Skriv en kommentar
Stop med at læse denne anmeldelse med det samme! David Finchers nyeste neglebider er nemlig så veldrejet, velspillet og paranoia inducerende, at den gør sig bedst, jo mindre du ved. Luk i stedet din browser og styrt afsted til nærmeste biograf, inden nogle andre røber filmens ’big reveal’ for dig. En thriller af denne kaliber fortjener nemlig at udspille sig på et helt blankt (biograf)lærred.
Nick (Ben Affleck) og Amy Dunne (Rosamund Pike) er begge blevet fyret fra deres pseudo intellektuelle skribent jobs, og må forlade New York til fordel for forstadsforfald i midtvestens Missouri. På deres 5-års bryllupsdag forsvinder Amy under mystiske omstændigheder, og hurtigt peger alle beviser på Nick som medskyldig i hendes forsvinden. Herfra benytter filmen en ’he-said, she-said’ struktur, hvor Nicks forsvar over for den sensationshungrende presse, kontrasterer voldsomt med Amy’s fortælling om et ægteskab i forfald og en stigende frygt for Nick, fortalt gennem flashbacks og dagbogsindlæg.
Hvem kan man stole på?
Svaret på dette spørgsmål er motoren der driver Kvinden der forsvandt, for tilliden til karaktererne er lige så håndgribelig som at fange røg med de bare hænder. Ligesom den ledende politiefterforsker Boney (Kim Dickens), som filmen selvrefleksivt lader afvise påstanden om, at ’den simpleste forklaring oftest er den korrekte’, er man som seer konstant på overarbejde i at søge forklaring og motiver for karaktererne. Men før man når så langt, rives tæppet væk under én i et mesterligt forløst plottwist, som naturligvis skal forblive ubeskrevet. Som seer bliver man spundet ind i et fintmasket spind af illusioner, løgne og flygtige forklaringer, og paranoiaen er fortrinligt eksekveret fra start til slut.
I centrum af spindelvævet sidder suspensemesteren David Fincher som edderkoppen, og trækker i alle de rigtige tråde. Det er ikke overraskende at forfatteren til filmens manuskript, og succesromanen bag, Gillian Flynn, havde Fincher i tankerne til filmversionen, når man tænker på instruktørens bugnende thriller-CV. Kvinden der forsvandt lander helt oppe i øverste del af succeslisten, sammen med Se7en (1995), Fight Club (1999) og den undervurderede Zodiac (2007).
Filmen undgår den oplagte fare at lande i bunken af veludførte men forglemmelige thrillere, med sin centrale tematisering af ægteskabet. Som en kikkertundersøgelse udforsker filmen de dybeste sprækker i relationen mellem to mennesker, og afslører de mørkeste afkroge af den grimme sandhed. Som en spydig samfundskommentar hertil står skildringen af mediernes magt og måde i mediestormen om Amy’s forsvinden. Hermed får Kvinden der forsvandt solidt tematisk sul på kroppen, båret af plottets skelet. Den fuldente filmiske skikkelse hjemsøger seeren, længe efter Trent Reznors tandskærende stemningsfulde soundtrack er klinget ud.
