Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
The World Of Han...
Ny Film Om Afdel...
Marvel-Amok: 22 ...
Cinema Made In I...
Interview Med Da...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

White Boy Rick
White Boy Rick billede

Happy Death Day 2 U
Sådan Træner Du ...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Kongens store tale

3. marts 2011 af Ana Janic

4 stjerner Skriv en kommentar

Kongens store tale billede

Med fire af de vigtigste Oscarstatuetter med i rejsegodset fra Hollywood, gør Kongen sig nu klar til at holde sin storladne tale på dansk jord …

Da manuskriptforfatteren David Seidler besluttede at skrive en film om kong George VI´s heroiske indre kamp mod den hæmmende og selvfornedrende talefejl, han havde udviklet som barn, og som havde plaget ham som voksen, spurgte han først dennes kone, Dronning Elizabeth, om lov. Damen svarede ja, men tilføjede skælmsk – ”dog ikke i min levetid.” Ingen kunne have forestillet sig, at dronningen ville få hele 101 år på bagen, og David Seidler måtte altså vente 30 år, før han kunne omsætte kongens legendariske talefejl til et nærgående og taktfuldt projekt om en mands personlige odyssé mod sin egen selvdefinerede identitet. Som barn havde Seidler selv døjet med en del talebesvær, så han havde både dyb forståelse og lutter beundring for kongens hårdnakkede fight mod sit svidende handicap.
Måske derfor fremstår Kongens tale stor …

Det lå slet ikke i de så anpriste skæbnekort, at den generte og reserverede George (Colin Firth) skulle blive Englands konge. Tronens pomp og kongestolens pragt tilfaldt storebroren, den udsvævende og selvcentrerede Edward (Guy Pearce), men en forbudt affære med en to gange skilt society-kvinde distancerede Edward fra kongepositionen. Forblændet af kærlighed, der var uforenelig med royaltys formmæssige rigiditet, abdicerede Edward tronen i 1936. Han overdrog anseelsen, ansvaret og autoriteten til sin yngre, mere indelukkede, mindre selvhævdende broder George.

God bless the King, croonede nationen ikke just, for George var ikke nær så kommunikativ som Edaward, og så stammede han. En fatal forhindring for en konge, hvis retoriske evner skulle være den primære håndsrækning til nationen. Han kunne næsten ikke ytre en simpel sætning uden at stamme, knap en lang tale. Han var åbenlyst påvirket af sin slet klangfulde inhibition, og hans selvundertrykkende væsen gjorde ham ikke særlig populær. A work in terrible progress, kunne man passende beskikke denne reducerede udgave af en konge in the making.

Heldigvis var kongens udkårne den seje og sympatetiske Dronning Elizabeth (Helena Bonham Carter), som uanfægtet tog kontakt til taleterapeuten, Lionel Logue (Geoffrey Rush), hvis excentriske tilgange måske lige netop var dén imødesete løsning, som den efterhånden opgivende konge havde brug for.

Indledningsvist var kongen minimalt begejstret for sin nye spøjse allierede og hans uortodokse metoder, men Lionels humanistiske tilgang, behjælpsomme gemyt og fremstående effektivitet overmandede hurtigt kongens strengt opsatte distancemekanismer. To mænd fra grundforskellige kår, storsindede karakterer på hver sin måde og egenrådige herrer, som satte deres hatte, som det behagede dem, fandt alligevel ind til hinanden og ud til nationen med en stor tale flydende ud af radioen …

Oscar-darling i kongelige klæder

Fire statuetter ud af hele tolv nomineringer blev det til ved dette års Oscaruddeling for Kongens store tale. Umiddelbart kun en tredjedel, tænker den matematisk hurtige og kvantitativt orienterede. Hov, hov, dog nogle af de mest prestigefyldte kategorier, tilføjer den kvalitative beskuer. Bedste film, instruktør, mandlige hovedrolle og originale manuskript – ikke just Oscarceremoniens titulære letvægtere. Nok snarere omvendt. Efter at have set filmen, stiller man ingen spørgsmålstegn ved akademiets valg.

Filmen som helhed oser af deliciøs kvalitet, billedskønt og overlagt komponeret med måbende flotte panoramiske billeder, momentvist tågede og distante i udtrykket, som når kongen går fra sin provokerende læremester og efterlader ham i et diset, næsten udvisket landskab, indrammet af stillestående, skyggeagtige træer. Andre gange fastholdes billedsiden i polykrome farvetoner, der afspejler glædestunder og lykketilstande, som Lionels varme hjemmeomgivelser står for. Ethvert farvevalg, enhver billedvinkel, ethvert objekt, fanget af kameraets langsommelige bevægelser, bidrager til at manifestere en følelig og dyberegående stemning af skiftevis ensomhed, forladthed og stoicisme, som pludselig går over i stemningsmættede, emotionelle scener, som reflekterer en spirende kraft, en stålsat kurage og gennemstrømmende kærlighed …

Det er fantastisk at beskue, hvordan filmens velkomponerede billedside komplementerer og fremholder scenernes atmosfæriske pulsslag.

