Skriv en kommentar
De to håndlangere Frankie (Scoot McNairy) og Russell (Ben Meldelsohn) udfører det perfekte kup ved at røve de andre gangstere, mens de gambler deres penge væk. Alle tror det er Markie Trattman (Ray Loiotta), der endnu engang har røvet sit eget sted, så ingen peger mod de to ukendte fisk – i hvert fald ikke før Russell i en hashtåge kommer til at tale over sig.
Bagmændene hyrer Jackie Cogan (Brad Pitt) til at stramme nettet om de to røvere, men i dette miljø er det ikke til at sige, hvem der bliver straffet – den som er skyldig, eller den som folket tror er skyldig. Uanset kommer blodet til at flyde, mens de kriminelle institutioner falder for de nye bureaukratiske normer og finanskrisens hårde tag på forretningen.
The Drivarted
Filmen er en kombination af to hårde drenge i samme klasse, den effektive Drive og den hårdkogte The Departed. Filmen balancerer perfekt mellem at portrættere det ultra voldelige gangster-miljø, der kan overraske dig hvert sekund, tilsat nyfortolkede ”gamle” visuelle effekter. Da Markie Trattman (Ray Liotta) bliver slået ned op ad en bil i silende regnvejr, går kameraet ind og overfokuserer billedet så dele af det står alt for skarpt. Man får næsten ondt i øjnene, hvis ikke det kun var for et split sekund.
Som i dette klip og så mange andre, er der også skruet helt op for lydeffekterne, så alt er sat ind for, at tilskueren skal være en del af øjeblikket. Castet er en delvis god blanding af folk man har set fra gangster-spækkede Goodfellas og The Sopranos tilsat Mr. Brad Pitt himself. Delvist, fordi det hele til tider kan virke for genkendt, men filmen bliver heldigvis reddet af de to nye drenge i klassen, de to røvere Scoot McNairy og Ben Mendelsohn, der tilføjer noget frisk og spøjst til det ellers støvede cast.
Manuskriptet er fantastisk og tilskuerens intelligens tages ikke for givet, men bliver konstant fodret med nye ben at tygge på. Det er dog svært at spotte disse godbidder i biografen, da de danske undertekster er noget nær rædselsfulde og dræber den underforståenhed, der leveres formidabelt af flere af skuespillerne, herunder Brad Pitt.
In America you’re on your own
Filmen gør meget ud af at dvæle ved detaljer og at give tilskueren en fair chance for at komme ind på livet af de hårde fyre. Dette er blot for at man skal forstå, at de alle er individer med forskellige forestillinger om virkeligheden og håb om fremtiden. Instruktøren understreger dette noget så ironisk ved at lade Obamas taler fra valget i 2008 flyde i baggrunden mellem det ellers stilsikre soundtrack. Filmen formår at sætte en fed streg under, at USA ikke er befolket af ét folk og at alle ikke har en chance for at blive til noget - selv på den forkerte side af loven er de kriminelle mindst lige så skæbneramte og forskellige som os andre.
Brad Pitts karakter Jackie fungerer som talerør for instruktøren Andrew Dominiks antydninger omkring USA og dets befolkning. Jackie har ingen tillid til andre og har som offer for den postmoderne kultur droppet håbet om Den Amerikanske Drøm, og derimod proklamerer ”In America you’re on your own”. Pitt leverer en solid, men til tider ensformig præstation af et sørgeligt individ. Jackie er muligvis den karakter tilskueren kommer til at identificere sig mest med, da han det meste af filmen er meget neutral i hans gøren og væren, før ’bomben springer’ til slut. Han gør, som han får besked på og leverer varen, dog ikke uden diverse fnys over, hvordan den kriminelle verden er blevet bureaukratisk og at ledelsen halter i den finansielle krise.
Med en introduktion som i Killing Them Softly, er det svært at fare vild i resten af filmen. Udover at billedet siger meget, klippes der meget hårdt i lyden, som her er taler fra Obamas valgkamp, da han var oppe imod John McCain. Der bliver konstant klippet mellem stilhed og taler, hvilket gør, at man i resten af filmen vil prøve at støbe det budskab sammen, som Obama proklamerer og sætte det op imod filmens eget budskab.
På trods af, at Obamas taler i denne film bliver brugt til at understrege deres ’fejlagtighed’, ligger der ikke et decideret had til ham fra instruktørens side. Dominik får sit budskab klart og tydeligt frem, og gør det fabelagtigt med denne film, som man bør se for at få et nuanceret billede af nutiden USA.
