Skriv en kommentar
I filmens introscene hersker der fred og idyl. Vi ser højgravide Hilde (spillet med en ophøjet ro af ’Babylon Berlin’ skuespilleren Liv Lisa Fries) i koloni- og urtehaven. Derefter tager næste scene en skarp drejning. Bierne summer fortsat og solen står højt på den blå himmel, mens Hilde bliver anholdt og får ultrakort tid til at pakke det mest nødvendige tøj, da hun skal i fængsel. Hun gør absolut ingen modstand, men forholder sig nøgternt, nærmest professionel.
På vej op til kontoret i elevatoren eskorteret af selvsamme Gestapo betjent, som skal forhøre og fængsle Hilde, spørger Gestapo betjenten om han må røre ved hendes gravide mave, da hans kone også venter sig. Han udtrykker i samme ombæring, at det er forunderligt, at et liv opstår på den måde. Hilde forholder sig tavst og stirre mærkeligt på ham, idet han mærker på hendes mave, fordi det er intimiderende, grænseoverskridende og dybt upassende, en næsten absurd handling. I overført betydning komplimenterer han sig selv for at være med til at skabe et liv samtidig med at han indirekte er ved at ’tage’ et liv. Hilde Coppi blev idømt dødsstraf for landsforræderi og antinazistiske handlinger i august 1943, otte måneder efter at hun har født sin dreng i fængslet.
Hilde bliver ved et tilfælde et aktivt medlem af inderkredsen i modstandsgruppen under den antinazistiske organisation ”Die Rote Kapelle” (da. Det røde orkester). Af stor kærlighed kommer hun til at gå gennem ild og vand for sin kæreste, den kommunistiske aktivist Hans Coppi (spillet af Johannes Hegemann) og med hvem hun bliver gift med i 1941 og de får sønnen Hans Junior, som er ’voice-over’ i filmens sidste sekvens, som fortæller om udfaldet af forældrenes/modstandsgruppens forsøg med at sende beskeder til Moskva fra en ulovlig radiosender.
Det som gør, at den tyske instruktør, Andreas Dresen’s seneste film ”Kærlig hilsen, Hilde” skiller sig ud fra rækken af tyske film om Anden Verdenskrig er, at Hilde når at reflektere og nedfælde, hvorfor hun har valgt, som hun har gjort. Hun går i døden med sine to største drømme opfyldt; at dø før sin egen moder og at få et barn.
