Skriv en kommentar
Hvis du køber præmissen om, at virtual reality (VR) kan genskabe mennesker, steder og stemninger for en stund og lader kærlighedserindringer danse ind i dit hjerte for med teknologi at genoplive og gennemleve disse inderlige vitalitetsfølelser (brusende, svævende, eksplosiv), så tilbydes filmens hovedperson denne mulighed for at genvinde sig selv og sin kærlighed gennem 40 år.
I introscenen fanger kameraet vores hovedperson, Victor Drumond (spillet af Daniel Auteuil) med headphones på. Han ser en sekvens af nogle blodige og voldelige scener, som skal forestille at finde sted på Versaille slottet. Victor er blevet sat til at se hans søn Maximes (spillet af Michaël Cohen) nye produktion. Det er midt i et middagsselskab, som holdes hjemme hos Victor og hans kone, Marianne (spillet af Fanny Ardant). På italiensk manér, henover bordet og i åbent plenum, holder Marianne ikke igen med at fortælle, hvor fortabt han er. Hun synes, at han nærmest er et fortidslevn, fordi han ikke følger med tiden og dens vifte af muligheder med hjælp fra teknologier. Under diskussionen glider han ind i sin egen verden og begynder at sidde og tegne.
Victor savner tiden, hvor hans kone og ham elskede, gik i biografen, læste bøger og mest af alt snakkede sammen. I filmen møder vi ham i hans livs nedtur. Han er omkring de 60 år, hvor det ikke er nemt at få nyt job. Han er en formidabel tegner, men avisen han tegnede for gik konkurrence. Hans kone er psykolog og tjener pengene og han fremstår som et appendiks, en parasit, som Marianne beslutter sig for at skille sig af med.
Hans søns/Maximes bedste ven, Antoine (spillet af Guillaume Canet) lever af velhavende mennesker, som er villig til at betale prisen for at genopleve bestemte episoder, øjeblikke af deres liv eller at kunne omgøre stunder i deres liv, som de har fortrudt eller aldrig oplevet, men har et inderligt ønske om at gennemleve og derved kunne omskrive deres erindringer inden dødslejet.
Victor griber muligheden for at få rekonstrueret perioden og året maj 1974, hvor han ved et tilfælde mødte sin højtelskede Marianne på deres stamcafé i Lyon, ”La Belle Époque”. Alle var dus med hinanden og alle mulige forskellige slags mennesker frekventerede caféen i 70’erne. Som Victor ydmygt og velovervejet siger, så var det ikke så værst at være ham i denne periode.
Instruktøren Nicolas Bedos første film fra 2017 ”Monsieur et Madame Adelman” har også som omdrejningspunkt et ægtepar, som har behov for at gennemleve 70’erne. Igen i ”La Belle Époque” fra 2019 eksperimenterer Bedos med fortiden/nutiden, falsk/sandt gennem grebene ’ikke-diegetisk’ og ’diegetisk’ på billed- og lydsiden. For eksempel på billedsiden opdager Victor, at kulissens tapet er ved at falde af og på lydsiden, skiftes fra det fiktive lydunivers/studio til en bil holdende på en parkeringsplads uden for fiktionsrammen/kulisserne.
Margot (spillet af Doria Tillier) som spiller den yngre udgave af Marianne, bliver sammen med Marianne fremstillet som to uafhængige kvinder. De kan begge opfattes som nogle trickster-figurer fra instruktørens hånd, som ikke altid er lige pålidelige (eller følger instruktørens instruktion), men understøtter filmens præmis om sandt/falsk, ikke noget midt imellem.
En central scene i filmen er det første møde mellem Marianne (Margot) og Victor på caféen. Her bindes flere af trådene i filmens fortælling sammen. Der er tre lag, som udspiller sig i samtidighed. Scenerne er konstrueret ud fra Victors tegninger, og hvad der skete på deres første rendez-vous. For eksempel at Marianne (Margot) komplimenterer Victors bløde hænder. Samtidig med at Margot flirter med Victor og får lagt sine replikker naturligt ind i samtalen, giver hun beskidte og hårde svar til Antoine i sin øresnegl/mikrofon. Antoine og film-crew’et sidder lige bag spejlet og instruerer hver en bevægelse, detalje og replik. På et tidspunkt taber Margot sin øresnegl med vilje.
”La Belle Époque” illustrerer på meta-niveau, hvordan film tilbyder forskellige versioner af den samme katarsis (renselse) om universelle følelser som kærlighed. Selve essensen og budskabet snurrer filmens persongalleri om og tilsammen genskaber de følelsen af, hvad det vil sige virkelig at elske. Ved at se andre genoplive deres forelskelse og kærlighed bringer det erindringer frem hos tilskuerne. På den måde bliver vi mindet om, at kærlighed ikke skal tages for givet, men huskes, sættes i perspektiv og mest af alt vækkes til live, hvis den er ved at falme, visne.
Dionne Warwick’s demo fra 1963 ”There’s always something to remind me” er velvalgt som filmens tema-melodi, da den indføjer sig eminent til filmfortællingens tråde.
