Skriv en kommentar
En igangværende trend inden for Hollywoods big-budget action- og superheltefilm er, at vende de velkendte genreforventninger på hovedet. Efter næsten et årti hvor actionheltene ikke kunne blive barke, bryske og forbitrede nok (Jason Bourne, Bruce Wayne, James Bond) og universet ikke kunne blive mørkt, trist og dystert nok (The Dark Knight (2008), Man of Steel (2013), er vi nu begyndt at se en ny bølge af mere komiske og selvironiske actionfilm, især betegnet ved Marvel’s store succes-satsning, Guardians of the Galaxy (2014). Kingsman lægger sig i forlængelse af den tendens, og er et tydeligt forsøg på at starte en ny action-franchise, baseret på en populær tegneserie.
Den unge småkriminelle og socialt belastede Eggsy (Taron Egerton) bliver headhuntet til træningsprogrammet i organisationen Kingsman – en uafhængig, international og tophemmelig spionorganisation med masser af gammeldags gentleman charme. Her oplæres han af den velklædte og veltalende spion Harry Hart (Colin Firth), samtidig med at en global trussel opstår, i form af en forskruet IT-milliardær (en læspende Samuel L. Jackson), med en ond plan om at rense ud i menneskeheden.
Et sådant handlingsreferat lyder som en af de tidlige James Bond film, eller en dårlig B-films udgave deraf. Og det er faktisk meningen. Kingsman italesætter nemlig sin egen mission om at ryste genreposen og gå i en ny retning, både i dialogen og i ekstravagante over-the-top sekvenser. (Mest outreret er en scene med et hav af eksploderende menneskehoveder, ledsaget af klassisk symfoni).
Hensigten er tydelig, men det er desværre som om at de mange selvrefleksive referencer og ”wink-wink” hentydninger spænder ben for morskaben. Det bliver aldrig helt ligeså løssluppent og befriende, som med den umage gruppe i Guardians of the Galaxy (2014). Underholdningsværdien fejler sådan set intet i løbet af filmens spilletid, men projektet virker for konstrueret og sammensat til at være medrivende.
