Skriv en kommentar
Jobs er filmen om grundlæggeren af Apple, Steve Jobs (Ashton Kutcher), løst baseret på virkelige hændelser. Man møder Jobs første gang på College, hvor han nyder livet lidt for meget som hippie. Men efter et visit hos sin nørdede ven Woz (Josh Gad), begynder de to at arbejde på at skabe verdens første hjemmecomputer. Herefter ruller snebolden – eller æblet om man vil.
Genbrugte frames
Selvom filmen er underholdende, er det filmiske værktøj i særdeleshed ikke i top. Billederne er forudsete og ordinære, hvilket er yderst ubelejligt, når filmen handler om et af de største genier i nyere tid. Siden det ikke er en slavisk dokumentar, kunne man have håbet på et lidt mere sprælsk sæt værktøjer i kassen.
Instruktøren Joshua Michael Stern har desuden valgt at genbruge en del frames gennem filmen. Der er for eksempel op til flere klip, hvor Jobs står med ryggen til kameraet med projektørlys i ansigtet og diverse panoreringer over kollegaer, der klapper af dette fantastiske menneske. Disse scener foregiver en irriterende rørstrømskhed, der bliver mast ned over publikum alt for mange gange. Selv filmens allerførste scene er en af disse storladne klip, hvor man som tilskuer føler, at man burde blive rørt af en historie, man ikke engang har set endnu. Det fungerer sjovt nok ikke, og som filmen skrider frem bliver disse scener mere en amerikaniseret ært i et dusin edderdunsdyner.
The Bad Guys
Det er umuligt at se denne film, uden at følge trådene tilbage til 2011, hvor The Social Network havde premiere. Begge film tager udgangspunkt i to geniers gang på College, hvor de får ideen til et verdensomspændende projekt og vrager venner, familie og selvrespekt for at fuldføre det. Både Steve Jobs og Mark Zuckerberg (spillet af Jesse Eisenberg) bliver portrætteret som the bad guys i deres eget og deres nærmestes liv, men det er i høj grad sværere i den aktuelle film at afgøre, om hvorvidt hovedpersonen rent faktisk var et forfærdeligt menneske til tider. Der er op til flere episoder, hvor Jobs reagerer stærkt på en situation, hvor man som tilskuer ingen mulighed har haft for at afgøre, om hans reaktion er acceptabel eller ej. Det virker ret vagt i længden og dermed bliver Jobs’ følelsesudbrud noget ligegyldige.
De to film strejfer desuden også ved det faktum, at begge hovedpersoner skubber deres nærmeste væk på projektets bekostning. I The Social Network er det især Eduardo Saverin (Andrew Garfields karakter), der bliver røvrendt, og vælger derefter at sagsøge Zuckerberg for alt hvad han ejer. I Jobs er der ligeledes en masse mennesker, man kan forestille sig føler sig røvrendt af Jobs, men der er absolut ingen konsekvenser. Selv da Woz vælger at forlade Apple, og Jobs senere hen bliver smidt ud, sker det utroligt stilfærdigt. Man ser ikke engang Jobs i tiden efter, hvor han uden tvivl må have haft det elendigt, men klipper frem til hvor han bliver hyret igen.
I fars alt for store laksko
I en portrætfilm som denne, bliver filmen enten båret eller bristet af titelrolleindehaveren. I denne film ligger det forpligtende ansvar hos den 35-årige charlatan Ashton Kutcher. Kutcher er bedst kendt for sine roller som den skæve hippie i Tv-serien That 70’s Show og som forvirret dude i kultfilmen Dude, Where’s My Car?. Ud fra disse to film har de fleste været noget skeptiske overfor beslutningen om Kutchers titelrolle og desværre med god grund.
Kutcher er uovertruffen god til at få Jobs til at passe ind i hippiekulturen og forgive at være ekstremt engageret i Apples spæde start. Men selvom han gør det godt som Jobs i 70’erne og at han fysisk ligner ham meget, er hans mimik lidt for stiv i det. Der er flere takes, hvor Jobs vandrer rundt både på campus og i Apple-huset i sine egne tanker. Selvom Kutcher skal portrættere en mand fortabt i tanker, føles det alt for påtaget, at disse scener er lavet for at man kan se, hvordan Kutcher har lært at gå så krummet sammen, som Jobs gjorde – og så ligner det endda en alt for overdreven efterligning. Kutcher fungerer simpelthen ikke, når han tager de karakteristiske rullekraver og runde briller på. Han bliver til en lille dreng, der leger i sin fars alt for store blanke laksko.
Jobs er altså en film, hvor der i den grad mangler et solidt håndværk. Det er både instruktøren og skuespillerne der mangler noget helt basalt, der ville give filmen et pust af liv. Historien er dog vældigt underholdene og det er i høj grad interessant at se hvordan Steve Jobs gik fra at være en fortabt hippie i 70’erne til en af hvor tids største personligheder.
