Skriv en kommentar
Øvelse gør mester. Det er en læresætning, spanske Pedro Almodóvar antageligt har indprentet sig. Måske er den ligefrem med i hans aftenbøn. Et faktum der ikke kan modargumenteres er, at materialet er både bedre og dybere end forgængeren, hver gang en ny film ser dagens lys.
Gennemgående er emnet sex og erotik. Det handler om at være i følelsernes vold og ikke mindst om at kunne tackle kærlighedens mangehovedede monster. Det handler om at kunne styre sine drifter og ikke lade sig styre af dem. Der findes næppe nogen nulevende instruktør, ud over Almodóvar, der i den grad har gjort det til sin ekspertise at beskrive disse dæmoniske følelsesudbrud.
Som oftest gør Almodóvar flittigt brug af det klassiske amerikanske melodrama til at formidle sine fortællinger. ’Kødets Lyster’ er ikke nogen afstikker fra denne ensrettede vej.
Med særligt vægt på trekantsdramaets handlingstråde lander filmen på sit sensuelle leje. Året er 1970. I en bus i det centrale Madrid nedkommer den prostituerede Isabel ( Penélope Cruz ) med en velskabt søn. Sønnen er Victor Plaza ( Liberto Rabal ). Tyve år frem i tiden. Vor tid. Victor er nu tyve år gammel. Klarer sig til dagen og vejen som pizza bud. Han drages af den underskønne Elena. Følelserne er ikke gensidige. Et besøg i hendes lejlighed får afgørende indflydelse på Victors fremtid. Et skænderi udvikler sig og påkræver politiets opmærksomhed. Situationen ender i en hårdknude, hvor den ene betjent – David ( Javier Bardem ) – rammes af en kugle, der lammer ham fra livet og ned. Ansvaret placeres hos Victor, der ryger seks år bag tremmer. I mellemtiden bliver Elena og David gift. Det er som at gnide salt i Victors blødende sår. Da han løslades, støder han ustandseligt på Elena og David. Jalousiens ild antændes og udvikler sig til et trekantsdrama, der efterlader deltagerne tabt på gulvet imellem følelser af had og kærlighed. Flere dybt bevarede hemmeligheder ser dagens lys og puster til ilden.
Intelligent skuespil. Medrivende drama. En historie der giver stof til eftertanke. Superlativer kan der ikke spares på om dette højeksplosive kærlighedsdrama. Spanske Pedro Almodóvar er for alvor ved at træde i karakter som europæisk førsteelsker inden for film branchen. Hans fortælleteknik bliver stadigt mere sofistikeret og elegant.
Skuespillet leveres med en nærværende intensitet, der indkapsler publikum i sin hule hånd. Hvor meget man end kæmper, slipper man ikke fri af jerngrebet. Og det er godt. For på den måde bliver man vidne til en af Pedro Almodóvars største evner. Hans evne til at vende svagheder til styrker er uovertruffen. Hvor skuespillet i hans tidligere film var en absolut svaghed, fremstår det nu stærkere end nogensinde. Trekløveret Javier Bardem, Francesca Neri og Liberto Rabal, som David, Elena og Victor, yder alle en intens indleven i deres figurer, hvilket gør ’Kødet Skælver’ til en stærk og højdramatisk oplevelse.
Oplevelsen havde ingenlunde været den samme uden skuespillernes kapaciteter. Man kan lige så godt se det i øjnene. I bund og grund er substansen i ’Kødet Skælver’ en ganske banal og ordinær historie, der er blevet fortolket, vidt og bredt på tværs af lande og riger, mange gange før. For at den kan blive interessant som film kræver det derfor en ekstra dimension. Leverancen af den ekstra dimension står skuespillerne, på ekstravagant vis, for.
Hvor humoren plejer at være i højsædet hos Almodóvar, om end gerne i ret bizarre udgaver, er den for en gang skyld trådt i baggrunden. Alligevel fornemmer man konstant dens tilstedeværelse. Der er en lurende følelse af, at den gemmer sig lige under overfladen og dukker op, hvis man skræller det yderste lag af. Det er endnu en af Almodóvars uafvigelige forcer. Med sin fortælleteknik er han i stand til at fortælle en film, som kunst, på en måde, som kun landsmanden Salvadore Dali forstod det. Helt vilkårligt er det derfor næppe, at flere af Almodóvars film henleder tankerne på netop Dali.
Resultatet er et medrivende drama, der måske halter lidt på fortællesiden, men til gengæld er i stand til at indhente det forsømte på udtrykssiden og igennem skuespillernes virke. På den måde tegnes et på en gang grimt og smukt billede af livets faldgruber. Livets hjul drejer rundt og rundt. Og det bliver det ved med, selv om der ind imellem opstår grus i maskineriet.
Når man investerer i nye film udgivet på dvd-mediet, er det efterhånden reglen, frem for undtagelsen, at det ud over filmen indbefatter en vifte af ekstramateriale i form af slettede scener, inteviews osv. Det er der af uransagelige årsager ikke blevet plads til i dette tilfælde, hvorfor en egentlig bedømmelse af ekstramateriale ikke kan komme på tale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
