Skriv en kommentar
Dokumentarfilmen, ”Jerusalem, min elskede”, modtog sidste år hele 2 priser på Nordisk Panorama, der hvert år fremviser det bedste af de nordiske dokumentar- og kortfilm.
Nu får biografgængere lov til, at se filmen, der er første del af en trilogi.
I ”Jerusalem, min elskede” følger vi instruktøren Jeppe Rønde under sin hypnose hos en terapeut, der fører ham tilbage til Jerusalem, hvor han efter sigende skulle have mistet sin tro. I Jerusalem lever kristne, jøder og muslimer side om side og Rønde omfavner alle tre religioner, og lader dem alle tre komme til orde igennem tre forskellige mænd. Der er tale om den jødiske velgørenhedsarbejder, Israel, den muslimske narkoman-behandler, Muhammad og den kristne, amerikanske gadeprofet, Ted. Alle tre mænd med hver deres syn på religion og alle tre mænd med deres tro som den bærende kraft i deres tilværelse.
Det faktum at tro skaber tryghed bliver proklameret i starten af filmen, og derfra kører filmen ellers videre med mere eller mindre filosofiske, kliché-fyldte konstateringer som det bærende og primære. Instruktøren bliver fyldt med banale sætninger af de tre mænd, der alle vil forsøge at få ham til at tro på sin Gud igen.
Religion som tema er en stor mundfuld og Rønde får til nøds indkredset sit hovedsalige tema og budskab. Filmen giver ingen svar, men dette er vel på sin vis også budskabet og temaet. Den splittelse tro har skabt i instruktørens liv bliver dog uforløst for både publikum så vel som instruktøren.
Filmen giver ikke dybere indblik i Jerusalem, islam, kristendom eller instruktørens barndom og derfor kan filmen virke overfladisk og ikke videre interessant.
Det visuelle i filmen er stemningsfuldt og med til at give filmen en sammenhæng. Filmen er præsenteret meget mørk og skiftevis varm og kold i sine farver, hvilket virker godt.
Det visuelle udtryk er med til at trække filmen op, der som helhed ikke nærmere sig perfektion.
