Skriv en kommentar
Jørgen Leths grundlæggende, kommunikative formål med denne bog synes at være ideen om at forkorte tiden fra impuls til produkt. Så jeg skriver dette uden at have forberedt mig på anden måde end at have læst bogen ”Tilfældets Gaver – Tekster om at lave film”. Leth mener at manuskriptskrivning i traditionel form, forberedelse i form af storyboards, prøver og så videre, er destruktive faktorer for den kreative proces. Jeg synes det er en spændende tanke. Man skal eliminere de mellemliggende stadier, forkorte tiden fra ide til udlevelse, fra tanke til handling.
Jo vel er det spændende, men kan det lade sig gøre? Ifølge Leth kan det. Bogen byder på masser af eksempler på hans former for ”manuskript” – det være sig digte, stikord, scener, billeder eller blot regelsæt, koncepter eller løst formulerede ideer. Tilgangen er så at hvis man lader sin dør stå åben for tilfældet, så vil omstændigheder og tilfældigheder dukke op som forstærker ens film, vender og drejer den kreative proces, så man i sidste ende ender op med noget helt andet end hvad man har forestillet sig – men sandsynligvis noget bedre, eller i hvert fald noget mere levende.
Og jeg kan kun erklære mig nogenlunde enig. For jeg synes ikke at processen at tolke et manuskript i billeder og optage dem er en gentagelse, som Leth her fabulerer. Tilfældet er så kraftig en ledsager i filmproduktion at den ikke kan undgås uanset hvor meget man prøver. Jeg ser ingenting forkert i at forberede sig ned til mindste detalje, for uanset hvor megen forberedelse du lægger i en optagedag, så vil resultatet stort set aldrig blive som du forestiller dig. Men igen, tanken er da fascinerende, og Leths fremgangsmåde med at lægge forskellige regelsæt, begrænsninger eller ja, benspænd ud for sig selv har skabt noget af det mest spændende, danske film nogensinde. Ingen tvivl om det.
Bogen her ser jeg som lige dele inspirerende eksempler, lige dele poetisk vrøvl. Den er delt op i tre dele, en med overskriften poetik, en omhandlende specifikke film fra Leths karriere og en dækkende manuskripter og ideer til film der endnu ikke er blevet til noget. Det meste er spændende læsning, med poetik-delen som den klarest formulerede og oftest repeterede i de følgende dele. Men der er altså også mange ligegyldigheder her. Jørgen Leth er en mand der ikke hører til i jantelovsdanmark og selv om jeg gør alt hvad der står i min magt for at fralægge mig jantelovsmentaliteten i min hverdag, så er der altså passager der stinker af sprog for sprogets skyld, fyld uden formål, fabulerende tankeindtryk, sansede sidegevinster og binoter. Det bliver til tider for meget, og selv om det er bevidst og egentlig tjener som formål for den kunstneriske kultur Leth selv maler sig ind under, så er det i mine øjne trættende læsning når det bliver ved.
Langt hen ad vejen er her dog masser at komme efter. Fra usammenhængende, men højst visuelle udkast til måske kommende filmprojekter, til de skarpe og fascinerende, poetiske tekster om alt fra tressernes udbrydermentalitet til ”dumme” Lars Von Trier. Jo tak, Hr. Leth har da i hvert fald noget på hjerte, og det er mere end hvad man kan sige om de fleste af vore dages danske filminstruktører.
