Skriv en kommentar
”Juno” har fået meget opmærksomhed på det seneste, efter at årets Oscar nomineringer blev offentliggjort, og Juno var blandt de nomineret for årets bedste film. Men når man ser filmen er det svært at forestille sig at denne skæve canadiske film, ville blive set på som en stor Oscar film. Ikke på grund af filmen, men mere fordi Oscar film normalt er langt mere bombastiske end denne, og oppe mod levende legender som Coen-brødrene’s ”No Country For Old Men”, har ”Juno” nok ikke store chancer. Dette er dog ikke nogen grund til at se ned på Juno, for tag ikke fejl, ”Juno” er en af årets bedste film.
”Juno” navnet på vores charmerende hovedperson. Ellen Page spiller Juno, en alternativ teenager, der opdraget af hendes hippieagtige forældre(J.K. Simmons og Allison Janney), og bliver behandlet mere som en voksen, end en teenager, og derigennem har andre interesser, måder at tackle livet på, og andre venner. Efter at have kedet sig under et besøg hos hendes gode ven Paulie Bleeker(Michael Cera), fører det ene til det andet og de to venner ender med at dyrke sex. Dette skaber dog hurtigt problemer, da Juno enten ved et uheld eller uvidenhed bliver gravid. Konfrontationen med forældrene er hylende morsom, og selvom Juno’s forældre Bren og Mac er afslappede, overrasker det dem at Juno overhoved er seksuelt aktiv. Hvad der skal ske med barnet har Juno dog besluttet sig for. Hun mener ikke selv at hun er klar til at være mor, så hun og cheerleader veninden Leah(Olivia Thirlby) har fundet et par der ønsker at adoptere i den lokale avis. Efter besøget med adoptivparet Mark og Vanessa Loring(Jason Bateman og Jennifer Garner) er Juno overbevist om at de skal have barnet, og så burde alt være normalt igen. Det er det bare ikke, og som vi alle ved er mange af livets store beslutninger ikke helt så nemme som de kan gøres til.
”Juno” er den mest charmerende film jeg har set længe. Det er umuligt ikke at elske de mange skæve figurere i filmen og alle er så realistisk og menneskeligt portrætteret, at man efter filmen ikke er i tvivl om at disse personer sagtens kunne være rigtige mennesker. Ellen Page spiller eminent i hovedrollen som Juno, og det er ærgerligt at hun er oppe mod folk som Cate Blanchett i Oscar ræset, fordi dette er et af de bedste portrætter, af en teenage pige, jeg nogensinde har set på film. Michael Cera spiller igen(som i ”Superbad”) kejtet teenage dreng til perfektion, mens både Juno’s forældre, ”Spider-man’s” J.K. Simmons og Allison Janney, og adoptivparet, Bateman og Garner, har fremragende kemi sammen, og begge par fungere perfekt.
Den egentlige stjerne er dog Diablo Cody’s manuskript, der er så fyldt med smart dialog, hjertevarmende humor og realistiske problemstillinger at det fortjener en Oscar mere end noget andet i år. Det er en fornøjelse at se historien udfolde sig på så fremragende en måde, at historien sagtens kunne være selvbiografisk. Tidligere stripper Cody, debutere med filmmanuskript på Juno, og det er forhåbentligt starten på en glorværdig karriere, hvis hun da ønsker at fortsætte.
”Juno” er frisk, humoristisk og hjerteskærende realistisk. Det er næsten umuligt ikke at elske Juno og hendes måde at tackle tingene på. ”Juno” vinder efter al sandsynlighed ikke nogen Oscar for årets bedste film, men at en film som denne der kostede sølle 6 millioner dollars alt lave, bare er blevet nomineret blandt årets store satsninger, viser hvor god filmen er.
