Skriv en kommentar
Forventningerne er høje, når en af landets største instruktører endelig har en ny film ude efter syv år. Nils Malmros skuffer ikke, for selvom Kærestesorger måske ikke når helt op på siden af hovedværket Kundskabens træ, er den lavet med den vanlige indfølte præcision i både tidsbilledet og de psykologiske skildringer. Det er fin kunst, vedkommende, underholdende og let tilgængeligt, også for os der ikke gik i gymnasiet i starten af 60’erne.
Vi følger Jonas og Agnetes forhold igennem de tre gymnasieår fra 1961-64. Filmen starter ved en fest, hvor unge, forelskede par danser kinddans til langsom jazz. Kameraet panorerer dvælende og nostalgisk henover dem; vi er helt klart i Malmros-territorium. I et mørkt soveværelse er Jonas ved at tage Agnetes bh af, blot for at opdage at hun ”slet ikke har brug for nogen bh.” På taget af huset sidder Toke, Jonas’ ven, der er kravlet derop muligvis for at imponere Agnete eller en anden pige, Liselotte.
Sådan introduceres personerne, og vi er med det samme helt inde i skolegårdsverdenen, hvor det vigtigste er, hvem der holder i hånd med hvem, hvem der kysser hvem, og senere hvem der går i seng med hvem. Personernes problemer kunne let virke banale eller ligegyldige, men Nils Malmros skildrer dem skarpt og smertefuldt. Han tager disse forvirrede teenagere dybt alvorligt, og vi bliver nødt til at dele hans fascination. Personerne slår op med hinanden og finder sammen i forskellige kombinationer, og hvem der ender sammen med hvem skal ikke afsløres her. Den geniale slutning efterlader én lamslået og bliver hængende i hukommelsen.
Sideløbende med teenagernes historier skildrer filmen også de voksnes mindst ligeså problematiske liv, som set gennem Jonas’ og Agnetes øjne. Agnetes borgerlige familie tiltrækker Jonas, men skræmmer ham senere, da det viser sig, at faren (Søren Pilmark) og moren (Ida Dwinger) lever i et koldt, kærlighedsløst ægteskab, der er ved at nedbryde faren psykisk. I mellemtiden hader Agnete sin storesøster Helene, som moren foretrækker. Tokes anspændte forhold til sin far antydes fint i periferien af filmen; faren var modstandsmand under besættelsen, og Toke (der som enhver god rebelsk teenager læser Nietzsche og Catcher in the Rye) er fascineret af nazismen.
Skuespillet rammer plet. Som sædvanlig har Nils Malmros brugt relativt uerfarne amatører og presset glimrende, troværdige præstationer ud af dem. De voksne roller udfyldes også fint, især af Søren Pilmark som Agnetes far. Finn Nørbygaard har en lille rolle, som jeg gruede, men faktisk ikke var så ringe endda og ikke fyldte særlig meget.
Filmen er ikke lutter alvor; der er mange humoristiske øjeblikke. Dialogen er fuld af præcist indfangede dumheder og akavede bemærkninger, som teenagere både dengang og nu realistisk set kan ytre, og som man ikke kan lade være med at klukke af. Desuden er der en tragikomisk scene, hvor Søren Pilmarks figur holder et manisk foredrag om ’Hamlet’ for gymnasieklassen, der keder sig mere og mere og begynder at forlade lokalet.
Kærestesorger handler altså ikke kun om ’kærestesorger’, men også om de større sorger her i livet og de alvorlige drejninger, der kan forandre vores liv fra ungdommen af og give os en lysere eller mørkere fremtid. Det er en både trist og morsom, vemodig og nostalgisk film, fuld af Malmroske psykologiske nuancer. Og så er det den bedste danske film, jeg har set i lang tid. Nyd den.
