Skriv en kommentar
Maj el-Toukhy. Husk navnet. Med en debut så stærk som denne kan man nemlig ikke spå hende andet end en lang og succesuld karriere. Et A-hold af skuespillere i topform, et levende og energisk manuskript, og et soundtrack med det bedste og nyeste fra den danske musikscene er ingredienserne, der tilsammen udgør denne meget velsmagende filmgodte.
Ellen (Mille Lehfeldt) er forelsket. Eller, det tror hun i hvert fald, men hun vil hele tiden have noget andet, end det hun kan få. Først er det Sebastian (Ola Rapace) som desværre er gift med Eva (Cecilie Steenspil).
Siden er det Max (Jens Albinus), men han er nok ikke rigtig klar til det. Så er der Anette (Trine Dyrholm) og Maya (Danica Curcic). Anette arbejder hele tiden for at tjene de 40.000 som parret har i faste udgifter om måneden, og hun ønsker sig egentlig ikke et barn, ligesom Maya gør det. Til sidst er der søskendeparret Rolf (Peter Gantzler) og Bolette (Dya Josefine Hauch). Rolf forelsker sig i en sen alder i Dina (Marijana Jankovic), selvom det ikke var meningen at han skulle den mølle igennem igen. Og Bolette er omvendt på den, og er træt og udkørt i sit ægteskab med Adam (Janus Nabil Bakrawi).
Filmen følger denne gruppe af venner og par over en årrække, og er inddelt i kapitler navngivet efter den anledning, hvor vennerne mødes. Således introduceres vi altså til deres skæbner og mere eller mindre selvforskyldte problemer en nytårsaften, og følger op med housewarming, et bryllup, et jubilæum, en fødselsdag osv. Instruktøren selv siger at idéen opstod ud af, at det jo oftest er ved sådanne lejligheder at man ser sine venner, så hvorfor ikke lave en film om det. En idé der let kunne være landet på gulvet i skrivelokalet bliver flot fulgt til dørs, og føles på intet tidspunkt forceret eller forhastet, selvom der ved flere spring er gået næsten et år i handlingen.
Grunden dertil skal i høj grad findes i det sprudlende manuskript. Instruktøren kan uden tvivl sin Woody Allen, og det kommer frem i små detaljer, som når Babettes Gæstebud diskuteres over middagen, eller når Trine Dyrholm livstræt beretter, at hendes forhold er ligesom en Bergman film, hvor ”vi gentager hinandens sure opstod over for hinanden”. Der er ikke gjort noget forsøg på at overfortælle enhver detalje i elaborerede ekspositions dialoger. I stedet er man som publikum inviteret ind i varmen hos gruppen, og de er altså virkelig godt selskab.
Lang Historie Kort betegner alt i alt det stærkeste bud på et internationalt værdig rom-com med tyngde, som længe er set i Danmark. Eneste anke er, at man ikke har lyst til at tage hjem fra festen.
