Skriv en kommentar
Uden nogensinde at have læst så meget som et ord i nogle af hans bøger, har forfatteren John Grisham efterhånden fået en stor stjerne hos mig. Simpelt hen takket være instruktører som Joel Schumacher og Francis Ford Coppolas evner til at overføre Grishams spændingsromaner til filmmediet. Det kan ganske enkelt ikke være tilfældigt, at hver eneste film baseret på John Grishams arbejde, som minimum er en spændingsfilm over gennemsnittet, med Pelikan-notatet som relativ undtagelse.
Juryen er den syvende film i rækken af Grisham-filmatiseringer. Som titlen kraftigt antyder, er det nok engang blandt advokater, dommere og jurymedlemmer historien udspiller sig. Efter en brutal skudmassakre, hvor tolv mennesker mister livet, sagsøger enken til en af de dræbte det våbenfirma, som fremstillede det dræbende våben. Det er en sag som kan vise sig at skabe præcedens, og våbenindustrien kan på ingen måde tåle at tabe sagen. Våbenfirmaet hyrer derfor den rutinerede jury-konsulent Rankin Fitch (Gene Hackman), for at sikre sig, at den tolv mand store jury ikke afgør sagen til enken og hendes advokats (Dustin Hoffman) fordel. Men blandt de tolv jurymedlemmer sidder også Nicholas Easter (John Cusack), som har sin helt egen dagsorden. Og her indledes så et spil om juryens afgørelse, i en verden hvor ”retssager er for vigtige til, at man skal lade nævninge afgøre dem.”
Juryen er formentlig tæt ved at være allermest kendt for at være filmen hvor Gene Hackman og Dustin Hoffman - som boede sammen inden nogen af dem slog igennem i 1960’erne – endelig spiller sammen. De to koryfæer i amerikansk film deler godt nok kun én enkelt scene sammen, men er hver for sig ganske effektive. Dustin Hoffman, sympatisk som den idealistiske advokat Wendall Rohr, mens Gene Hackman er gennemslagskraftig som autoriteten Rankin Fitch; en type rolle som den aldrende Hackman måske lidt for ofte gentager – men til gengæld gør bedre end de fleste. John Cusack, hvis uomtvistelige talent først og fremmest har vist sig effektivt i mere komiske roller, er til gengæld ret så kedelig og farveløs som Nicholas Easter.
Juryen vil sin historie. Filmen er så tempofyldt og stringent skruet sammen omkring det spil om amerikanske dollars, som retssagen mod våbenfabrikken udløser, at der ikke er tid og plads til afstikkere. Dermed slipper vi for en komplet vendetta og morale rettet mod den amerikanske våbenlovning. Til gengæld har Juryen også for travlt til at underbygge sine personers gøren og laden. Hackman og Hoffmans figurer er qua de to herrers skuespil interessante i nuet, men filmen anstrenger sig ikke for at komme bare lidt dybere. Ligesom Nicholas Easter, hvis dagsorden bestemt ikke er uinteressant da den endelig gøres klart, men som fortælleteknisk ender med at være noget flad.
John Grisham har med Juryen ikke fået en mindre stjerne hos mig. Men trods en effektiv og stramt fortalt spændingshistorie, er den ikke på niveau med Grisham-favoritterne The Firm og The Rainmaker.
EKSTRA-MATERIALE:
Juryen har en ganske omfattende samling af ekstramateriale. Med alt den snak om Dustin Hoffman og Gene Hackman sammen på film for første gang, er det helt naturligt og interessant med interview med de to aldrende stjerner, ligesom vi får et indblik i arbejdet med deres afgørende scene sammen. Herudover er der mulighed for at blive klogere på såvel fotograferingen som production design og klipning, ligesom der er slettede scener og kommentarspor fra instruktøren Gary Fleder. Der er rigeligt med ekstramateriale at forkæle sig med: 5 ekstramateriale-stjerner herfra.
