Skriv en kommentar
En sort smuk, ung og højgravid kvinde iført en lys kjole midt i ruiner, rædsel og bombning. Billedet er skudt i sort/hvid. Linsen rammer hende ind og fra et frøperspektiv, så den højgravide mave – det endnu ikke levede liv bliver fikspunktet midt i en krigszone, hvor baggrunden er ruiner og totalt ødelæggelse.
Et yndlingsbillede som krigsfotografen Jan Grarup selv fremhæver og på inderlig vis sætter ord på i sin præsentation i operahuset til prisoverrækkelse er et sort/hvid fotografi, at: ”Midt i det her inferno kommer en mand gående med sin kæreste i hånden, som har taget højhælede sko på. Den scene var så smuk. Jeg oplever, at kærlighed findes alle steder” trods krig.
Dokumentaristen Boris Benjamin Bertram har sat sig for at dokumentere nok den sværeste periode i Grarups liv, hvor Grarup tvinges til at sætte egne valg, behov i anden række. Grarups privatlivssfære trænger sig på samtidig med, at han drives af sit konstante begær for at dokumentere og indfange krigens rædsler på menneskekroppe, ansigters vidnesbyrd, som der ikke kan sættes ord på, kun indfanges af fotografiet.
Fotografiet adskiller sig fra litteraturen såvel som fra andre billedtyper; nemlig ved dets særlige indeksikalitet. Det indeksikale element i fotografiet består i dets virkelighedsoverlejring. Fotografiet er et materielt spor efter en faktisk virkelighed.
Dokumentaren ærer i den grad Grarup ved at lave intermezzoer af sekvenser med sort/hvid fotografier. De fremvises i sekvenser, hvor tempoet trækkes helt ud og kameraet dvæler ved krigsfotografierne, som nærmest fremstår som stilleben. Hvert og ét sort/hvid fotografi indprenter sig på betragterens indre skærm. De sort/hvid krigsfotografier har en effekt og sætter en affekt, som Grarup mestrer til fulde. Krigsfotografierne, fremkaldt i sort/hvid, bringer på én gang motivet nær, men også på afstand. Der skabes på én og samme tid en intimitet og distance. Morbide, onde og mareridtsagtige scener fremstår på de sort/hvid fotografier næsten ’rene’ og æstetiske. Alt andet støj er renset væk og kun motivet og de centrale elementer, der skaber fotografiet træder inderligt og helstøbt frem. Hjertet i alle fotografierne er den ufortalte historie, som du som betragter selv må opdigte.
Ligesom fotografiet befinder den danske fotograf Grarup sig i en slags reversibel bevægelse mellem nærvær/fravær, mellem privatsfære/offentlig sfære og mellem affekt/distance. Måske derfor mestrer han sit fotounivers med krigsfotografier på musikalsk, poetisk vis, hvor ingen ord behøves – fotografiet sætter sin ’stemning’ sanseligt, kropsligt og du bliver som betragter ’mærket’ for altid.
Her passer Ole Michelsen fra Bogart formulering så smukt. ”Krigsfotografen” skal ses i biografen og på stort lærred.
