Skriv en kommentar
Længe før middelalderen, i den tid hvor det romerske imperium var på sit højeste, og hvor det strakte over det meste af Europa, rasede en krig i Brittanien. Det var i den tid kaldet den mørke tidsalder og der var barbariske forhold overalt. Gennem deres krigstogter er romerne stødt på mange vilde og krigeriske folk, men ingen så dygtige til kamp og så fuldendte ryttere, som de stolte sarmatere langt ude østpå. Romerne fik dog overvundet dem, men valgte at bruge disse mænd i deres egne rækker. En flok af dem, Lancelot, Gawain, Galahad og de andre kendte fra historierne, var netop disse sarmatere, bragt til England for at kæmpe for romerne mod de vilde woads nordfra, der truer romerrigets sikkerhed. Disse woads bliver ledet af den mystiske Merlin. I England bliver sarmaterne ledt an af den store romerske hærfører Arturius (Clive Owen), Arthur blandt hans mænd, som kæmper en hård kamp for at holde sammen på det hele. Det bliver ikke bedre da en ny trussel nærmer sig sydfra i form af en stor og krigerisk hær af saksere, der gerne vil indtage Brittanien.
Som man nok kan forstå er det ikke en helt almindelig fortælling om Arthur, faktisk kan man stort set glemme alt hvad man ved om legenden, for den er skrevet pænt om i denne film. Filmen er instrueret af Antoine Fuqua, som er blevet sat på verdenskortet med hans tidligere mesterværk, Training Day fra 2001. Han har et ret lækkert tag om film, og fokuserer meget på at skabe spænding i momentet. Det er en meget mørk og dyster verden han får kreeret og alt i alt virker det ret godt må man sige. Den er en anelse poppet her og der, og det er måske hans musikvideobaggrund der skinner igennem. Fuqua holder effekterne i stramme tøjler og satser meget på det mere naturlige, og det formår han faktisk at få til at virke ret godt. Manus er skrevet af David Franzoni, som før har givet os småting som Gladiator og Amistad. Man må sige at han godt kan lide historiske film. Soundtracket er ganske mesterfuldt lavet af ingen ringere end Hanz Zimmer og han er knaldende dygtig til at lave store pompøse temaer til film der skal være episke. Gladiator var et af hans værker, og det samme var The Last Samurai, Pirates of the Caribbean og omkring 1000 andre store film. King Arthur byder på et væld af skuespillere, og overraskende mange af international karakter. Svenske Stellan Skarsgård, tyske Til Schweiger, italienske Ivano Marescotti og så selvfølgelig også danske Mads Mikkelsen. Ret forfriskende at se skuespillere af så mange nationaliteter. Og hvorfor ikke, i filmen kommer de jo alle sammen fra andre steder end England, så accenter er vel ok. De gør det egentlig også ok uden at være prangende. Særlig kunne jeg lide Stellan Skarsgårds tavse men meget meget onde Cerdic, leder af de meget meget onde saksere. Mads Mikkelsens rolle som ridderen Tristan er noget todimensional. Han er en fåmælt jægeragtig type, som samtidig er ret badass som kriger. Man kommer hurtigt til at holde af Tristan, fordi han er så dygtig og samtidig er en mand af handling. Han falder dog en anelse igennem med hans engelsk, desværre.
Kong Arthur kan bedst beskrives som anderledes. Men på den gode måde. Der er ikke den store dybde i karaktererne og mange af de ting der sker mellem dem virker lidt påtagede og platte. Derudover har filmen et problem med dialogen, som ikke altid er for heldig. Men ellers er denne film et stykke seværdigt actionbrag, som absolut er en biograftur værdig. Glem alt om forventninger til legenden om Arthur og hvad man synes man ved om det. Kan man det, skal man nok blive underholdt.
