Skriv en kommentar
Folkeskolen er en slagmark, hvor der udkæmpes daglige kampe - med bankende hjerte, angstfyldt sved og frygt for at blive fanget, banket og nedgjort lever vi os så intens ind i hovedpersonen, at smerten bliver mærkbar på vore egne kroppe.
Gaby er 14 år gammel, rødhåret og skolen er en pinsel for ham. Anføreren, Guille og hans onde kupaner har udset sig Gaby som deres faste offer. Hver dag efter skole jager de ham som et dyr, stjæler hans mobiltelefoner, banker og slår ham til blods, men ingen griber ind.
Trusler kommunikeres over mobiltelefonerne. Der sendes og filmes budskaber. Mobiltelefonen får status som et magtmiddel og styrer psyken hos de to drenge, der enten viser det i form af vrede, angst eller svedperler pibler frem på panden, selvom de sidder midt i en time. Mobiltelefonen er et verbalt våben, som samtidig skaber distance mellem drengene. De behøver ikke konfronteres ansigt til ansigt.
Gabys øjne og ansigtsudtryk behøver ikke mange ord - kropssproget afslører alt. Hans blå øjne funkler, når han er glad og forelsket i pigen Carla, men et ligeså uigennemtrængeligt og apatisk blik kan han fremtrylle, når de inkompetente voksne forsøger at gribe ham, samtidig med at de gerne selv vil gribes. Det eneste de glemmer i deres enetaler til ham er at lytte og være nærværende. De er konstant på vej videre, væk fra dem selv og deres ufuldkomne liv.
”Kujoner” formår med en intensitet at fange og forstørre de ufuldkomne små detaljer i menneskers liv. Udadtil mosler Gabys forældre og Guilles forældre virkelig på for at få det til at ligne det perfekte og lykkelig liv. Det er filmens budskab, at det er symptomatisk for det samfund, vi lever i.
Guilles moder siger på et tidspunkt, at det smerter hende, at hun ikke en gang kender sin egen dreng. Det smertefulde kommer til udtryk i de scener, hvor hun og Guille er alene. Der mærkes og ses det tydeligt, at hun har gennemskuet ham. Retorisk får hun ham også på krogen, hvorimod Guilles fader blot virker som en forstørret kopi af sønnen. Både far og søn mangler mod og empati.
”Kujoner” er et mesterstykke i de små detaljer, kropssproget og non-verbale handlinger i forhold til at tematisere begrebet mobning. Temaet er fortalt med en inderlighed og troværdighed, som viser sig i drengenes eminente fine skuespilpræstationer. Folkeskolen er blot en afspejling af den verden, de forblindende voksne lever i, og hvad de hver dag finder sig i på deres respektive jobs.
Gaby følger til sidst pizzamandens råd ”øje for øje” på en snedig måde, men som også får konsekvenser for ham personligt.
Afslutningshymnen i filmen er værd at citere, fordi det indrammer filmen i sin helhed ”Børn i flok – sikke nogle røvhuller - morgendagens mænd”. Filmen vedrører alle - se den.
