Skriv en kommentar
I Kina regnes der at være omkring 160 millioner migrant arbejdere. Alle disse mennesker bliver genforenet med deres familier én gang om året. Dette er til den kinesiske nytårsfest. Det er denne årlige folkevandring, der danner fundament for en fortælling om en familie, og et land, i splittelse.
Filmen er centreret omkring forældreparret Zhang, der for 16 år siden efterlod deres lille datter hos bedstemoren, for selv at flytte til byen for at få arbejde på en fabrik. Siden da er datteren blevet 18 år, en lillebror er kommet til, og de bor på landet sammen med bedstemoren, mens forældrene bor i byen 50 timers rejse væk, hvor de lever og arbejder under kummerlige forhold. De håber, at deres hårde slid vil få børnene gennem en god uddannelse, så de kan få bedre levevilkår end dem selv i sidste ende. De sender alle pengene hjem til familien, og opfordrer konstant til flittig skolegang, men det store fravær fra forældrenes side har efterladt især datteren med en følelse af svigt, og i frihedsbegær og oprør mod forventningerne dropper hun ud af gymnasiet for at arbejde. I skuffelse og skam forsøger forældrene at påvirke hende til at vende tilbage til skolen, og genopbygge den tabte tillid familiemedlemmer igennem.
Det er en af de slags film, der fortæller de helt store historier igennem de bittesmå. Handlingen udspiller sig over tre år, med den årlige rejse gennem landet til nytår som milepæl.
Ved bare at følge Zhang familiens færden, berører filmen både generationskløften i den kinesiske befolkning, østens syn på vesten, køns- og familie forhold, Kinas nationalitetsfølelse og dets indbyggeres selvopofrelse, og stræben efter succes. Relevante emner, der vedrører os mere og mere, som Kinas indflydelse stiger.
Handlingen kunne være fordelt mere favorabelt over tidslinjen, for der opstår momenter, hvor man ikke helt ved hvor filmen vil hen (eller om den slutter). Her må Lixin Fan huske på, at en film stadig bruger seerens benzin, selvom den kører i tomgang. Det kniber lidt med fremdriften, når man igennem lang tid følger rejsen som eneste handlingsmættede element.
Til gengæld bruger Fan mediet utroligt godt visuelt, og fanger sanseligheden af både land og by som miljø.
Billedsiden er saftspændt og sansemættet, og tilgodeser både helheden og detaljen. Den veksler ubesværet mellem det store sydkinesiske bjerglandskab, der når uanede højder samt utrolige længder, og derefter det lille insekt, der kæmper sig vej op ad et græsstrå.
Den sentimentale tone kan føles søgt i starten, men imod slutningen bringer Fan publikum steder hen, hvor man ikke troede kameraer kunne nå. Man kunne ønske, at han havde opnået den intimitet tidligere i forløbet, men han kompenserer hen mod slutningen, hvor historien nærmest bryder ud af mediet, fordi voldsomme følelsesudbrud i familien påbyder det.
Filmen ikke bare har, men også giver indføling med den kinesiske mentalitet.
Den præsenterer et land, der er ligeså splittet, som den familie, der portrætteres.
Den er både forståelig for folk med begrænset viden om Kinas kultur, og givende for folk med bred viden. Man lærer kort sagt noget, ligegyldigt hvor meget man ved i forvejen.
