Skriv en kommentar
Kompagnichef Claus Michael Pedersen (Pilou Asbæk) er udsendt til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor han har ansvaret for 150 mænd, der midt i en krigszone skal være med til at sikre fred. Situationen er presset, og da en af soldaterne træder på en vejmine, truer krigens alvor mændenes motivation. Claus træder derfor selv til, og går forrest på de næste patruljer, for at få samling på mændene igen.
Derhjemme kæmper hans kone Maria (Tuva Novotny) en helt anden kamp med at få hverdagen til at hænge sammen, med en mand i krig og tre børn der reagerer på savnet af deres far.
Under en rutinepatrulje bliver Claus og hans mænd fanget i voldsom ildkamp, og Claus må træffe et afgørende valg, der får store konsekvenser. Både for ham selv, hans mænd og for familien derhjemme.
Krigen er en anderledes krigsfilm end mange andre. Den handler mere om menneskene i krigen, end den egentlig handler om krig. Det er Tobias Lindholm (R 2010, Kapringen 2012, Jagten 2012) der har instrueret den, og han ønskede at forstå kompleksiteten ved krig og menneskene i den, fremfor en egentlig sandhed om krig. Det bærer filmen præg af og det lykkes at undgå at dømme hvad der er rigtig og forkert, og holde fokus på de mange lag, der ligger til grund for en handling foretaget under ekstremt pres.
Skuespillet er godt, især Søren Malling, der spiller Claus’ advokat, er overbevisende. Men også Tuva Novotny som Maria er god, og samspillet mellem hende og Pilou Asbæk som Claus, er stærkt. Særligt i en scene hvor Claus lige er blevet sendt hjem og vi ser den svære samtale han har med Maria om hvorfor. Vi ser det hele gennem en glasrude, og ser derfor deres følelser i mimik og kropssprog, i stedet for at høre deres ord, og det virker stærkt. Billedet siger her mere end ord kunne have gjort.
Tempoet er realtime og skifter mellem krigsmark, kontrolpost og familien derhjemme. Det fremstår ægte og troværdigt, og giver en anden vinkel end man er vandt til at se, fordi vi både ser hverdagen derhjemme og krigen ude, og de kontraster det medfører.
Det bliver flere gange understreget at det er to meget forskellige verdener der mødes. Vi ser f. eks. et telefonopkald, der er mange timer forsinket fordi Claus er i ildkamp, og Maria samtidigt derhjemme må lægge skuffede børn i seng og opgive at vente på telefonen i nattens mørke. Det giver en følelse af rigtige mennesker man kan genkende, på trods af krigens uigenkendelighed.
Der er gjort meget ud af detaljer som lyssætningen der fremstår naturlig og sandet i Helmand provinsen der blæser ind alle vegne og sammen med kameraet, der ryster som var det håndholdt og påvirket af eksplosionerne og beskydning, giver en følelse af dokumentaroptagelser. Man får følelsen af at selv være med på patruljen, selvom man godt ved at man kun kan vide hvordan det er, hvis man selv har været der.
Filmens eneste svage punkt er den efterfølgende meget lange retssag under lampernes kolde lys. Den kan føles langtrukken, men har omvendt en vigtig funktion i at præsentere spørgsmålet om hvordan vi herhjemme, langt fra krig, kan gøre os til retfærdige dommere over hvad der sker i ildkamp mellem liv og død.
Krigen er en meget stærk og vigtig film, som viser en side af krig vi ellers ikke ser.
Den går helt tæt på menneskene, og er både troværdig og autentisk. Den er imponerende skruet sammen, og er nødvendig som en film, der kan hjælpe til større forståelse for vores soldater.
