Skriv en kommentar
Remakes og reboots er noget Hollywood's producenter aldrig bliver trætte af. Man kan blot kaste et blik på superheltegenren, hvor vi i løbet af de sidste 15 år har fået 3 forskellige versioner af Spider-man. Man kan såmænd også bare kigge på næste uges udgivelser, hvor bl.a. Disney klassikeren, "Beauty and the Beast", får sin genfødsel på det hvide lærred. I det hele taget lever nostalgien stadigvæk i bedste velgående i Hollywood. Så længe kvaliteten og interessen er der, så gudskelov for det. Warner Brothers' nye satsning, "MonsterVerse" (en serie af monsterfilm, der er forbundet med hinanden) blev skudt, en anelse ujævnt, i gang med den middelmådige "Godzilla" (2014), hvor filmens titelkarakter, kæmpeøglen Godzilla, kun var på skærmen i omkring 10 minutter, og filmens egentlige højdepunkt var Bryan Cranston's medvirken i filmen. Nu har man så forsøgt sig med nummer to film i rækken, nemlig Kong: Skull Island. Og den gør det den skal, nemlig at underholde.
Året er 1973. En hemmelig organisation i den amerikanske regering, Monarch, har opdaget en ny ø på verdenskortet. Den karismatiske og luskede embedsmand Bill Randa (John Goodman) og geologen Houston Brooks (Corey Hawkins) går straks i gang med forberedelserne til ekspeditionen og hyrer bl.a. den desillusionerede Captain James Conrad (Tom Hiddleston), den idealistiske krigsfotograf Mason Weaver (Brie Larson) og Oberstløjtnanten Preston Packard (Samuel L. Jackson) samt hans deling af amerikanske soldater. De sejler med stor optimisme af sted imod øen, som de finder ud af er, Skull Island. Hjemsted for Kong, en mildest talt gigantisk abe, og andre overnaturlige skabninger, heriblandt de glubske Skull Crawlers, som kæmper imod Kong om pladsen øverst i fødekæden. Gruppen og Kong's førstehåndsindtryk ender i den grad galt. Det ender med at gruppen strander på øen, uden nogen form for kommunikation med omverden, og først og fremmest skal kæmpe for deres egen overlevelse.
"Kong: Skull Island" er en larmende, hæsblæsende og underholdende monsterfilm, der byder på overdådige effekter og solidt skuespil fra de ledende roller. Der er for første minut et virkelig højt tempo, som holder hele vejen igennem filmen. Det fungerer, men det koster også på en anden front. De følelsesmæssige og mere stille øjeblikke imellem Kong og de overlevnende føles malplaceret og ude af kontekst. Måske en anelse forceret, for at vise at Kong også er en følsom skabning. For i modsætning til Peter Jackson's fortolkning af abekongen, den mere poetiske udgave fra 2005, hvor der virkelig var lagt tryk på pathos, og Kong var fremstillet som en ensom sjæl, så er Jordan Vogt-Roberts (instruktør) udgave langt mere action baseret. Denne udgave fungerer langt bedre, når eksempelvis Kong kæmper de storslåede kampe imod vanskabningerne "Skull Crawlers", og han smadrer Packard's tungt bevæbnede helikoptere, som forsøgte han at ødelægge et stykke legetøj.
Altid seværdige John Goodman og Samuel L. Jackson er godt castede og ser ud som om de morer sig i rollerne, hvilket gør det sjovt at se på. Specielt Packard's personlige vendetta imod Kong, passer perfekt til Jackson, og han giver også rollen en del kant. Brie Larson og Tom Hiddleston, som må anses for at være to af Hollywoods absolut mest eftertragtede skuespillere på nuværende tidspunkt, kæmper for det og gør det fint, men deres karakterer er en anelse flade og klichéplagede, til at man virkelig kan engagere sig i dem. Med det in mente, får de alligevel etableret en troværdig kemi, uden det dog sitrer på nogen måde.
Der er generelt for mange uinteressante biroller med i filmen, men John C. Reilly, som den skøre Hank Marlow, der har været strandet på øen i 28 år, gør det fortrinligt og er egentlig den karakter - udover Kong selvfølgelig - der er den mest interessante og underholdende. Terry Notary er manden bag Kong i denne udgave. I 2005 var det Andy Serkis (bedst kendt som Gollum fra Ringenes Herre), der lavede Motion Capture for den store abe, og det gjorde han sublimt. Notary gør det på sin egen måde, respekt for det, og giver Kong en noget mere rå og hærget udstråling, og det passer perfekt til filmens præmis.
Lydsiden er overdådigt spækket med 70'er klassikere såsom "Bad Moon Rising" af Creedence Clearwater Revival, "Paranoid" af Black Sabbath og "Down On The Street" af The Stooges. Det supplerer fornemt filmens atmosfære, specielt når Kong viser sig for første gang, og anlægget i helikopteren brager løs, alt i mens han går til angreb.
Med "Kong: Skull Island" har den relativt ukendte instruktør John Vogt-Roberts, i samarbejde med sin filmfotograf Larry Fong og manuskriptforfatterne Dan Gilroy og Max Borenstein, skabt en bogstavelig talt monumental film. Den rammer ved siden af i de stille og følelsesmæssigt betonede sekvenser i filmen og er bedst, når actionen brager løs, og Kong får lov til at kæmpe de visuelt overlegne kampe imod diverse monstre og soldater.
Det er en hæderlig monsterfilm, og det er stor, brutal, højtråbende og gedigen action underholdning for alle pengene.
