Skriv en kommentar
CGI-animation er efterhånden blevet standard indenfor tegnede biograffilm, men det er ikke ens betydende med, at tegningerne forbedres for hver film. Faktisk vil jeg vove påstå, at der ikke er sket meget siden Monsters Inc., selvom der selvfølgelig har været mange flotte film siden da. Koslænget er et skridt tilbage fra Monsters Inc., og det er utroligt, at publikum stadig finder sig i dette, når en film fra 2001 er teknisk flottere, end en fra 2006. Koslænget er dog ikke direkte dårligt animeret, baggrundene er flotte og detaljerige, men selve dyrene ligner mere de plastikdyr, vi som børn legede med, end egentlige dyr eller komiske aftegninger deraf.
Historien i Koslænget er en der er hørt før - næsten til punkt og prikke. Otis er en rigtig festko (ja, det er en han, men det hedder nu en ko alligevel i denne tegnefilm), hvis far ved navn Ben styrer gården og dens dyr. En dag kommer prærieulvene ind på gården for at snuppe et par høns, og Ben forsøger at stoppe dem, men dør i forsøget. Nu er det op til Otis at overtage sin fars plads, og det er svært at skjule sin gårddyrenes intelligens for menneskene, holde prærieulvene på afstand og have hele ansvaret på sine skuldre, når man pludselig bliver kronet gårdens konge.
Ja, historien her læner sig utrolig meget op af Løvernes Konge - dog i en simplificeret og mere humor-orienteret udgave. Koslænget formår at være formålsløs, ligegyldig, morsom og underholdende på samme tid. Dette er dog uden tvivl en film der vil fornøje børn, men det er svært, at finde frem til aldersgruppen filmen henvender sig til. På den ene side handler filmen om sorgen ved at miste en forælder, at vokse op og at tage ansvaret for sit liv. Store moraler der er håndteret bedre i filmens inspirationskilde, Løvernes Konge, og som aldrig rigtig kommer nogle vegne. På den anden side er filmen langt mere voldelig end man forventer; kampene mellem gårdens dyr og prærieulvene er lige rå nok for de mindste, som ellers ville nyde godt af filmens moraler. Koslænget ender derfor som en unuanceret og afbalanceret fortælling, der ikke ved hvad den vil og hvem den vil fortælle det til, og filmen vinder derfor kun ved sin opfindsomhed og humor.
Steve Oedekerk har både skrevet og instrueret filmen. Oedekerk er måske ikke et navn andre end fans lige kender til, men manden blev kendt da han skrev og instruerede Ace Ventura fortsættelsen. Siden da har han stået for Thumb-filmene (6 små film med tommelfingre i rollerne), Jimmy Neutron og Kung Pow: Enter The Fist. Med Koslænget har Oedekerk skabt sin dårligste og mest ufokuserede film til dato. Der er stadig masser af Oedekerks platte humor og opfindsomhed, men ideen er for slidt efterhånden, og man kan undres at Oedekerk har lavet en film der er så lig Løvernes Konge, når dette er en film han selv har lavet grin med i Kung Pow: Enter The Fist. Oedekerks instruktion fejler såmænd intet, vi har de typiske sjove sekvenser i slowmotion, og han har formået at bygge velfungerende spændingsscener op fra tid til anden, der dog kan skræmme de yngste i publikum.
Jeg så filmen her med dansk tale, men det skal dog nævnes at Kevin James, Courteney Cox, Sam Elliott, Danny Glover og Andie MacDowell er at finde på det engelske lydspor. Der er selvfølgelig meget der er gået tabt i oversættelsen, men danskerne bliver bedre og bedre til at redde den hjem, især i joken om den tykke mus der synger Mr. Boombastic og bliver kaldt Master Fatman. I hovedrollen som Otis hører vi Jan Gintbergs stemme, og selvom manden har en meget særpræget stemme der bestemt hører hjemme i tegnefilm, er den overhovedet ikke sofistikeret og gennemarbejdet nok til at bære en hovedrolle. Gintbergs stemme havde sikkert passet langt bedre på en af de utallige morsomme bifigurer i stedet. Dick Kaysø som Ben er en anden historie, man kan mærke sorg, tvivl, medfølelse og styrke i hans stemme, og Kaysø har uden tvivl den bedste danske stemme til rollen. Anders Mattesen i en lille birolle er et glædeligt lyt værd, selvom det måske ikke er den bedste figur eller joke han har fået æren til at bære. Som helhed klarer de danske stemmer det dog godt, og vi danskere er blevet bedre til både oversættelser og stemmer i tegnefilm, end vi var i starten af dette årtusinde. Det er dog synd at vi stadig kører så meget på genbrug som vi gør, men vi er jo et lille land, så det kan tilgives.
Når man først har tilgivet Koslængets anatomiske ukorrekthed, dens hvilen på Løvernes Konges plot og dens formålsløse famlen, kan den sagtens bruges til et godt grin eller to. Den gamle hund på hele 13 år (!) fik i hvert fald mig til at grine et par gange, og der er andre steder at finde gode jokes i Koslænget. Dine børn vil som sagt finde den ustyrlig morsom og vedkommende, men filmen er for gennemskuelig og ligegyldig til, at den vil huskes som noget stort værk i animationsgenren.
