Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I en ældre københavnsk lejlighed gør nogle håndværkere en uhyggelig opdagelse bag en falsk mur, hvor tre mumificerede lig sidder omkring et spisebord med en ledig plads tilbage. Kriminalkommissær Carl Mørck fra Afdeling Q overtager selv sagen i ”samarbejde” med sin assistent Assad og sammen skal de forsøge at identificere ligene samt finde ud af, hvem den fjerde plads var tiltænkt. Eftersøgningen fører dem tilbage til den berygtede kvindeanstalt på Sprogø, hvor misrøgt og forsøg med tvangssterilisering var på menuen for de anbragte, ”utugtige” piger frem til lukningen i 1961.
Journal 64 bygger på den danske krimiforfatter Jussi Adler-Olsens roman af samme navn fra 2010. Det er den fjerde bog og film i rækken i Adler-Olsens serie om Afdeling Q efter Kvinden i buret (2013), Fasandræberne (2014) og Flaskepost fra P (2016).
Thrilleren er instrueret af Christoffer Boe som tidligere har lavet Reconstruction (2003), som vandt Camera d'Or ved Cannes Festivalen, Allegro (2005), Offscreen (2006), Alting bliver godt igen (2010), Beast (2011) og Spies og Glistrup (2013).
Journal 64 står stærkt som en af de bedste film i Afdeling Q-serien. Det er en solid dansk thriller, som både sidestiller den gode hovedhistorie og en stærk karakter-historie. Filmen introducerer mange karakterer effektivt og elegant uden at forvirre publikum unødigt. Vi lærer hurtigt at filmen dels er en whodunit, men måske endnu mere et karakterdrama om sammenholdet og venskabet mellem Carl og Assad. Kan den asociale og apatiske Carl nogensinde forstå værdien i et venskab?
Der skal lyde en lille spoiler-alert i næste afsnit, men jeg er simpelthen nød til at fremlægge et kritikpunkt, som generede min overordnede oplevelse af filmen. For hele miseren med kvindeanstalten på Sprogø og den nutidige lukkede klub med læger, som fortsat eksperimentere med unge kvinder, virker det helt unødvendigt at denne sammensværgelse skal nå helt til toppen af den danske elite af læger, politikere og myndigheder. Jeg havde købt filmen, hvis det var forblevet i en lille gruppe i samfundets undergrund og ikke kørt hele sagen derop. Men hvis romanen forskriver dette så er det naturligvis en logisk slutning.
Journal 64 formår at binde karakterdrama og historie flot sammen i en spændende thriller. Den fletter temaer fra den virkelige verden ind (kvindehjemmet på Sprogø – en skamplet i dansk nyere historie - abort og racisme) og sammen med nogle solide skuespillerpræstationer, er det en ganske solid film.
Det bliver nu svært at forestille sig de næste Adler-Olsens romaner blive filmatiseret uden Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares som Carl og Assad, da det allerede nu er proklameret, at det var deres sidste film. Det ligner en tung arv at løfte.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
