Skriv en kommentar
Kød & Blod lægger faktisk så godt ud, at jeg ville ønske, at nogen havde stoppet den efter 45 minutter og erklæret, at dette blot var pilotafsnittet i en ny serie dansk på 10 afsnit.
På mange måder er filmens første halvdel også den bedste. Den indledende mystik omkring det kriminelle familieforetagende og dets præcise natur, er utroligt spændende. Dialogen er super sprød, og taler en del mere op til publikum, end vi er blevet vandt til i genren. I hvert fald i Danmark.
Historien er i sig selv ret simpel. Den 17 årige Ida (Sandra Guldberg Kampp) mister sin mor i et biluheld, og er nødsaget til at flytte ind hos sin moster, Bodil (Sidse Babett Knudsen), og dermed også direkte ind i hjertet af i en vaske ægte gangsterfamilie. Ida finder, i form af sine fætre Jonas (Joachim Fjelstrup), David (Elliott Crosset Hove) og Mads (Besir Zeciri), hurtigt et nyt og stærkt fællesskab, som i starten giver løfter om det familiebånd, hun så desperat har manglet. Long story short: De har måske ikke den allerbedste indflydelse på hende.
Castet er noget nært perfekt. I hovedrollen har vi Sandra Guldberg Kampp, som leverer en kompleks og overbevisende præstation, der lander et godt sted mellem barn og voksen, men uden, at der er tale om en form for edgy teenager.
Sidse Babett Knudsen leverer som gangsterfamiliens manipulerende matriark, en solid præstation. Hun spiller på mange måder præcis som forventet, hvilket er en utrolig god ting, når man taler om Sidse Babett Knudsen.
I forhold til de tre brødre, er både de enkelte præstationer, såvel som deres interne dynamik, utroligt velfungerende og fascinerende. Især skiller Elliott Crosset Hove sig ud, med hans indadvendte og kaotiske bud på familiens sorte får.
Som det nok står klart allerede nu, så er der rigtig mange gode grunde til at se Kød & Blod. Det er også sandt, men selvom filmen gør rigtig mange ting rigtig godt, så er det stadigt værd at se på, hvor filmen lige mangler saft og kraft.
Som jeg ser det, så har filmen kun en enkelt større mangel. Filmen har lidt en dualistisk genre, som om man ikke har kunne helt bestemme sig for enten ”Gangster-Afdeling Q-agtig-Underholdning”, hvor der er skruet en tand op for stereotyperne, eller et mere nordisk socialrealistisk drama. Generelt er både instruktørstilen og manuskriptet meget tættere på det førstnævnte, men efter hånden som filmen skrider fremad, er det som om, at manuskriptet lige pludselig hellere vil være ”Nordvest”-socialrealisme.
Der er naturligvis overlap i genrene, men skiftet er ret akavet, og det gør desværre, at dramaet bliver mindre interessant hen mod slutningen, da det ikke helt kan følge med på det niveau, filmen ellers har lagt op til hele vejen igennem.
Hvis man elsker at overanalysere, ville man sikkert kunne argumentere for, at den distancerede, lidt Denis Villeneuve-agtige tilgang til realisme, afbrydes af kold socialrealisme, på samme måde og tidspunkt som konsekvenserne og virkeligheden rammer vores hovedperson Ida, men jeg tror desværre ikke helt, at det skal tolkes sådan.
Dette er ikke en dealbreaker, men det er virkelig en skam, eftersom at det betyder, at filmen mere eller mindre peaker et sted midt i. Det gør ikke så meget, når man sidder hjemme og tænker over filmen, men i biografen var det ærgerligt, at man kunne mærke, at filmen gik ned i niveauet hen imod slutningen.
Alting taget i betragtning så er Kød & Blod underholdene, velspillet og utroligt interessant at følge med i.
En film, som ikke laver alle standardfejlene er sjælden nok i sig selv, og når den endda er en instruktørs første spillefilm, er det virkelig imponerende. Jeg håber inderligt, at instruktør Jeanette Nordahls, samt resten af holdet bag filmen, går i gang med deres næste 10 projekter med det samme.
