Skriv en kommentar
Tænk engang hvis engle slet ikke var babynumsede tuttenuttede helgener, men blot adlydende soldater og lejemordere for herremanden i det høje. Sikke en tilværelse det måtte være at kaste al sin kærlighed på en bestemmende diktator, der til gengæld holdt mest af nogle underlegne og vildfarne skarnsunger på en planet han engang havde skabt.
Det er udgangspunktet for effektmageren Scott Stewarts spillefilmsdebut som både manuskriptforfatter og instruktør. Men hvorherre har tilsyneladende langt om længe tabt tålmodigheden med menneskelige ballademagere der ikke kan leve i fred og fordragelighed. Han har besluttet at det er tid til en ny nulstilling og i stedet for flodbølger og fjollede arker sender han denne gang englene for at gøre det af med os. Men en engel, den evigthellige Michael, tror stadig på det gode i mennesket og vælger at trodse farmand. Resultatet er at det hele kulminerer på en forladt tankstation hvor alting tilsyneladende bliver godt igen, hvis bare en lille baby født til en godhjertet plejefar får lov at overleve.
Det sidste er et af mange plotpunkter man ikke skal spørge for meget ind til i Stewarts manuskript. I det hele taget skal man være vældig god til at slå logikken og sin filmkritiske, mentale tilstedeværelse fra for at finde de positive sider af Legion. Der er ikke mange ting der giver mening, ikke mange figurer der er andet end åndssvage og ikke mange scener der ikke er revet ud af andre film. Bevares tempoet er da højt, men allerede fem minutter inde i filmen havde jeg fået så mange påmindelser om både Alex Proyas’ The Crow og Camerons to Terminator film at jeg kun kunne tænke på hvor overlegne de er.
Bedre bliver det ikke efterhånden som man kommer ind i historien og der begynder at dukke langlemmede ismænd og ”uhyggelige” børn med papirsposer over hovederne op. Læg dertil at filmen som helhed mest af alt er et gennemgribende plagiat af den væsentligt overlegne The Prophecy fra 1995 (herhjemme udgivet både som God’s Army og God’s Secret Army og i øvrigt en af alt for få film med Elias Koteas i en hovedrolle). Men hvor den film vandt på en imponerende gruppe skuespillere og et gennemført dystert billede af englene, så falder Legion igennem både i design, actionsekvenser og skuespillere. Den ”klimaktiske” kamp mellem Paul Bettanys Michael-engel og Kevin Durand som (den tilsyneladende altid jaloux og ondskabsfulde) Gabriel er direkte pinlig og ligger på linje med tåbelighederne i End of Days – bare uden Arnold.
I det hele taget er der ikke meget at komme efter her. Latterlige moraler, skabede one-liners og kiksede engle i uniformer er sådan set det hele. Jeg var i stand til at grine fra tid til anden og det hjalp gevaldigt – men tager man kritikerbrillerne på, så er det sgu tam action det her. Legion er ikke kedelig, men med de massive actionfilm der kører i biograferne disse dage, så er den sateme langt under par. Gense hellere The Prophecy der både byder på Christopher Walken som en sjovere Gabriel og Viggo Mortensen som Satan selv.
