Skriv en kommentar
I disse strenge og anderledes tider er kunsten at begrænse danskernes yndlingsbeskæftigelse - nemlig samvær. Derfor kommer der lige her fra et bud på hvordan man kan forvalte den opfordrede isolation. CPH:DOX er blevet et genkendeligt brand for Copenhagen International Documentary Film Festival, som er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. Festivalen skulle have startet i går i fysisk format, men grundet Corona-virus, så er den som alt andet lukket ned. Det betyder dog ikke at filmene ikke har mulighed for at nå ud til publikum. Nu skal man bare logge på hjemmesiden (se link i faktaboksen) i stedet for, og så betale online for det man ønsker at se. Naturligvis er stemningen forsvundet i forhold til den samlende og sociale begivenhed det ellers ville have været, men tilbage står filmene og de er med garanti stadig gode og seværdige. Her skal det handle om den film som skulle have været åbningsfilmen i morgen.
Kampen Om Grønland følger 4 grønlændere, der på hver sin vis kæmper for et mere uafhængigt og selvstændigt Grønland. Alt for længe har de følt sig underminerede som nation, og særligt i forhold til Danmark som storebror. Det er tydeligt at de har en sag, for som rammesætning får vi flere tegn på at grønlænderne desværre stadig bliver set ned på, både når det gælder stereotyper for samfundsforhold og folkeslag. Paninnguaq og Josef er to af dem vi møder. De er gift og har musik og performance som fælles reference. Josef er rapper og udgiver egen musik. Hans tekster behandler Grønlands udfordringer og peger kraftigt fingre af det og de som er bremseklodser for udviklingsmuligheder. Paninnguaq er hans tro støtte, og selv står hun i et dilemma, hvor hun øver til en væsentlig rolle som Havets Moder i en musical. Hun har det dog anstrengt med at hun skal synge en solosang, som ikke er på grønlandsk – med den begrundelse at man mister publikum, hvis der synges på det nationale sprog. Så er der de to politikere Kaaleeraq og Tillie, som er meget ulig. Kaaleraq plauderer for at det simpelthen er tid til at nationen skal stå på egne ben, så grønlænderne ikke længere skal tilpasse sig dansk kultur og standard. Det er den eneste måde at kunne udleve sin identitet. På den anden side står Tillie, som netop har forladt socialdemokraterne for at stifte sit eget parti Samarbejdspartiet. Vi følger de to gennem forberedelserne til valgkampen og også efterfølgende, da valget er slut og stemmerne skal gøres op. For alle fire gælder det at Grønland synes at være en rigtig svær størrelse at rokke med, og at Nuuk som hovedstad slet ikke er det samlende vagttårn, men nærmere en selvstændig stat med bygderne som modpol.
Samtidig perspektiveres samfundets situation via indblik i bl.a. Donald Trumps anmodning om at købe Grønland, de stadig mange selvmord i landet og en ikke synderligt populær dansk statsminister. De 90 minutter er virkelig fornemt komprimeret og alt der vises synes at være relevant. Godt skåret og vedkommende fortalt af Kenneth Sorento og hans filmhold. Man kommer til tider til at skamme sig lidt som dansker undervejs, som en lille påmindelse om at vores land nok ofte – tilsigtet eller utilsigtet møver sig frem med spidse albuer på Grønlands bekostning.
Kampen Om Grønland klarer på fin vis at styre uden om enhver sentimentalitet. Den er hverken formanende eller bedrevidende. På bedste dokumentarisk vis viser den et Grønland, som til stadighed er til debat og som fortsat trænger til et eftersyn. Både på områder som vi kender til i forvejen, men også omkring temaer, som desværre ofte drukner i nyhedsstrømmen, hvis det overhovedet bliver dækket. 4 fortjente stjerner her fra til Kampen Om Grønland.
