Skriv en kommentar
Peter Schønau Fogs filmatisering af Erling Jepsens anmelderroste roman er allerede en af de flittigste danske festivalgæster nogensinde og den debuterende instruktør modtog for nylig den behagelige natsværmerpris ved årets Natfilm-festival. Det var således ikke uden forventningerne kørt godt i stilling at jeg satte mig til rette i biografmørket. Jeg hører ikke til de der har læst romanforlægget, så det var udelukkende som film og ikke filmatisering at jeg forberedte mig på en sjælden dansk filmnydelse.
Og underholdt blev jeg da af en både morsom, underfundig, alvorlig, velspillet og provokerende dansk film. Vi befinder os i sønderjylland i noget der umiddelbart indikerer starten af 70erne. Købmandssønnen Allan på 11 har et problem. Eller rettere: Hans far har et problem. Hver eneste gang virkelighedens barske realiteter går op for den halvneurotiske købmand truer han med selvmord og giver sig til at græde. Allan har imidlertid fundet ud af hvordan man trøster far og genfinder freden i det lille hjem. Han behøver blot at overtale storesøster Sanne på 15 til at trøste far og så er alt godt igen. Den måde far krammer Sanne og de ting der i øvrigt foregår i sofaen mens mor sover en tryg pille-induceret søvn forstår Allan ikke rigtig, det eneste han ved er at far bliver glad igen og at det er en god ting.
Allan er vores, ofte ganske usympatiske, fortæller i Schønau Fogs til tider morbide, væmmelige, men samtidigt naivt morsomme fortælling og det er det der er filmens force og dens akilleshæl. For samtidig med at det er et modigt og tiltalende træk at lade barnets naive syn på ganske voksne affærer være drivkraften for en historie der ender med at indeholde både mord, aktiv dødshjælp og sindssyge, så betyder det også at der faktisk ikke er nogen sympatisk hovedperson i filmen, hvilket gør den ganske svær at se. Ingen er uden fejl, ikke mindst Allan selv der indser at en anden måde at trøste faderen ligger i hans særegne talent for gravtaler – deraf titlen.
Cirka halvvejs igennem var det for mig som om at dampen går lidt af historien. Søster Sannes teenageoprør tager for en tid forgrunden og selvom der er mange hyggelige nik til Nils Malmros’ ungdomsfilm, så bliver knallertbøller og sønderjyske halbal en smule malplaceret og distraherende for den centrale historie om den lille familie. I det hele taget kunne filmen godt have været mere stramt skruet sammen med en sikker retning og udvikling i stedet for de mange afstikkere og sidehistorier.
Ikke desto mindre er ”Kunsten at græde i kor” helt klart blandt de bedre, nye danske film jeg har stiftet bekendskab med og helt bestemt værd at se – sandsynligvis endnu mere hvis man kan lide bogen.
