Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Når instruktøren og skuespilleren Takeshi Kitano beslutter sig for at lave en familiefilm, ved man næsten på forhånd hvad dette indebærer. Kitano er kendt for sine forholdsvis voldsomme roller og film, og den pessimistiske og bandende Kikujiro afviger ikke meget fra Kitanos tidligere roller, han er bare blevet gjort mere børnevenlig, uden at dette går udover resultatet. Som familiefilm er den japanske ”Kikujiro” bestemt en sød og åben fortælling, men den taber uden tvivl de yngste igennem filmens langsomme fremdrift og den tunge emner (bl.a. pædofili bliver gjort til et letsindigt, mindre tema). For de ældre er der dog masser at elske, for filmen er spækket med spøjse episoder, karakterer og metaforer, men det børnevenlige skaber dog alligevel en afbalanceret og distanceret tilgang til hele filmen og dens indhold.
For at holde selve historien kort og simpel, handler ”Kikujiro” om drengen Masao der sammen med den ældre Kikujiro, foretager en lang rejse for at møde den mor han aldrig før har mødt. Et simpelt plot der dog bliver noget indviklet undervejs, og som sikkert taber mange vestlige seere pga. Kitanos narrativ, men stemningen kan man ikke tage fra ”Kikujiro”, for man har sjældent oplevet en familiefilm der er så sød uden på noget tidspunkt at nærme sig sentimentalitet. Hvis man har det fint med et langsomt tempo, er dette bestemt filmkunst der bør kunne nydes af de allermest krævende, og ligeså et frisk bud på en klichefyldt genre, som Hollywood længe har glemt at forny.
Udover et utal af sjove biroller er filmen centreret udelukkende omkring Masao og Kikujiro som hovedpersoner. Deres såkaldte road-trip udsætter dem begge for mange prøvelser der endda sætter dem begge i livsfare fra tid til anden, men med en stilsikkerhånd gør instruktøren Kitano dette ganske ufarligt og ofte endda til en morsom affære. Udover at tabe de unge samt vestlændinge undervejs er der ikke en finger at sætte på Kitanos instruktion, for manden er slet ikke i tvivl om hvordan man skaber stemning og billeddynamik selvom tempoet er langsomt. De to musiktemaer der dukker op i den ellers afdæmpede og ofte dialogfri lydside er ligeså smukke og iørefaldende. Som skuespiller viser Kitano dog ikke mange nye sider af sig selv. Som stereotyp skuespiller er han fantastisk i den rolle han så ofte gentager fra film til anden, her er han som sagt blot i en mere børnevenlig udgave, og det klæder ham at være rar under facaden. Masao bliver spillet af en skuespiller der ikke har lavet noget før eller siden på film (”Kikujiro” er fra 1999) af navn Yusuke Sekiguchi. Han mestrer sin anonyme rolle fint, og giver den tilmed lag, som jeg er ret sikker på ikke var Kitanos intention fra start af.
”Kikujiro” får hermed titlen som den mest modne familiefilm jeg har set til dato, og grunden til den ”lave” karakter er udelukkende at filmen mister en stor del af sin målgruppe undervejs. Takeshi Kitano har ofte udfordret sig selv som filmskaber siden, men dette er nok et af hans mere interessante projekter der går udover normen, hvor den noget mere ironisk selvhyldende ”Takeshis” kræver endnu mere af sit publikum.
Ekstramateriale – 2/6
Udover et interview med Takeshi Kitano på 25 minutter, er der kun en trailer. Interviewet indeholder dog mange gode spørgsmål og svar, der bl.a. oplyser at Kikujiro egentlig er en rolle der er navngivet og delvist baseret på Kitanos egen far. Interviewet bliver dog hen mod slutningen for tungt og gentagende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
