Skriv en kommentar
I begyndelsen af filmen er instruktørens, Andrei Konchalovsky, stemme lagt som voice-over og som forklarer, hvorfor han har valgt formatet 1:33:1. Formatet har været dominerende helt indtil slutningen af 20’erne. Konchalovsky havde sat sig som mål at ramme filmformatet fra den tids sovjetiske filmæra. Derfor er ”Kammerater” skudt i sort/hvid og med filmformatet 1:33:1. Med formatet og kameraets indfangelse af ’ikke-kendte’ ansigter/skuespillere lykkedes han med at skabe et autentisk Sovjet i 1960’erne.
Novotjerkassk i Rusland, juni 1962. Hovedrolleindehaveren, Lyuda Syomina (spillet af Julia Vysotskaya) er et højtstående medlem af kommunistpartiet og arbejder for den kommunistiske inderkreds på byens rådhus i Novotjerkassk. Hun bor sammen med sin gamle far (spillet af Sergei Erlish) og datteren Svetka (spillet af Yulia Burova). Faderen tager ofte sin soldateruniform på og får dagen til at gå med at ryge og drikke. Han mener, at USA ligeså godt kunne bombe Rusland og få det overstået. Han husker krigen, hvor kosakkerne også var ofre bl.a. en episode hvor en kosak fik skåret tungen af og klistret på hagen, mens han blev slæbt rundt i byen til skue for alle beboere indtil han døde.
Hans datter Lyuda arbejder hårdt for kommunistpartiet og prædiker gerne om kommunismen til sine omgivelser. Hun savner dog de gode gamle dage under Stalin.
Over aftensmaden diskuterer Lyuda og datteren Svetka højlydt. De er uenige om, hvad kommunismen og socialismen egentlig betyder og indebærer for befolkningen. Datteren mener, at Rusland har svigtet især arbejderne og fjernet sig fra den oprindelige idé om at kæmpe for arbejdernes vilkår og frihed. I stedet for er et autoritært oligarki blevet indført i Rusland, hvor de få’ og rige har magten samtidig med at de undertrykker befolkningen.
Dagene op mod 1-2 juni, 1962 udløses af prisstigninger på mad. Trods rationeringsmærker så er der mangel på mad og basale ting. Byens beboere demonstrerer mod prisstigningerne, som får fatale konsekvenser. Efter massakren har blodet sat sig fast i jorden og kan ikke fjernes. Derfor beordres det af det kommunistiske parti at asfaltere og en scene med dans og musik bliver sat op efterfølgende. Lyudas syn på kommunismen, som har været hendes tro/religion ændres samtidig med at hun søger efter sin datter, som har deltaget i de store demonstrationer.
Filmens ’æstetik’ og skuespil er gennemført og rammer en autentisk nerve og et ’nærvær’ især af Lyuda spillet af Julia Vysotskaya. Hendes ansigt udtrykker dyb bitterhed og en kynisme, som er så afmålt og kold, at disse kan opfattes som følelser. Replikkerne er desværre indimellem temmelig flade og gør persongalleriet todimensionelt i stedet for at give dem dybde. ”Kammerater” kan anbefales at ses på stort lærred i biografen. På den måde bliver formatet 1:33:1 nærmest ’mærkbart’ og kameralinsens ’indfangning’ af hvert eneste ansigt. Instruktøren har lavet et kæmpe forarbejde, at de skal ligne virkelighedens personer og dette giver publikum en forståelse for instruktørens prof. håndværk.
Den grufulde massakre ligger ikke så lang tilbage fra vor tid, tværtimod det er i 1962. Netop fordi den er skudt i sort/hvid, så virker den som et fortidslevn og man sidder tilbage med en underlig ’tom’ fornemmelse. Det er ærgerligt, fordi den netop skildrer minutiøst en rædsel og viser, hvad der fortsat finder sted i dag rundt om i verden, når massakre skal tildækkes/skjules for befolkningen.
