Skriv en kommentar
I 1999 ramte filmen “Den Sjette Sans” en hel verden og blev årets mest omtalte film. Sikke et twist... Siden forventedes det ene twist efter det andet, da M. Night Shyamalanret hurtigt blev udråbt som vor tids nye Hitchcock. Det har dog knebet med at holde niveauet siden, selvom Unbreakable, Signs og The Village har høstet rimelig succes. I det seneste skud på stammen, er der til gengæld ikke så meget som skyggen af surpriser skjult. Her er nemlig tale om noget så sælsomt som en godnathistorie...
Shyamalan har selv digtet historien om havnymfen Story (Bryce Dallas Howard – Manderlay, The Village), en såkaldt narf, fra Den Blå Verden. Hun holder til i en hule under Cleveland Heeps (Paul Giamatti – Sideways, Cinderella Man) swimmingpool. Heep er en lidt klodset og forvirret landlord på sit lille hostel, og han er dødtræt af at der er nogen der svømmer i poolen om natten... Da det endelig lykkes Heep at spotte synderen, bliver han noget overrasket. Story er, for det første, ikke et menneske, og for det andet er hun mere eller mindre fanget her i menneskenes verden, da såkaldte ondskabsfulde scunts (rodbefæng ulve-art) vogter hendes mindste bevægelse. Hun kan kun undslippe via Den Store Eatlon (en gigantisk ørn), som skal bringe hende hjem til hendes blå verden. Heep har overordentlig svært ved at tro på alt hvad øjnene ser og ørene hører via Story. Men ved et tilfælde viser det sig at en af hans gæster på sit hostel, kender godnathistorien om kvinden i vandet. Intet er tilfældigt, og alle gæsterne har en større part at spille, da de er brikker i Storys hjemrejse (blandt andet spiller Shyamalan selv en af de vigtige roller). Men hvem har hvilke roller at spille, og kan brikkerne forenes tidsnok?
Tanken er meget god, og virker dybt original. Lady In The Water endte som bog, før filmen kom. Og faktisk udtaler Shyamalan på ekstra materialet, at han hellere ser bogen blive videreført og husket af stadigt kommende generationer, fremfor filmen. Måske det også ender sådan, for filmen ender i sidste ombæring med at mangle det afgørende karisma og er ikke fængende over de godt 7 kvarter den varer. Shyamalan siger at han gør en stor dyd ud af at fortælle i et langsomt og sjælsomt tempo. Det lykkes også meget godt, for der er virkelig en detaljerigdom og billedværk som er det hele værd. Men uhyggen udebliver i det lange løb og der er ofte langt mellem de væsentlige højdepunkter. Animationen er også forholdsvis katastrofal. De såkaldte scunts, samt de abelignende væsner som bor i træerne minder om en blanding af Underworld-filmenes monstre, dog med et mere Disney-agtigt træk. Hvilket i sagens natur ikke klæder thriller-delen. Genren er nærmere fantasy-delight... Med to så modstridende argumenter, så ender karaktergivningen som den bløde mellemvare.
Til gengæld er der mere drev i ekstra materialet. Først en interessant lille bid om Shyamalans baggrund for godnathistorien, som han fortalte sine børn i sin tid. Et tilfældigt digteri, greb om sig – og er den dag i dag nærmest legende-materiale blandt Shyamalan'erne. Retfærdigt nok, men film-resultatet er ikke noget der vil gå over i historien. Originaliteten er der, men umiddelbart er det ikke til at se at det er Shyamalan som står bag. Måske som en ond spiral af hans (måske) alt for tidligere “stormagt”. Men fred være med det. Hans næste film kan jo vende bøtten.
Ekstra materialet består også af en overskuelig oversigt af alt fra karaktererne til udvikling af monstrene. Kapitler nok til en god times underholdning. Se også fraklip fra optagelser som gik helt i vasken, se slettede scener, se auditions til bi-rollerne og meget mere. Alt i alt en grundig og seværdig omgang.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
