lars V. Trier – og han er helt sikkert inspireret af Triers indgang til at lave film. Og lige nu har jeg skrevet 40 sider til en kommende film, og der er en uudtalt censur i filmsproget noget man ikke gør: En mand må slå en mand ihjel – men det er straks værre, hvis en mand slår en kvinde ihjel, så kan der være tale om magtbalancen i et parforhold og værre, hvis et barn bliver slået ihjel……….
Pludselig banker det på døren og tiden er gået – så spørgsmål som hvor han har fundet al den ondskab hos Jaume henne – eller hvad har det betydet at have fået dansk støtte til filmen gennem Det Danske Filminstitut, nåede jeg ikke. Så må jeg glæde mig til hans næste film får premiere i Danmark og jeg er også meget nysgerrig efter at få hans andre roste film at se. Petra gjorde underværker.
