Skriv en kommentar
Quentin Tarantino, manden bag bl.a. Pulp Fiction og Håndlangerne, er kendt for sine nyskabende og meget anderledes film og sin brug af til tider overdreven vold som kunst. I Kill Bill - volume 1 skaber han et nyt filmisk univers. Filmen bygger på idéen, at den bestemt ikke skal ses som en reality film, men som en film, der foregår i en helt anden verden, hvor kvinden ikke er det svage køn, men kæmper på lige fod med mændene.
Kill Bill - volume 1 indeholder stærkt overdrevne kampscener og masser af blod, hvilket medvirker til, at man ser volden som sjov kunst og bestemt ikke skræmmende. Filmen er opdelt i kapitler, hvilket gør, at man føler, man er en del af en levende bog. Filmen er ikke bygget op i kronologisk rækkefølge, den springer i handlingen. Fx er kapitel 3 opbygget udelukkende som Animé tegnefilm (japansk tegnestil). Kill Bill er filmene, som begyndte som en film, men som endte som to pga. meget materiale, for spændingen i dem og af hensyn til publikum, men mon ikke Tarantino også får lidt kontante fordele ud af opdelingen.
Kill Bill - volume 1 handler om den tidligere lejemorder Black Mamba (Uma Thurman) også kaldet ’bruden’. Hun var tidligere en del af en eliteenhed af lejesoldater kaldet Deadly Viper Assassination Squad (DiVAS). Alle deres kalde-navne var taget fra dødelige giftslanger, hvor den mest dødelige af dem alle er Black Mamba. Black Mamba forlader gruppen for at leve et stille og mere normalt liv, men dette vil DiVAS ikke gå med til. Da Black Mamba skal giftes og venter et barn, dræber Bill (hendes tidligere chef og kommende mand) og DiVAS hele bryllupsselskabet, og de er sikre på, at de også har dræbt Black Mamba.
En Texas Ranger kommer tilfældigt forbi kirken, hvor alle bryllupsdeltagerne ligger dræbt, og finder Black Mamba gravid og iført brudekjole i en stor blodpøl. Det viser sig, at Black Mamba ikke er død, men har overlevet Bills nådesløse behandling. Hun ligger i koma i hele 5 år, og Bill har i mellemtiden været tæt på at tage livet af hende, men fortryder i sidste øjeblik, da han er bange for at ødelægge sit rygte. Da hun vågner, er det noget af en overraskelse, hun får, da hun finder ud af, at sygehjælperen har solgt hendes immobile krop til sex. Han bliver dermed den første i rækken, som dræbes af Black Mamba.
Når hun vågner, er hun utrolig hævntørstig og kan næsten ikke vente med at dræbe de mennesker, der har kostet hende 4 år i koma og som har dræbt hendes barn. Efter at have genvundet følelsen i benene drager hun imod Okinawa i det sydlige Japan for at skaffe sig et samurai-sværd smedet af den store ninjitsu mester Hattori Honzo (Sonny Chiba). Derefter krydser hun klinger med Vernita Green – Copperhead (Vivica A. Fox) og O-ren Ishii – Cottonmouth (Lucy Liu), som også var en del af massakren. Kampen imod O-ren Ishii og hendes private hær The Crazy 88s ender i det rene blodbad, som varer hele 10 minutter. Her er kampscenerne helt i top, og der bliver ikke vist nåde på nogen måde. Om hun får dræbt Bill, må vi vente med at finde ud af, til Kill Bill volume 2 kommer i biograferne til 'marts'.
Filmen er bygget op som en action-thriller og indeholder en masse forskellige genre. Når man ser filmen, kan man både genkende situationer fra spagetti-westerns, japanske samurai-film, kinesiske kampsports-/actionfilm og japansk tegnefilm Animé. Det gør, at filmen hele tiden overrasker med noget nyt, og at man sidder fremme i biografsædet. Kill Bill har næsten ikke set skyggen af en computer, hvilket bare gør den endnu mere fantastisk at se på. I kampscenerne har Yuen Wo-Ping (The Matrix og Tiger på spring) stået for kampkoreografien, og man må sige at han har gjort det fantastisk.
Musikken i filmen er et helt kapitel for sig selv. Tarantino forstår virkeligt, at lægge musikken på, så den passer helt perfekt til billederne. Han gør i stor stil brug af kontrapunktisk musik, hvilket han også især gjorde i Pulp Fiction. Han forstår at bruge et halvkikset nummer i en sammenhæng, som gør at situationen forstås meget bedre, og musikken ikke ses som kikset i den sammenhæng. Filmen indledes med, at Black Mamba ligger døende og gisper efter vejret, imens Nancy Sinatras: ”Bang bang, my baby shot me down” spilles. Igennem filmen hører man bl.a. det tyske band Neu! og George Zamfirs panfløjte.
Skuespillet er også godt i Kill Bill - volume 1, Uma Thurman spiller fantastisk som den hævntørstige ubarmhjertige Black Mamba. En af årsagerne er nok, at rollen er skrevet til hende, så hun passer perfekt ind på mange måder. Da Tarantino arbejdede med hende under Pulp Fiction, fik han idéen til Kill Bill og var sikker på, at Uma Thurman skulle besætte hovedrollen. Lucy Liu gør det også utrolig godt som den viljefaste O-ren Ishii, som virkelig tror på sig selv. David Carradine, der spiller Bill, fremstår mest som en skygge i volume 1, så det er ikke meget skuespil, vi får at se fra hans side, men vi kommer helt sikkert til at se mere til ham i 2’eren.
Alt i alt er Kill Bill - volume 1 en utrolig fascinerende film, som virkelig fænger publikum. Tarantino har bestemt ikke skuffet med sit nye isæt til filmverdenen, det er bare lidt ærgerligt, at man skal vente næsten 5 mnd på to’eren.
