Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Kærlighedens Matador” starter med nogle af den nyere filmhistories stærkeste scener. Først oplever vi, hvordan en pensioneret tyrefægter sidder og onanerer til en snusket voldsfilm, hvor blodet sprøjter i takt med, lemmer kappes af i et væk. Klip. og så står den modne tyrefægter og underviser sine elever i kunsten at dræbe en tyr. Klip. og en kvinde forfører en mand. Klip. den aldrende tyrefægter fortæller videre. Klip. En tyrefægter træner stød mod en tyre-attrap Klip. forelæsningslektion, klip. træning, klip. kvinden i seksuel nydelse… ja og åhhh, krydsklip mellem tyrefægterlektionen og kvindens forførelse og opstigning på mandens lem…OG så sættes træningsstødet ind i attrap-tyrens nakke, klinisk, præcist, klip og så løsner den sensuelle og lystnydende kvinde sit hårspænde, som hun elegant placerer i nakken på den stakkels mand. Livskraften forlader ham, mens hun hviner af nydelse. Sådan; montageteknik af den slags, som den russiske filmpioner Sergej Eisenstein legede med. Instruktøren hedder Pedro Almodovar, og scenen er en af nyere filmhistories bedst gennemførte sammenstilling af tre elementer; tyrefægter-teori, træning og menneskelig sex - sammen skaber de her en kompleks syntese, der beskriver samlejet og seksualiteten (Og sammenkobler man det med scenen inden, hvor den aldrende matador onanerede til en ulækker voldsfilm, får man billedet af en perverteret seksualitet). Summa Summarum; en filmisk begyndelse, der overrasker og forskrækker ligeså meget som Salvador Dali og Luis Bunuels filmhistoriske gennemskæringen af øjet i ”Den Andalusiske hund” (1929).
Dernæst starter en noget mere banal kriminalhistorie, der balancerer på kanten af det parodiske. Den unge tyrefægterlærling, Angel i skikkelse af en ung Antonio Banderas er en skrøbelig skikkelse. Han er, som Norman Bates i ”Psycho” underkuet af en stærk moder, der spænder ben for realisering af seksualdriften. En aften følger den unge mand efter den aldrende tyrefægters unge og smukke kæreste, som han forsøger at voldtage. Desværre går ladningen af i bukserne og den unge mand besvimer. Senere kommer han selv til politiet, indrømmer voldtægtsforsøget og erklærer sig skyldig i de mange mord, der har foregået i relation til tyrefægterskolen.
Midterdelen af filmen går med et forviklingsspil, der inkluderer et par kriminalbetjente, mordersken fra startsekvensen, den pensionerede tyrefægter og hans kæreste. Spillet glider af sted og kredser om hemmeligheder og dybe drifter, der styrer menneskernes handling. Midterdelen er klart filmens svageste. Det bliver til tider utroværdigt og banalt. Men hvor midten synes at være lettere rutinepræget, tager slutningen fat i den geniale begyndelse, og det hele ender i en række symbolske scener, der efterlader seeren chokeret og en filmisk oplevelse af dimensioner rigere.
Hos auteuren Almodovar nedbrydes de socialiserede vaneforestillinger. En mand er ikke bare en mand, og en kvinde er ikke bare en kvinde. Kønnene glider på bedste metroseksuelle vis, og de bizarre afkroge af menneskets psyke bores med et filmisk diamantbor ind i knoglenerven på seeren, der forføres ind i affektens rum. De stemningsmættede billeder spiller sammen med en gennemgående brug af musikalske temaer, og alt det forfører en ind i fortællinger, der på en gang er dybe og karikerede. Filmene bevæger sig genremæssigt ofte som her i rummet mellem drama, komedie og thriller. Ser man på Almodovars tidlige produktion, i hvilken sammenhæng man med rette kan betragte ”Passionernes labyrint” fra 1982 som en form for gennembrud, fremstår ”Matador”, som en film, der markerer et skift fra det meget ironiske og komiske til det mere tragiske. I ”Passionernes labyrint” kunne man opleve en 22årig Antonio Banderas og med ”Matador” ses han igen stærkt spillende. Her er han den unge Angel, der forguder sin tyrefægterlærer og kues af sin mor. Banderas og Almodovars samarbejde skulle således vise sig at fortsætte et godt stykke længere frem i Almodovars produktion. I rollen som den sadistiske tyrefægtermester spiller Nacho Martínes i øvrigt helt formidabelt overlegent. Ligesom Banderas optræder han i flere af Almodovars senere film. Det er således et af Almodovars auteur-kendemærker at gencaste skespillere i sine produktioner (som det også ses hos nybølge og Cahiers du cinema-frontløberen Godard, der gen-castede Belmondo og Karenina utallige gange). Fortsætter man ud af lighedsassociationssporet, er det bestemt også værd at bemærke, at Almodovar i sine senere film fortsætter med at bruge tyrefægtningen som metafor, og det på en bizar måde, der fastholder en Hemingwaysk fascination for den ekstreme underholdningsform.
Med ”Matador” lægges fundamentet for den videre produktion af Almodovarfilm, der udfordrer og forfører på en enestående måde. Et fundament der knytter sig til en ener indenfor filmkunsten. Med folkene omkring det banebydende franske filmmagasin Cahiers du Cinemas lancering af auteurbegrebet, fik filmteorien et normativt vurderingsredskab, der skilte håndværkeren, Mise en scene-instruktøren fra den enestående auteur, der med sine film skaber en filmisk produktion med sit eget særpræg. Og når instruktøren hedder Almodovar, ved man, at det man ser ikke er en solid jydsk hårdværkers stabile kram. Derimod er der tale om en kunstner, der folder hele palettens farver ud på det lyseksponerede lærred og skaber værker af en enestående karat.
Udgivelsen af ”Kærlighedens Matador” er blot en af de mange af Almodovars film, som Sandrew Metronome sender på gaden i anledningen af udsendelsen af DVDudgaven af Almodovars seneste fabelagtige film ”Dårlig Dannelse”, der havde biografpremiere i Danmark Oktober, 2004.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
