Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er måske ikke de mest elegante eller flottest anlagte dansescener set på film, man præsenteres for i musicalen ”Jeg er sgu min egen”. Til gengæld får samfundskonventionerne et herligt spark i røven, i et herligt, ”umuligt” samarbejde mellem Rifbjerg, Balling og Fabricius-Bjerre.
Også Danmark ville være med på den franske Nye Bølge, der tog sin begyndelse i slutningen af 50-erne og udviklede sig eksplosivt først og fremmest i Frankrig op igennem 60-erne. Herhjemme blev det ikke til mange, men markante nybølge-inspirerede film. Stærkest står ”Weekend” (-62), ”Der var engang en krig” (-66), ”Balladen om Carl-Henning” (-69) og ”Ang. Lone” (-70).
Ikke mindst Klaus Rifbjerg, denne modernist og kulturradikaler, stod som bannerfører for de nye tider. Også Nordisk Film ville være med og satte derfor den umiddelbart umage trio Balling, Rifbjerg og Fabricius-Bjerre sammen for at skabe en musical i den nybølge-stil, som først og fremmest Jacques Demy stod for med sine ”Pigen med paraplyerne” (-64) og ”Pigerne fra Rochefort” (-67).
Resultatet, ”Jeg er sgu min egen”, fremtræder knapt så originalt og gennemarbejdet som sine franske forlæg, men det er svært ikke at falde for Daimis umiddelbare, respektløse og naive hovedperson Annie Jensen, Rifbjergs skarpt sansede poesi og Fabricius-Bjerres melodier – ”Jeg sætter min hat som jeg vil” og ”Duerne flyver” er moderne klassikere i dag.
Det nye lå ikke mindst i den respektløse omgang med autoriteterne og med kærligheden. Annie Jensen (Daimi) bliver ”løsladt” fra et pigehjem et sted i Jylland. Hun tager til København, hvor hun møder rockmusikeren Anders (Cæsar (Bjarne Rasmussen)). Til en af hans koncerter provokerer Annie nogle rockere, og hun ender i fængsel. Hun kommer dog hurtigt ud, fordi en mere end slibrig værge Albert Hyldersen, melder sig som hendes frelser. Poul Bundgaards præstation som den sleske, slibrige og i egen forstand gudgivne frelser af den fortabte Annie er pragtfuld. Ligesom Ove Sprogøes præstation som hans tilsyneladende modsætning, den altid efter reglerne og fornuften handlende ”stats”-værge er det. Her skærer Rifbjerg ind til benet af det frelste og autoritetsforskrækkede Danmark – og Balling er ikke sen til følge trop.
Annie møder også overklasseløget Christian Holgersen (Peter Steen), der hellere end gerne vil lære noget om respektløshed af Annie. Men hvem skal hun vælge – rockmusikeren eller overklasseløget? Hun vælger ægteskabet, dvs. overklassedrengen, for endelig at slippe for de omklamrende og opdragende myndigheder. Men … ”Jeg er sgu min egen”, blinker hun ud til tilskuerne.
Filmen har ikke meget af det fortællemæssige spræl, som man fandt i Frankrig på samme tid. Til gengæld lod man nye budskaber og attituder slå igennem Nordisk Films altid ”sikre” folkelighed. Resultatet blev en dansk musical, som man skal være meget sippet for ikke at charmeres af den dag i dag. Nogle vil måske afvise samfundsportrættet som forældet; men gad vide om ikke bare tonen er en anden i dag – den frelste, gudgivne værge af fremtidens generationer findes vel stadig, ligesom den statslige fornuft stadig har sine følelsesløse systemer.
Af ekstramateriale på DVD-en er kun en række trailere for mere eller mindre glemte danske film fra Nordisk Filmskompagni. De er meget underholdende og rent kræs for de der er filmhistorisk interesserede.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
