Skriv en kommentar
Italiensk film fik efter anden verdenskrig ry for, at erstatte handling med døde øjeblikke, kulisser med locations og skuespillere med virkelige mennesker.
Denne realisme fremmanes nu igen, med en lille beretning om en mand, en ged og et træ. Det lyder langsommeligt - og det er det også. Så hvis du er handlingsjunkie bliver en stor kop espresso nødvendig for at holde øjnene åbne til rulleteksterne, men hvis du er vant til art film eller gerne vil have en kold tyrker for overfladisk action (og dialog), vil ”Le quattro volte” med garanti være en oplevelse udover det sædvanlige. For så snart man får stillet sit sanseapparat ind på samme frekvens som filmen, giver den tilbagelænede rytme plads til en detaljerigdom der er sjælden.
Og selvom handlingen ikke ligefrem vægtes, er de døde øjeblikke i denne film fulde af liv der pibler frem så snart man kommer tæt nok på.
I filmen følger vi en gedehyrdes daglige færd i Calabrias bjerge. Han vogter sine geder, kæmper mod snegle og smerter, og bytter hver dag et krus frisk mælk for kirkestøv, som han drikker opløst i vand om aftenen mod sygdom.
Efter hans død følger vi nu et gedekid fra de første spæde skridt, gennem leg og fodring, til det en dag bliver væk fra flokken i bjerglandskabet, og må lægge sig til at sove alene under et stort træ.
Fyrretræet bliver nu fulgt igennem solskin og blæst, til det i foråret fældes af landsbyens borgere, og rejst på torvet under fejringen af den årlige byfest.
Træet saves nu i mindre stykker, og bruges som materiale og brændsel til en trækulsovn, indtil det endeligt smuldrer som kul i asken.
Den åbenlyse sammenhæng imellem skæbnerne der præsenteres er, at de alle krydser hinandens veje. Manden passer geden, der falder i søvn ved træet, der brændes til aske – men opbygningen er mere en blot et stafetløb med publikum. For det er ikke bare genstande der registreres af en linse, da det næsten virker som om kameraet reinkarneres ved hver overgang. Det smelter nærmest sammen med objektet det viser, og opfanger dets åndelighed, og det er denne ånd der er gennemgående i filmens dele.
Først med hyrden, der filmes så tæt at hans ansigt bliver et landskab i sig selv. Dernæst med kameraet i gedde-højde, hvor dyrene er i centrum og mennesker kun kan genkendes på deres fodtøj. Til sidst med træet, hvorigennem bjergene opleves gennem bladenes silhuetter, hvorfra mennesker bare er prikker i græsset.
Kameraets skiftende indlevelse i filmens karakterer er hvad der gør en stor oplevelse ud af denne film. Det er dog på andre områder end det stilistiske at skabningernes virkelighed formidles. Den dramaturgiske afdramatisering af deres dagligdag giver en autencitets følelse, der er helt særegen. Filmens tid fordeles med en generøsitet, der tilgodeser både gedehyrdens toiletbesøg på bjergtoppen og kiddets kamp med at komme op af en grøft i skoven. Filmen skaber sin egen ynde, men det bliver aldrig på bekostning af humoren, der ligger lige under overfladen i hver en situation.
”Le quattro volte” er ikke en dialog dreven film, replikkerne bruges blot som auditivt virkemiddel på linje med vinden i træerne eller bjælden om halsen på en ged. Manglen på dialog savnes dog ikke, fordi billedsiden er så detaljerig at man som publikum er fuldt beskæftiget – og det på trods af manglen på handling og den komplette udeladelse af årsags-virkning forhold. For når stress og jag fra den klassisk stramme fortællerstruktur løsnes op, bliver der tid og rum til at følge en lille myre kravle henover træets bark – og helt oprigtigt spekulere på hvor den mon skal hen. Hele filmen har en grundstemning af holistisk panteisme, der er rørende omend sårende simpel.
”Le quattro volte” er hverdagspoetik om livets cyklus med eksistentiel kant. Den giver ikke indtrykket af decideret at fortælle en historie, men snarere at vise en lille del af livet – der giver dig lyst til mere hvis du kan lide den, og hvis du ikke kan, i det mindste ikke larmer for meget mens du falder i søvn efter 10 minutter. Den beviser at en lille film sagtens kan være stor filmkunst.