Kameraet er både iagttagende, invaderende, insisterende. Vinklerne skifter så elegant, at jeg på stående fod ikke erindrer nogen moderne film, der har gjort det ligeså raffineret. Kamerabevægelserne er veltilrettelagte, sofistikerede, ikke tilfældigt udvalgte eller selvhævdende ved at gøre unødig opmærksom på sig selv. Man lægger næsten ikke mærke til dem, men alligevel skiller de sig ud, svøber sig blødt rundt om dine tindrende iris og ridser et synligt billedspor ind i din hukommelse. Skønt, skønt.

Den royale treenighed Firth, Bonham Carter og Rush spiller målløst, måbende, mageligt majestætisk … ja, ordvalget er måske meget adækvat. Firth fortjener fuldt ud sin nye, gyldne kaminhyldedekoration. Rush skulle egentlig være gået hjem med én selv. Der er næppe nogen levende skuespiller, der mestrer det der ”glimt i øjet, krudt i røven, fut i hjerneregionen” så misundelsesværdigt helstøbt, som han gør det. Bravo herfra.
Bonham Carter følger fint med i hælene på sine maskuline medspillere, men brillerer ikke i samme omfang som dem. Hendes rolle er mere afgrænset og mindre krævende i forhold til de andres, og det er måske meget godt, at hendes kaminhylde ikke blev en anelse tungere i denne ombæring.

Den royale komedie/tragedie/historie

Når den lille prinsesse spørger kongen, hvad det er, en arrig Hitler siger i et klip, svarer kongen næsten tilbedende: ”I don't know ... but he seems to be saying it rather well.” Denne betydningsfulde sætning sammenfatter på mange måder hele filmens principale omdrejningspunkt. Men det er ikke alene denne sætning, som er værd at bide mærke i; glødende dialogiske vekselvirkninger, velanbragte tavsheder, dækkende storlitterære indskud og ikke mindst kongens monumentale tale udstiller et probat, velgennemarbejdet manuskript, som både har taget højde for sproget som et kraftfuldt virkningsmiddel, karakterernes exceptionelle interessepotentialer samt fortællingens gevaldige gennemslagskraft. Filmen folder disse elementer overbevisende ud, i et fredeligt, sagte tempo, der hverken forklejner sin historie eller sine aktører ved at skynde på eller devaluere deres naturlige udvikling.

Eftersom denne primært er en karakterdreven film, hviler hele filmens fremdrift på persongalleriets og ikke mindst kongens individuelle udviklingsakse. Denne karakterbaserede fremdrift anspores og optændes hovedsageligt af kongens altfortærende, men også noble og estimerede følelse af pligt, der står i kontrast til Logues vitale, livgivende lystudfoldelse. På det personlige plan står kongen dog selv som en selvregulerende krigsmark for en stærk higen efter personlig og national selvagtelse på den ene side samt en svær konfrontation med og overvindelse af sin frygt på den anden.

Denne indre (kongen selv) og ydre (kongen vs. nationen samt kongen vs. Logue) konfliktoptrapning etablerer en genuin og empatisk sympati for kongen og hans medhjælpere, ligesom den perspektiverer sin historie, så den handler om mere end blot det foreliggende. Instruktøren Tom Hooper skal derfor have stående applaus for hans fortræffelige instruktion, der evner at føje en mægtig karaktertegning, en ekskvisit billedside, en betagende historie samt et talentfuldt team sammen, hvis samlede anstrengelser og bedrifter gør denne film til en stor oplevelse på højde med kongens store tale.

Kongen holder ikke alene en smuk og løfterig tale, filmen selv holder en høj standard.
Lur mig, om ikke selv republikanerne, efter at have set filmen, får lyst til at råbe: Kongen længe leve!

Titel: Kongens store tale
Original Titel: The King´s Speech
Premieredato: 3. marts 2011
Instruktør: Tom Hooper
Skuespillere: Colin Firth, Geoffrey Rush, Helena Bonham Carter, Jennifer Ehle, Derek Jacobi, Guy Pearce
Spilletid: 119 min.
Selskab: Bedlam Productions, 2010
Genre: Drama
Link: http://www.kingsspeech.com/
Kærligheden er stor mellem Kong George VI og Dronning Elizabeth.
Kærligheden er stor mellem Kong George VI og Dronning Elizabeth.
Den provokerende, men effektive læremester Lionel Logue, spillet af en formidabel Geoffrey Rush.
Den provokerende, men effektive læremester Lionel Logue, spillet af en formidabel Geoffrey Rush.
Kongen kæmper med sin store tale.
Kongen kæmper med sin store tale.


banner
Overskrift Højre Block
Tom Clancy's Jac...
YAO
Child's Play
Løvernes Konge
My Name is Lenny
Midsommar
Mid90s
I Krig
Billionaire Boys...
Smagen af Toscana



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...