Just Mercy er en stærk og tankevækkende film baseret på virkelige hændelser. Den unge advokat Bryan Stevenson (Michael. B. Jordan) har en stærk oplevelse under sin uddannelse, som senere leder ham til en historisk kamp for retfærdighed. Som nyuddannet fra Havard modtager han et væld af lukrative tilbud, men med oplevelsen i stærk erindring, vælger han i stedet at tage til Alabama for at kæmpe for dem, der er fejlagtigt dømt eller ikke har fået en fair retssag.
Med hjælp fra den lokale advokat Eva Anslet (Brie Larson) slår han sig ned og får sin første og mest kendte sag. På dødsgangen besøger han Walter McMillian (Jamie Foxx), der i 1987 blev dømt til døden for drabet på en 18-årig kvinde, på trods af overvældende beviser om hans uskyld. Dommen blev afgjort alene på baggrund af en afgørende og usammenhængende vidneforklaring fra en kriminel med motiv for at lyve. Bryan begynder mod alle odds at grave i sagen og får hurtigt hele systemet imod sig. I kampen for Walters frihed bliver de viklet ind i en labyrint af juridiske og politiske hindringer badet i åbenlys og skamløs racisme.
Just Mercy er instrueret af Destin Daniel Cretton, kendt fra bl.a. den prisvindende kortfilm Short Term 12 og Glasslottet. Den er baseret på virkelige hændelser og bogen med samme navn, skrevet af den virkelige Bryan Stevenson og fyldt med referencer til To Kill A Mockingbird.
Det er Greed-stjernen Michael B. Jordan, der spiller den unge advokat Bryan Stevenson, og han viser dybere sider af sit skuespiltalent. Walter spilles af den prisvindend Jamie Fox, og samspillet mellem de to hovedroller er levende og overbevisende. Dialogen er hele vejen rundt veltimet og flydende, og det er fuldt fortjent at filmen fik 8 minutters stående klapsalver til verdenspremieren ved Toronto filmfestival.
Det havde været nemt at falde i gryden med overdramatiske og let fordøjelige følelsesvirkemidler i en film som denne, men i stedet for at være højtråbende og spille på store violiner, er der gennem Just Mercy en stilfærdig alvor, der hvisker det vigtige emne ud over lærredet, frem for at råbe det. Det er yderst effektfuldt, man bliver draget af at filmen tager sig selv seriøst og samtidig lader en strøm løbe gennem hele filmen af stille underspillet sort, men varm, humor, der kun kan fødes af smertelige omstændigheder.
Alvoren og detaljerigdommen genspejles ned i det mindste, som f.eks. Walter’s let rystende hænder på rattet da han bliver anholdt, og hans tydelige umage med at vise at han ikke er til fare, som spiller på den viden vi har i forvejen om anklager mod uskyldige sorte, der er, og har været, i fare for at blive skudt for blot at være et uheldigt sted på det forkerte tidspunkt. Det er stærkt, og Just Mercy er både hjerteskærende og giver håb på samme tid.
Just Mercy er en stærk og vedkommende film, der ikke blot har noget på hjerte men også er en god filmisk fortælling, der fængsler fra start til slut. Den får de varmeste anbefalinger herfra.
Trailer: