Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den franske instruktør Robert Guédiguan holder af at skildre livet i havnebyen Marseilles, hvor han selv er født i -53. Det har han bla. gjort i ”Marius & Jeanette” (-97) og i ”Byen er stille” (2000). I Marseille finder han stadig klassesamfundet, og ikke mindst den helt særlige arbejderkultur som også, i en måske lidt forenklet sammenligning, vores egen Erik Clausen finder i København.
Michel, der er havnearbejder og fagforeningsmand står for lodtrækningen, da en del mænd skal fyres. Han har lagt sit eget lod i tromlen og fyrer dermed sig selv. Hans kone, Marie-Claire bekræftes blot i sin mands integritet og ser fortrøstningsfuldt på fremtiden. Imens passer hun sit job som omsorgsfuld hjemmehjælper. Til parrets guldbryllup forærer familie og venner dem en rejse til Kilimanjaro – et årelangt ønske der ikke mindst udspringer af en gammel schlager (her gemmer filmens titel sig). Kort efter er Michel og Marie-Claire ofre for et hjemmerøveri, hvor både rejse og rejsepenge stjæles.
Instruktøren bruger forbrydelsen mod arbejderparret til at problematisere forholdet mellem generationer der har kæmpet for bedre sociale forhold og rettigheder og holdt fast i historien, og en generation der ikke kender historien og tilsyneladende fremstår usolidarisk og egoistisk. Måske Michel er instruktørens talerør, når han selverkendende siger at ´vi har glemt at fortælle de unge historien´.
Guédigan lader også konflikten komme til udtryk ved Michel og Marie-Claires børns modstand mod at forældrene ikke blot falder til ro og nyder deres otium, men insisterer på den udvikling der ligger i solidariteten, ja kærligheden til medmennesket. De to kommer aldrig til at nøjes med at nyde en drink på terrassen, imens børnebørnene løber om benene på dem. De voksne børn fremtræder således mere konservative end deres forældre. Ikke desto mindre fornemmer man, at instruktøren har store forhåbninger til børnebørnene, næste generations børn der kommer til at spille en hel central rolle i filmen (ingen spoiler her).
En film som ”Kilimanjaros sne” er sjælden i dag. Guédigan skjuler ikke, at han er vestreorienteret og ligesom sin hovedperson Michel kender sine revolutionære/marxistiske begreber, hvorfor skulle han det. Det forunderlige er nemlig, at instruktøren formår at fortælle sin klassehistorie på en måde så man forstår, hvor fatalt det er for et demokratisk retssamfund, når arbejderklassens sociale kampe glemmes og humaniteten tilsidesættes. Man lægger mærke til, at der ikke tales om globaliseringens og verdensøkonomiens konsekvenser for samfundene og dets borgere, men om den enkeltes ansvar.
Instruktøren fortæller lydefrit med mere vægt på person- og miljø-skildring end bemærkelsesværdige billeder. Vi sender en venlig tanke til den engelske realistiske tradition for indtrængende skildringer af mennesker i de laveste sociale lag, og glæder os over gedigne skuespillerpræstationer langt fra glamour og stjerneglans.
Der er intet ekstramateriale på dvd-en.
Midget Entertainment .
